De to rejseselskaber Apollo og Falk Lauritsen er kommet på tyske hænder.

Det er koncernen Rewe Group, der har købt selskaberne, oplyser Apollo Rejser i en pressemeddelelse.

Kuoni-koncernen, der ejer Apollo og Falk Lauritsen, har siden januar haft en plan om at sælge sine europæiske rejseselskaber.

Umiddelbart vil kunderne i Danmark ikke mærke noget til salget. Ifølge pressemeddelelsen fortsætter alle varemærker i Norden nemlig uændret. Schweiziske Kuoni har haft de danske selskaber på hænderne de sidste 16 år.

Det glæder Apollos direktør i Norden, Leif Vase Larsen, at kunderne også i fremtiden kan genkende selskabets brand:

»Vi ser det som en stor styrke, at Apollo skiller sig ud i markedet ved at drives videre som det klassiske nordiske varemærke, det er.  Apollo er velkendt blandt de mange rejsende i de nordiske lande,« siger han og fortsætter:

»Selv for alle vores ansatte og kunder er det en glædelig nyhed. I Rewe Group får vi en ejer, som ser det potentiale, Apollo har på det nordiske marked. Vi ser frem imod at fortsætte udviklingen af vores virksomhed i Norden sammen med en stor og ressourcestærk international spiller,« siger Leif Vase Larsen.

Parterne vil ikke fortælle, hvor mange penge, der har skulle på bordet for at gøre salget til en realitet. Overtagelsen går endeligt igennem, når konkurrencemyndighederne i EU og Schweiz har godkendt købet i løbet af 3. kvartal i 2015.

Rewe Group overtager ved købet alle 2.500 ansatte, der nu kan se frem til at være en del af rejsedivisionen DER Touristik.