Skulle det nu være noget? Her er fem rejseoplevelser, du godt kan stryge fra to-do-listen.
Forventningen er stor. Og skuffelsen endnu større.
»Er det bare det?« spørger man sig selv og kigger forvirret på horden af andre turister:
»Hvorfor pokker er det berømt?!«
Der kan være flere grunde til, at man hverken bliver imponeret eller på anden måde berørt af en turistattraktion: man har ikke tilstrækkelig baggrundsviden til for alvor at sætte tingen eller stedet ind i en historisk eller kunstnerisk sammenhæng; måske har man set så mange flotte tv-dokumentarer om stedet, at det synes noget blegt i virkeligheden; eller det ér bare ikke noget særligt (hvem sagde Den Lille Havfrue?).
Rejseliv giver dig her vores fuldstændigt subjektive og uvidenskabelige liste over fem steder, som vi blev pænt skuffede over.
Manneken Pis, Bruxelles
Okay, en lille dreng, der tisser...? Den blot 61 cm høje bronzestatuette på hjørnet af Rue de l'Etuve og Rue des Grands Carmes i hjertet af belgiske Bruxelles er en af verdens mest ikoniske turistattraktioner. Og ingen – heller ikke belgierne – ved hvorfor.
Man ved, at fontænen med den urinerende dreng blev skabt af Hiëronymus Duquesnoy den Ældre og sat op i 1618 eller 1619. Og det er det. For at kunne give turisterne en eller anden forklaring, har guiderne en række myter og skrøner at trække på – som at den hylder en lille dreng, der engang reddede byen ved at slukke en brændende lunte ved at tisse på den, da fjender ville sprænge bymuren i luften. Men det er gætværk. Og så er figuren ikke engang den originale men en kopi fra 1965. Den rigtige står i Broodhuis på Grand Place.
For at peppe det hele lidt op har man så opfundet den mærkelige skik med at give figuren forskellige kostumer på. Bedre bliver det ikke af, at hele området er spækket med souvenirbutikker med Manneken Pis’er i alle størrelser og materialer. Og som om det ikke var nok, så findes der i Bruxelles nu også en tissende pige-figur, Jeanneke Pis, og en strintende hund, Zinneke (Pis).
London Eye, London
Kan du huske dengang, hvor det bare var SÅ spændende, at vi gik fra år 1999 til 2000. Jamen, hvor fremtidsagtigt var det lige? I London besluttede man at markere millennium-skiftet med noget så scifi-agtigt som… - et pariserhjul. Det 135 m høje London Eye blev (naturligvis) åbnet 31. december 1999 af den daværende britiske premierminister Tony Blair. Eller det vil sige, det åbnede først for offentligheden to måneder senere, 9. marts 2000, da det 375 mio. kr. dyre pariserhjul havde tekniske problemer.
London Eye har årligt 3,5 mio. besøgende og er Storbritanniens mest populære ikke-gratis turistattraktion. Når man har fået kæmpet sig gennem den lange, lange kø, er det da også ok hyggeligt at tage turen rundt og se London lidt oppefra. Men, hey, det er bare et pariserhjul… Og ikke engang verdens højeste længere. Det står i Las Vegas i USA og er 168 m højt.
Bonusinfo: På engelsk hedder et pariserhjul et ”Ferris Wheel”, fordi det blev opfundet af den amerikanske ingeniør George Washington Gale Ferris Jr. i 1893. Vi kalder det ”pariserhjul” efter ”La Grande Roue de Paris”, der blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i den franske hovedstad i 1900.
Det Skæve Tårn, Pisa
Først drøner man hele vejen ned gennem Tyskland, krydser Alperne og kører så gennem Norditalien, mens man hele vejen som en anden kokain-hungrende Ulrich Thomsen i ”Blinkende Lygter” messer ”Jeg skal da, jeg skal da, jeg skal da se Det Skæve Tårn I Pisa…”
Efter 1.700 km krabber man sig radbrækket ud af bilen, får taget fotoet, hvor man ”støtter” tårnet, så det ikke vælter – og fyldes så af en følelse af uendelig tomhed. Var det virkelig dét? Hvad skal man nu lave? Sandheden er jo, at det 55 m høje marmortårn ikke er ret spændende i sig selv. Tårnets ”claim to fame” er ene og alene, at det er et stykke gedigent italiensk byggesjusk.
