»MS Europa 2« er igen blevet kåret til verdens mest luksuriøse skib af krydstogtbibelen Berlitz Cruise Guide 2015. Sammen med søsterskibet MS Europa er det verdens eneste 5,5-stjernede skib. Rejseliv tog med og giver her vores bud på, hvad stjernerne dækker over.

Skibet

Hvis luksus er plads, scorer MS Europa 2 højt.

Det er et relativt lille krydstogtskib med plads til maksimalt 516 gæster, men det skib i industrien, der frådser mest med rummeligheden per passager. Skibet har 251 suiter.

Den mindste, Verandasuite, er 28 m2, den største, Owners Suite, er 99 m2. Gangene er brede og højloftede. Det er altid muligt at finde en ledig solstol langt fra andre gæster, og fællesarealerne er mange og gavmilde med både bløde stole og benplads.

Hver eneste suite har egen balkon, jeg kan svømme ubrudte baner i poolen, og selv på Broen kunne kaptajnen slå vejrmøller, hvis han ville. Jeg kan på intet tidspunkt mærke, at vi er 460 passagerer om bord.

Men plads alene gør ikke luksus. Min Spa Suite er luftig og dufter stadig ny. Skabe og skuffer lukker med et dæmpet »dump«. Minibaren finder jeg i et specialdesignet skab med Nespressomaskine, læskedrikke og fem flasker spiritus uden ekstra betaling.

Jeg snupper en iskold rabarber-ingefærjuice og får fladskærmen i spejlet på badeværelset til at spille jazz, mens brusenichen varmer op til et urteduftende dampbad. Sollyset falder blødt ind gennem den store rude i væggen, som adskiller stue og badeværelse, og jeg kan skimte Istanbuls mange minareter fra mit badekar.

Alt virker gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje – selv velkomstchokoladerne er toppet med en smule bladguld.

Jeg går på opdagelse på de syv passagerdæk og kan se den nordiske inspirations kølige lethed. Marmor og mørkt mahogni er byttet ud med kalksten og lyse træsorter.

Krummelurer af guld har måttet vige for sølvfarvede linjer, der skærer sig igennem de lange gange eller skyder op i søjler midt i receptionens blågrønne farver.

Restauranterne

★ ★

Der går ikke lang tid, fra jeg har trukket stolen ind under den hvide dug, til en ung tjener kommer og placerer stofservietten på mit skød med en fejende bevægelse. Naturligvis koordineret med sin kollega, så personen overfor får dækket sine lår på nøjagtigt samme tid.

Der er syv specialrestauranter på skibet, så man i princippet kan spise på en ny restaurant hele ugen. Weltmeere er den største, Grand Reserve den mindste. Serenissima er italiensk, smagsløgene får et spark ad den krydrede panasiatiske mad på Elements, Sakura jonglerer med frisklavet sushi, og aftenens middag i Tarragon er franskinspireret.

Bortset fra Restaurant Yacht Club, der er buffet, er alle restauranterne a la carte og ingen af dem kræver ekstra betaling.

MS Europa 2 er et såkaldt afslappet skib, så traditionelle elementer som Captains Dinner, lange rober og faste pladser ved rundborde er sløjfet. Her er flere borde til to personer end normalt, og intet krav om, hvor man spiser. Der er dog rift om bordene i de små restauranter, så det er en god idé at reservere plads på forhånd.

Mens vi langer til brødknuderne på sølvfadet og stikker næsen i franske vine, flyver en starter i et smalt glas ind fra højre. Igen koordineret og serveret på elegant vis og samtidig.

Bunden af glasset er dækket af en balsamico-gelé med en fyldig gedeostemousse og toppet med trøffelstøv. Samtalen rundt om bordet forstummer, og mange af os lukker øjnene for at lukke alt andet end smagen ude.

Retten efterfølges af en for mit vedkommende tatar, der giver mig lyst til at spise langsommere for at forlænge den runde syrlighed.

Jeg troede ikke, kød kunne smelte, men hovedrettens hummer serveret med morkelsvampe flyder ud og blander sig med mit taknemmelige mundvand, som det rammer tungen.

