Man kan bruge uger i Istanbul uden for alvor at komme i dybden, men på et par dage kan man komme tusind år frem og tilbage i tiden.

År 2015: At vågne i Istanbul. Allerede her starter fascinationen af og forelskelsen i en af Europas største byer. At se solen stå op over nogle af byens over 2.000 moskéers høje minareter og det brede Bosporus-strædes mørkeblå vand, kan overvælde de fleste. Jeg nyder morgenmaden på 8. etage i midten af Istanbul. Omelet, kaffe, friskpresset juice og et uendeligt tag-selv-paradis af tyrkiske oste byder mig en god morgen.

År 537: Hotellet ligger i skyggen af den enorme katedral Hagia Sofia, som i sin lange levetid har været både kristen kirke, muslimsk moské og nu er et museum, ejet af den tyrkiske stat.

Her starter rejsen fra mellem gammelt og nyt, en rejse, der ikke kan undgås i Istanbul. For her mødes øst og vest, nyt og gammelt, tradition og modernitet.

Fra hotellet bevæger jeg mig ind i kvarteret Sultanahmets hjerte. Det er centrum for nogle af byens største seværdigheder, hvoraf Hagia Sofia er en af de største. Her ses skellet mellem øst og vest. Der er både Jesusfigurer og koranvers på de gigantiske vægge, der rejser sig 55 meter mod den majestætiske guldkuppel.

År 1992: Allerede i 1860 fik Istanbul sit første sporvognssystem til sine mange indbyggere.

Dengang var vognene trukket af heste, men i dag har Istanbul et moderne og – for det meste – velfungerende transportnetværk.

I 90’erne åbnede Istanbuls moderne sporvognslinjer, og det er stadig en af de smarteste måder at komme rundt i byen. Blandt andet fører sporvognene til færgehavnene ved Eminönü og Kabatas, hvor færger sejler til den nordlige del af europæiske Istanbul, og man kan begive sig ud på den 30 minutter lange tur til den asiatiske side.

Både færger og sporvogne er billige transportmidler, og de kører til tiden.

År 203: Efter Hagia Sofia kommer turen til hippodromen på Sultanahmet-pladsen. Her begejstrede hestevæddeløbene, da Istanbul hed Konstatinopel og Byzans var under romersk styre. På hippodromen kan man desuden snuppe sig en klokken ti snack – en simit. Det er en tyrkisk morgenmadsspecialitet, som er friturestegt brød med sesamfrø.

Ikke sundt, men når de er friske, er de et fremragende mellemmåltid.

De små røde boder med glasvægge og hjul holder parkeret mange steder i byen, og man skal ikke lede længe for at finde en.

År 1616: Det sidste stop i Sultanahmets gamle Istanbul er Den Blå Moské.

Den er »kun« halvt så stor som Hagia Sofia, men den overdådige arkitektur opvejer størrelsesforskellen.

Egentlig er moskéen opkaldt efter Sultan Ahmet 1., men på grund af de mange blå keramikfliser på væggene har moskéen især af rejsende fået sit farverige navn.

Et af mange blikfang i Hagia Sophia er de adskillige kristne mosaikker, der er ’gravet’ frem under adskillige lag maling . Også vikingerne satte deres mærke, da de i 900-tallet kom til Miklagård, som de kaldte byen. Foto: Erdinc Tuncbilek.
Et af mange blikfang i Hagia Sophia er de adskillige kristne mosaikker, der er ’gravet’ frem under adskillige lag maling . Også vikingerne satte deres mærke, da de i 900-tallet kom til Miklagård, som de kaldte byen. Foto: Erdinc Tuncbilek.
Vis mere

År 1348: Hvis man tager færgen eller broen nord for Det Gyldne Horn, kan man kortvarigt blive i det gamle Istanbul og besøge Galatatårnet, som blev bygget af italienske købmænd og hæver sig lige over 100 meter over havets overflade.

Nyd udsigten fra restauranten på toppen. Eller gå på opdagelse i Galata-området, der udover sine snævre, brostensbelagte gader har en kaskade af barer, restauranter og små sjove butikker.

År 2015: Vi bevæger os videre og ned til Karaköy. Et gammelt havnekvarter, der er blevet en del af det moderne, det nye Istanbul. Fire unge tyrkeres projekt, Istanbul ArtWalk er næste stop på turen. Her får man en personlig rejse rundt i den samtidige tyrkiske kunstverden på gallerier, museer og atelierer.

Alle rundviserne er vidende, fagligt dygtige og passionerede for kunst og især kunsten i Istanbul.

Istanbul Modern er turens slutdestination. Museet er Tyrkiets flagskib for moderne kunst, og der er gratis guidede ture torsdag og søndag.

Fra Karaköy kan man tage færgen tværs over Bosporus-strædet til den asiatiske del af Istanbul og bydelen Kadiköy.

Det er et moderne og spraglet område, som både er hjemsted for studerende, kreative, forretningsfolk og turister. Det er dog især den moderne unge tyrkers hjem, og det kan aflæses på det enorme antal af barer og restauranter, der ligger i Kadiköy.

År 1908: Kadiköy huser ikke kun caféer og restauranter, men også en anden central del af tyrkisk hverdagsliv. Fodboldklubben Fenerbahce er en af de helt store klubber i Tyrkiet, og fodbold er stort for rigtig mange tyrkere, især i Istanbul.

Fenerbahces hjemmebane Şükrü Saraçoğlu blev bygget i 1908 – året efter klubbens stiftelse – og gennemgik en omfattende renovering fra 1999-2006 og har nu plads til over 50.000 siddende tilskuere.

Der er sjældent helt udsolgt, men lad dig ikke narre af de svingende tilskuertal. Stemningen er unik, og at overvære en tyrkisk fodboldkamp er et specielt indblik i tyrkisk kultur og lokalpatriotisme. Især kampe mod lokalrivalerne fra Galatasaray og Besiktas er specielle.

År 2015: En gåtur op ad skråningen nær færgehavnen fører os op til den lange gade Karakolhane.

Her holder de unge tyrkere til, og der er caféer og barer i kilometermål. Stemningen er tilbagelænet, og hvis den kunstinteresserede ikke kan finde et museum eller et galleri, er der streetart nok til, at man kan få tiden til at gå med at gå på opdagelse i resultatet af mange grafittidåsers endeligt.

På caféen MU får jeg en Cappucino og et stykke cheesecake. Her er MacBooks og sneakers. Der er jazz og stilfulde møbler. Her i det moderne, det hippe har du Istanbuls nutid, og – hvis du spørger de unge cafégæster – også dens fremtid. »Den som en gang har drukket af Bosporus, vil altid tørste efter mere,« skrev H.C Andersen i 1841, og i 2015 er tørsten efter Istanbul langt fra slukket.