Midt i vinregionen Piemonte og bare få timer fra de pulserende storbyer Milano og Torino ligger det gammeldags Italien. Castiglione Tinella har bare 800 indbyggere og en tilværelse i laveste gear.

Sandfarvede mure, solbrændte teglsten og smalle brostensbelagte gader. Omringet af vinranker, der i vejrbidte, rynkede geledder snor sig rundt på de stejle skrænter. En udsigt, man ellers kun finder på postkort – godt hjulpet på vej af beliggenheden 400 meter over jordniveau i regionen Piemonte.

Velkommen til landsbyen Castiglione Tinella, en tidslomme af gammeldags Italien under halvanden times kørsel fra heksekedlerne Torino og Milano.

Castiglione Tinella er det oplagte rejsemål, hvis man vil væk fra en fortravlet hverdag og i et par dage (eller mere) leve, som var man tilbage i fortidens simple liv – med vinlandsbyen som ramme.

Her er ikke stort andet end en kirke, en landsbyskole, et hotel indrettet i en gammel herskabsbolig, og et enkelt lokalt spisested, der på italiensk kaldes »osteria«.

Tiden markeres af klokkernes slag, der runger fra toppen af det slanke, røde kirketårn midt på byens torv, »Piazza XX Settembre«.

Til tider føles det som at være gæst i et frilandsmuseum eller statist i en film, hvor hovedpersonen hvert øjeblik kommer kørende om hjørnet på en Vespa-knallert. Hos den lille købmand køber de lokale spegepølse, ost og brød fra disken, mens sladderen flyder i hurtige, italienske gloser. Fra caféen på torvet kommer indehaverens golden retriever logrende ud og hilser på. Fra de to udendørs caféborde kan man se en tøjbutik, der ligner Mads Skjerns første i Korsbæk i tv-serien Matador.

Lav tempo i en idyllisk by

Som dansker er man efterhånden smerteligt vant til, at landsbyer langt fra universitetsbyerne er ensbetydende med faldefærdige huse og lukkede butikker.

Sådan er det ikke her. Men tempoet er lavt, og hverdagens stress og jag erstattes af simple spørgsmål.

»Ønsker I at spise ude eller inde?« spørger den gæstfri værtinde fra vores hotel, Hotel Albergo Castiglione.

Det lokale »Osteria Verderame« samarbejder med hotellet og ligger kun 100 meter fra indgangen. Selv om landsbyen er lille, og det eneste hotel ikke har mange overnattende, er der alligevel stuvende fuldt på restauranten.

Gæsterne er en autentisk blanding af lokale, der med høje stemmer diskuterer og bestiller mere vin, samt turister, der koncentreret forsøger at tyde menukortet.

Der findes naturligvis alternativer, men det kræver en mindre køretur ned af bjerget til de større byer Asti, Alba eller en af nabolandsbyerne. Og at sætte sig bag rattet er ikke en tiltrækkende mulighed - for Osteria Verderama frister ikke bare med ganske udmærket italiensk mad, restauranten har også en velspækket vinkælder, der til rimelige priser lader en smage på et rigt udvalg af egnens vinhøst.

Set i forhold til størrelse er Castiglione Tinella en af Italiens mest vinproducerende kommuner. Og er man ikke til vin, kan man hos Don Castillo Café på torvet få en kop kaffe og en kraftig gin tonic. Der koster det samme som en tozoners busbillet i København. Men tilsat landsby-idyl.

3 oplevelser i Castiglione Tinella

Cykeltur
Vejene i området er som skabt til cykeltræning. Her er masser af udfordrende stigninger, der selv om de ikke helt kan kaldes bjerge, er høje nok til at kunne fremvise den ene betagende udsigt efter den anden. Har man ikke cykel med, kan man låne på Hotel Albergo Castiglione eller leje i byen Alba via firmaet Veloce. Lejepriser starter ved 80 kr. per dag.

Vinvandring
De lokale vinproducenters laug har etableret en stribe vandreruter i områdets vinmarker. Tag f.eks. Sandro Bobbio-stien på tre km, hvor man går ad jordstier gennem olivenlunde og forbi vinmarker, som på denne rute udelukkende er Moscato vinmarker, en dru, som dyrkes intenst i området. Vandreturene er gratis.

Læs mere på comunecastiglionetinella.it/turism/nature-trails

Vinsmagning
Castiglione Tinella ligger midt i et af de mest produktive vindistrikter i Italien. Hotel Albergo Castiglione sælger udflugter til nogle af de lokale producenter, hvor der også er mulighed for at smage på varen. Alternativt kan man selv arrangere turen – vinhusene er vant til at tage imod turister. Besøg f.eks. vingården Contratto, der lagrer sine vine i gamle klosterkældre, der er udnævnt til verdensarv. En rundtur koster cirka 190 kr. inkl. smagsprøver.