Maden på Europa 2 er af den slags, der styrer samtalen, da man simpelthen må dele sin begejstring.

Wellness

★ ★ ★

Foto: Johanne Haagerup
Vis mere

Badekåben smyger sig mod mine lår, da jeg tripper hen ad gangen mod det 1.000 m2 store wellness-område. Indeholdende fitnessrum, golf-simulatorer, frisørsalon og private rum til massage og skønhedsbehandlinger.

I morges var jeg oppe og gøre gymnastik på dækket med en morgenfrisk instruktør, så nu styrer jeg mod afslapning i fællesspaen, der er til fri afbenyttelse for alle gæster.

På et tyskejet skib med international profil betyder det både blufærdige amerikanere og bramfri tyskere. Derfor går jeg også lidt tøvende ind ad glasdørene, mens jeg som en gal prøver at regne dresscoden ud.

En kvinde i stribet bikini går med en smoothie i hånden på tværs af det fugtige lokale ud mod soldækket bag panoramavinduerne, mens en midaldrende mand stiger op af jacuzzien i al sin nøgne pragt.

»Okay, man må altså selv vælge«, tænker jeg lettet og hænger badekåben.

Vi er ikke flere end ti gæster, der har valgt at slappe af i spaen denne eftermiddag, så jeg falder hurtigt ind i min egen lille boble af ro, mens stille musik og rislende vand udfylder tavsheden. Til venstre for indgangen er der et stort kar fyldt med isklumper og et par soppebassiner med anvisningen om at gå meget langsomt igennem det isblå vand. Til højre ligger fire forskellige saunaer side om side og lokker væsentlig mere end kuldechok og stivfrosne fødder.

Så på skift omsluttes jeg af dampbadets hede tåge og aromasaunaens mynteduftende varme, der brænder køligt i næsen.

Da jeg trækker glasdøren til i den 90 grader varme finske sauna, når selv en varmehungrende nordbo sin grænse. Herinde fordamper sveden, inden den pibler af mig, og træbænken brænder min ryg igennem håndklædet.

Det bliver en kort fornøjelse, og som en klud falder jeg om på en af de bløde liggestole på solterrassen.

Skibets fart får behagelig luft til at puste solens varmeste stråler af mig, og jeg døser hurtigt hen. Det er befriende at kunne slappe så meget af og alligevel komme fremad.

Foto: Johanne Haagerup
Vis mere

Aktiviteter

★ ★ ★ ★

Herrenzimmer lever op til sit navn. Det er en af skibets seks barer, og den emmer af ægte herreværelse med tunge, sorte lædermøbler og endnu tungere cigarrøg, der breder sig i lokalet fra askebægere og storrygende mænd.

Gulvtæppet suger lyden fra mine høje hæle og gør det lidt mindre udtalt, at jeg har bevæget mig ind på fremmed territorium. Det er som at træde ind i en gammel film, og omgivelserne er den ideelle scene for den forestående aktivitet; vi skal til ginsmagning.

Selskabet tager plads om tre små runde borde, og en nydelig tysk bartender byder os velkommen med en blålig drink serveret i et højt, smalhalset glas.

Han fortæller vidende, at det er No. 1 London Dry Gin, der giver drinken sin farve, som den har fra en blå blomst. En fin sukkerholdig limejuice mikser godt med den bitre ginsmag, og min ginhorisont er allerede rykket en smule.

Jeg har da drukket min del af G&Ts med Gordon’s Gin og Schweppes Tonic, men derudover er mit kendskab til den enebærkrydrede spiritus begrænset. Og da bartenderen som noget af det første erklærer, at Schweppes er for skarp og Gordon’s har for lav en alkoholprocent til at være rigtig god, står jeg helt på bar bund.

De fleste gæster har det nok på samme måde, når de deltager i de gratis ginsmagninger om bord på Europa 2. I forhold til vinsmagning er der ikke så mange mennesker, der kan kloge sig på gin. Og da slet ikke på skibets 35 forskellige slags, som udgør verdens største ginsamling til søs.

