Dubai forbindes ofte med en overflod af rigdom og ønsket om det ekstreme. Men lidt væk fra centrum af Dubai finder man det lokale køkken, som serverer emirati-retter tilsat storytelling.
Firhjulstrækkeren har kurs mod ørkenen. Vi er kun 20 minutters kørsel sydøst for millionbyen Dubai med stål, glas og skyskrabere, men herude ser landskabet ud, som det gjorde for 25-30 år siden, inden oliepengene med hast forvandlede sandkassen til et fremtidslandskab.
Vi drejer fra i Murquab, en samling huse og et minimarked, og herfra er der kun barakhuse og spredt vegetation, indtil grusvejen ender i ørkensand, og vi formelt krydser grænsen til naturparken Dubai Desert Conservation Reserve.
Naturparken blev etableret i 2003 af emiratets leder, sheik Ahmed bin Saeed Al Maktoum, som også har et fritids-palads herude mellem sandbankerne, dog på behørig afstand af beduiner og besøgende.
Mens vi er endags-turister, har han indbudt beduierne, det tidligere vandrende folk, til at blive sine permanente naboer, og vi er taget ud for at se, hvordan de holder fast i deres kultur, selv om teltpløkken er slået i én gang for alle.
Og hvilken måde bedre at forstå den end gennem et måltid mad iscenesat i en oase af uldne telte, ægte tæpper og dase-hynder, omkranset af en rustik stenmur?
Dubai er mere end eskapader af storslåethed
Aftalen mellem beduinerne og deres sheik blev indgået allerede for 40 år siden, og den indebar statsborgerskab og pas til gengæld for strøm, rindende vand og rigtige huse.
Det lyder som en win-win for beduinerne, men ved indgåelse af aftalen sagde de også nej til den frie bevægelighed over grænserne.
Vi møder Hamad, overhovedet i en af de etablerede beduin-landsbyer, som har prøvet livet før og efter aftalen, og gennem tolken fortæller han – mens ledningen fra mobiltelefon hænger ned over hans hvide kjortel – at han stadig handler med kameler.
Nu er han bare fri for at skulle vandre efter vand til dem, fordi sheiken også har ladet bore permanente brønde. På samme måde betyder den faste bolig, at han og hans folk kan dyrke og sælge dadler.
De unge tager ind til Dubai og studerer og arbejder, men hjemme i beduin-miljøet holder man fast i traditionerne, bl.a. gennem maden, som er baseret på de sparsomme ingredienser, det var muligt at anskaffe under ørken-vandringen.
Vi får serveret den typiske morgenmad: pandekager med sirup, søde nudler, oliestegte brød med oreganofyld og kikærte-salat, mens Hamad fortæller, at man stadig laver langtidskogte lamme- og kamel-gryder i høkasse, gravet ned med kul i sandet.
Da jeg spørger, om al den moderne madkultur inde i Dubai slet ikke har fristet dem, oversætter tolken hans svar uden at fortrække en mine: »Det hænder da, at vi ringer efter McDonalds eller Kentucky FriedChicken takeaway!«
Beduinerne forsøger at bibeholde traditionerne
Inde i det historiske kvarter Bastakiya tæt på Dubai Creek ligger kulturcentret, hvor man prøver at fastholde tiden og traditionerne fra før olien sprang i 1960erne.
Rundt omkring i det moderne Dubai kappes internationale kokke om at forny maden og forkæle smagsløgene, men herinde byder medarbejderen Daria, klædt i sort abaya, velkommen til frokost, som var det hjemme hos hendes familie.
Så af med skoene og ned på puderne med den obligatoriske kop kaffe og en dadel, som man altid får serveret, når man besøger nogen privat.
»Det er den måde, man ærer sine gæster i et arabisk hus. Da vi har fået mange henvendelser gennem de senere år fra turister og expats, som gerne vil lære mere om det oprindelige liv her, arrangerer vi disse kultur-måltider, hvor man kan spørge om alt, mens man spiser,« siger Daria, mens store fade med brød, ris, salater og sammenkogte retter serveres på de kulørte tæpper på gulvet.
Hun fortæller om hverdagsmadens udvikling fra ørkenens smalkost og flodlejets fisk, ris og krydderier til nutidens traditionelle familiemad, som er meget påvirket af indisk og iransk kogekunst, først gennem handel, og senere ved indvandring.
Vi langer til fadene og bliver ikke skuffede. Det smager stadig af Mellemøsten.
Rejseliv var inviteret af Dubai Tourism.
