Den tjekkiske provinsby Pilsen har lagt navn til godt to-tredjedle af verdens øl.

»Værsgo at smage på vores øl, som har lagt navn til øl over hele verden,« siger tjekken og sætter det store krus med skummende humledrik til munden.

Sig navnet Pilsen, og en hel verden af øldrikkere vil mærke mundvandet begynde at løbe. Med den verdensberømte øl Pilsner Urquell som flagskib har provinsbyen i det vestlige Tjekkiet mellem Prag og Tyskland ligefrem lagt navn til godt to-tredjedel af al den øl, der drikkes i hele verden. Ikke dårligt af en beskeden by med kun 170.000 indbyggere og et idyllisk torv som omdrejningspunkt.

Pilsens verdensry som ølby blev grundlagt i 1842 – mere præcist den 5. oktober. Den dag blev det første kvalitetsbryg fra byens borgerbryggeri brygget, efter at en kreds af rådvilde og bekymrede ølproducenter i byen havde indset, at noget måtte gøres. Deres egne øl var på simpelthen så dårlige, at indholdet i dusinvis af ølfade få år før var blevet kasseret og hældt ud foran rådhuset, fordi det ligefrem var sundhedsfarligt.

I stedet opførte man i fællesskab en bryggeribygning og tilkaldte den kompetente tyske brygmester Josef Groll fra Bayern.

»Med de gode tjekkiske råvarer –ikke mindst det bløde vand og den fremragende saas-humle fra den nordlige del af landet – fik han held med at frembringe et undergæret bryg, der meget hurtigt blev værdsat langt uden for byens grænser og kom til at lægge navn til øl af pilsner-typen,« fortæller guiden på bryggeriet Pilsner Urquell under en rundvisning.

Ølhistoriens skumsus

Det verdensberømte bryggeri ligger i byens udkant – kun fem minutters gang fra centrum – og som besøgende kan man nærmest mærke ølhistoriens skumsus.

Den oprindelige bryggeribygning fra 1842 har måttet lade livet undervejs i bryggeriets vokseværk, men både den velvoksne indgangsport og et specialbygget vandtårn, der har form som et hollandsk fyrtårn, er velbevaret.

I kælderen kan man stadig se det store kobberkar, der blev brugt til at gære øllet fra bryggeriets start. I begge verdenskrige har det været gravet ned for at skjule det for fjenden.

En rundvisning på Pilsner Urquell tager en times tid, hvor man både ser bryggerihallerne med de store kobberkedler og ikke mindst en del af det enorme system af kølige lagringskældre en snes meter under jorden.

Kæmpe øltønder

Her blev øllet især tidligere lagret på kæmpemæssige øltønder, men i dag har ståltanke overtaget hovedparten af lagringen af de 10.800 hektoliter øl, der kan brygges på en enkelt dag på bryggeriet.

Men til gengæld er det stadig i de historiske og stemningsfulde kældre, at besøgende turister naturligvis får lov at smage et glas eller to af det gyldne guld i dråbeform.

Og som med vin på et sydeuropæisk feriested viser også den tjekkiske øl sig på uforklarlig vis at smage lige nøjagtig et nøk bedre end normalt, hvis man prøvesmager den i ufiltreret og upasteuriseret form på oprindelsesstedet.

»Kældersystemet her under bryggeriet er ni km langt, og temperaturen holdes på fem-syv grader af hensyn til den øl, som bliver lagret hernede på træfade. Prøverne herfra sammenlignes hele tiden smagsmæssigt og kemisk med den øl, der bliver lagret på ståltanke, så man er sikker på, at kvaliteten er i orden og stabil,« fortæller bryggeriets unge guide.

Uden at blinke bedyrer han også, at læger anbefaler en øl hver dag. Det skulle være godt for bl.a. hår og knogler – også måske også lidt for bryggeriernes økonomi, må man formode.

Skyl indstrykkende ned

Og naturligvis har Pilsen også et bryggerimuseum, hvor man kan se en væld af redskaber og tilbehør, som gennem tiderne har været knyttet til fremstillingen og serveringen af øl.

Museet har hjemme i en historisk bryggeribygning fra 1400-tallet, og ikke overraskende er det også her muligt at få skyllet indtrykkene ned med et krus lifligt øl. Tjekkerne gør tilsyneladende alt for at værne og udbygge deres førsteplads på listen over de mest øldrikkende folkefærd.

Hver tjekke drikker i gennemsnit 158 liter øl om året, mens irerne på andenpladsen nøjes med 131 liter i gennemsnit. Tyskerne er nr. 3 med 110 liter årligt, mens en gennemsnitsdanskers årlige ølforbrug på 90 liter giver os en 8.-plads på listen.

Skål! – eller på tjekkisk: na zdraví!

 

BT Rejser var inviteret af Czech Tourism