Det begyndte ellers fint, da man i 1173 gik i gang med at bygge et fritstående klokketårn til domkirken i Pisa. Okay, der var nogle fejl i fundamentet, men den slags sker jo. I 1178 begyndte man på anden etage, og så gik det galt. Tårnet begyndte at synke i den ene side, hvorefter man stoppede byggeriet for at give jorden under tårnet tid til at sætte sig.
Små hundrede år senere, i 1272, var man klar til at gå videre. Og i håbet om at skabe et optisk bedrag, der skulle få tårnet til at virke mindre skævt, lavede man en lappeløsning, hvor de næste etager blev højere i den ene side. Og så tog man sig endnu en pause. Først i 1372 – efter 199 år – var tårnet helt færdigt. Men stadig skævt.
Man har gennem århundrederne forsøgt at udtænke måder, hvorpå man kan forhindre tårnet i at vælte, og i 1990'erne lykkedes det - bl.a. ved hjælp af store kontravægte af bly - at stabilisere tårnet.
Pyramiderne i Giza, Kairo
Selve de mere end 4500 år gamle pyramider er imponerende nok, og de første fire minutter står man da og tænker over, hvordan de blev bygget og alt det dér. Men så bliver man overfaldet af aggressive plattenslagere, der prøver at presse én til at få taget fotos, til at købe en guidet tur, lunkne colaer eller plastic-sfinkser.
Nejtak-nejtak-nejtak-GÅVÆK, siger man desperat og opdager, at en femte sælger allerede har fået møvet én halvvejs op på en kamel. Man kæmper sig ned af det brølende kræ (kamelen, ikke sælgeren), maser sig gennem horderne af svedende turister og forsøger forgæves at finde et sted, hvor man kan tage et flot billede af pyramiderne.
Men det er håbløst. Der er nærmest kun ét sted, man kan gøre det (og der står alle de andre), for af uransaglige grunde har egypterne anlagt grimme veje klos op af pyramiderne. Så i stedet for at stå i andægtighed og beundre de fascinerende bygningsværker og lade tankerne flyve tilbage i tiden til faraoernes tid, ryster man vredt knytnæven mod pyramiderne og fatter endelig, hvorfra udtrykket ”at gå op i en spids” stammer fra.
Den Spanske Trappe, Rom
Den Spanske Trappe er en af de attraktioner, hvor man ikke rigtig ved, hvorfor den er så berømt - man har bare hørt om den så mange gange, at man synes, man skal forbi. Og når man så står dér på Piazza di Spagna og kigger på trappen, ser man - en trappe. Det er ganske vist den bredeste trappe i Europa, og der sidder en horde turister på de 135 trin, der fører op til Piazza Trinità dei Monti, men det er og bliver - en trappe.
Der er ingen særlig historie, der kan forklare dens berømthed. Ingen engel, der på mirakuløs vis kurerede en spedalsk, der lå for døden på trinene, intet spektakulært mord på en adelsmand, der var kommet i spillegæld, ingen rørende kærlighedshistorier om to unge, der ikke måtte få hinanden og mødtes i dølgsmål her - det ér bare en trappe, der blev anlagt i 1723-1725, fordi man gerne ville gøre det nemmere at komme op til Trinità dei Monti-kirken, der ligger på en stejl bakke.
Men hvor kommer berømmelsen så fra? Ja, ud over det med bredden, så spiller det givet ind, at trappen udgør en romantisk kulisse i den vældigt populære Audrey Hepburn-film "Prinsessen holder fridag" fra 1953. Men ellers - haven't got a clue.
Når nu man er der, er det oplagt at sætte sig på Den Spanske Trappe og indtage sin frokost, mens man kigger på gadelivet. Men lad være med det. Det er nemlig forbudt. Som Roms bystyre siger: Det er ikke en restaurant. Det er - en trappe.
