Baywatch udødeliggjorde de røde badebukser og badedragter, men hvordan ser hverdagen ud for en af Los Angeles’ hundredvis af livreddere? Rejseliv tog med i livreddertårnet for en dag.

»Vi har adskillige surfere i problemer, jeg hopper i vandet nu. Anmoder om assistance.«

Stemmen skratter over VHF-radioen. I en glidende bevægelse griber AJ Lester den røde redningstorpedo og nærmest flyver ned ad rampen fra sit tårn og ind i sin gule firehjulstrækker. Sirenen hyler og hjulene spytter sand op, mens han suser mod vandet. Blot endnu en dag på kontoret.

Det er en solrig søndag i oktober og termometeret står på 24 grader, hvilket har lokket et par hundrede mennesker til El Segundo Beachs gyldne sand.

Det kan godt være, at kalenderen mener, at det er efterår, men vandet ud for den californiske kyst er stadig 20 grader varmt og en jævn vind giver op til tre meter høje bølger, så surferne ligger som små sæler på række i vandet, og i livreddertårnet skratter radioen regelmæssigt om nye redningsaktioner.

Trods alle sine botox-pander, korte nederdele, solbrune muskelbundter og åbne sportsvogne er det ikke Hollywoods berømtheder, men derimod strandene, der er Los Angeles’ virkelige stjerner.

Fra Zuma Beach mod nord til Cabrillo Beach mod syd flankerer stribevis af gyldne palmeklædte strande de 116 km kystlinje, men de kan være lige så farlige, som de er skønne – ofte pisker bølgerne dybe revlehuller op og den kraftige understrøm slår kløerne i uvidende svømmere og trækker dem til havs, og med 60 millioner besøgende om året på Los Angeles’ strande kunne det nemt være en ren dødsfælde.

Men utroligt nok drukner i gennemsnit blot en ud af de 60 millioner strandgæster og den ære tilskrives i høj grad de hundredvis af livreddere, der patruljerer sandet året rundt.

Røde shorts og badedragter

Den røde redningsbøje var ikke bare et stunt i Baywatch – den er et vigtigt redskab for livredderne i LA.
Den røde redningsbøje var ikke bare et stunt i Baywatch – den er et vigtigt redskab for livredderne i LA. Foto: Sole Bugge Møller
Vis mere

Op gennem 1990erne udødeliggjorde David Hasselhoff, Pamela Anderson og Yasmine Bleeth de røde shorts og badedragter i TV-serien Baywatch – på en dramatisk baggrund, for også i virkeligheden er der højspænding på strandene.

»TV-serien var selvfølgelig overdrevet, men vi har faktisk allerede reddet over 14.261 folk fra at drukne i år, hvilket er ny rekord og der er stadig to måneder tilbage af året,« siger AJ Lester.

AJ Lester voksede op få hundrede meter fra det livreddertårn, han står i nu, og som barn brugte han timevis på at kigge ud over de samme bølger, han nu bliver betalt for at patruljere.

»Jeg plejede at stille mit surfboard her ved dette tårn, og kan huske, at jeg kiggede op på livredderne og tænkte, at en dag ville jeg også være som dem,« siger han.

Fysikken skal være i orden

Så da han fyldte 18 år, stod han imellem 300 andre håbefulde for at tage svømmeprøven, der skulle til for at blive livredder.

Den går ud på at svømme 1.000 meter rundt om en række bøjer på tid, og de bedste bliver optaget på et træningsakademi, hvor de går gennem 100 timers træning for at sikre, at de har, hvad der skal til for at blive livredder.

»Først og fremmest skal man være en rigtig stærk svømmer. Alt det andet kan man lære senere hen,« siger AJ Lester, der forklarer, at flere af livredderne faktisk har været olympiske svømmere.

I dag har han været livredder i 12 år, heraf de sidste to på fuldtid som leder af en række tårne. Det betyder 10 timer lange vagter uden pauser – bortset fra, når han motionerer.

Det er et krav, at livredderne konstant holder sig i form, så på hver eneste vagt træner de mindst en halv time – typisk ved at svømme, løbe eller lave armbøjninger.

»Der kan gå timevis, hvor der ingenting sker, og så pludselig skal du kaste dig i vandet og redde en person fra at drukne, så det er vigtigt altid at være fysisk parat,« siger AJ Lester.

Livredderens »makker«

Det kræver 100 timers træning for at sikre, at de har, hvad der skal til for at blive livredder.
Det kræver 100 timers træning for at sikre, at de har, hvad der skal til for at blive livredder. Foto: Sole Bugge Møller
Vis mere

Når han springer i vandet for at redde folk fra at drukne tæller hvert sekund, og det kan betyde, at han af og til hopper direkte ud i understrømmen, der er som en motorvej, der fører ham ud til de nødstedte i ekspresfart.

Med sig har han altid den røde, flydende redningsbøje, som han kan spænde om overkroppen og give til de nødstedte og trække dem ud af farezonen.

»Jeg har nogle gange haft op til fem personer, der klamrer sig til redningstorpedoen,« siger han.

Solen nærmer sig Stillehavet, og AJ Lesters vagt er ved at være ovre. For en efterårsdag har der været forholdsvis meget at give sig til – fire redningsaktioner og adskillige forebyggende advarsler til folk.

Men det er ingenting i forhold til en typisk sommerdag, hvor der er flere hundrede tusinde gæster på stranden og hver eneste af Los Angeles’ 158 livreddertårne er bemandede.

Et hårdt, men givende arbejde

På sådanne dage våger livredderne over strandfolket fra tårnene, i sandet, og på vandet i jetski og både. Og det er ikke ualmindeligt, at de må hive hundredvis af personer ud af vandet på en enkelt dag.

Det var også sådan en smuk og travl dag, at AJ Lester havde en af sine travleste dage nogensinde. Det var 28 grader, og der havde været store bølger, så sandbunden var ujævn og fyldt med revlehuller, der førte til kraftig understrøm.

»Jeg var nærmest konstant i vandet for at redde folk. Når jeg havde reddet en person i sikkerhed, måtte jeg straks ud igen og hive en anden person op,« siger AJ Lester.

Da dagen var ovre, havde han hjulpet 19 personer.

»Da jeg tog hjem, var jeg fuldstændig udmattet, men lettet og glad. Det er en god følelse at kunne komme hjem til sin kone og sige, »jeg reddede 19 mennesker i dag«.