Vi smager dog blot fem forskellige, men der er tydelig forskel på, om det er ingefær og muskat, citrusfrugten Rangpur, kanel eller kardemomme, den er lavet på.

Ud over ginsmagninger kan man om bord på Europa 2 deltage i kokkeskoler, danse til livemusik, se teaterforestillinger og lejlighedsvis sejle på picnic eller ekskursioner i skibets tolv motordrevne gummibåde.

Profil

★ ★ ★ ★ ★

Foto: Johanne Haagerup
Vis mere

Gråt hår bølger under de fleste solhatte i den propfyldte Yacht Club Restaurant, hvis morgenmadsbuffet og udendørs terrasse er yderst populær hver formiddag. Rolex-urene og Gucci-taskerne hænger på arme, der har set fastere dage, og mange kvindekinder har tydeligvis stiftet bekendtskab med Botox.

Som på mange luksuskrydstogter er gennemsnitspassageren på Europa 2 i pensionsalderen. Men det tyske rederi Hapag Lloyd har gjort meget ud af at markedsføre sit nye skib på en yngre, international profil, der også tiltrækker velstillede børnefamilier og stadigt arbejdende ældre.

De medpassagerer under 30 år, jeg taler med, er dog enten inviteret af deres forældre eller musikere og dansere, der skal optræde på turen. Her uden for skolernes ferie ser jeg ikke et eneste barn plaske i poolen, men nogle krydstogter forinden var der 62 børn om bord, hvilket var rekord.

Europa 2 har kapacitet til at passe børn helt ned til to år i Knopf Club og lege med de lidt større i Kids’ Club. Teenagere kan hænge ud, høre musik og gå deres egne veje i Teens’ Club.

Alene lidt afsides på det allerbagerste soldæk sidder en tysk kvinde og nyder solen væk fra mylderet. Beatrice Nobis, som med sine godt 50 år med til at trække aldersgennemsnittet på skibet ned, er på sit første krydstogt.

»Jeg har altid tænkt, at det er jeg slet ikke gammel nok til,« griner hun og retter på sin pink bikini.

»Men min veninde i rejsebranchen anbefalede det her nye skib, og syv dage med solgaranti og gennemført luksus med min mand lød fristende.«

Og selv om Beatrice generelt føler sig lidt yngre end dem ved nabobordet, er Europa 2 et perfekt afbræk i en stresset hverdag som gynækolog med privatklinik. Hun har ikke en finger at sætte på hverken skibet, den tyske effektivitet eller altid venlige service fra de 370 ansatte.

»Jeg har nogle travle par i min omgangskreds, der bestemt skal have anbefalet en pause på Europa 2.«

Foto: Johanne Haagerup
Vis mere

Forventninger

★ ★ ★ ★ ★ ★

Den sidste aften på toget sidder jeg med en Gin&Tonic – Hendricks Gin og Thomas Henry Tonic naturligvis – i hånden på Sansibars terrasse og diskuterer skibet med en gruppe gæster.

Hvorfor er dette skib kåret til det bedste i verden ud af 285 testede skibe? Hvorfor har det fået 1.860 ud af 2.000 mulige points? Og er det de 5,5 stjerner, som det har fået, værd?

Jeg spørger Aaron Saunders; en canadisk blogger, der er på sit 50. krydstogt og – sagt med sine egne ord – er en gennemført krydstogtnørd.

På forhånd har han læst al information om det mindre end to år gamle skib. Han har endda downloadet musikstykket, der spiller, når Europa 2 stævner ud, og hørt det på sin iPod på repeat. Aaron Saunders forventninger til denne tur har været så skyhøje, at han kun kunne blive skuffet. Troede han.

For Ms Europa 2 overgår alle hans vildeste forestillinger og vådeste krydstogtdrømme. Han siger det næsten med lykketårer i øjnene, og jeg bliver overbevist om, at 5,5 stjerner tildeles, når et skib byder på al den luksus, service og detaljerigdom, man endnu ikke har kunnet forestille sig.

Rejseliv var inviteret af Hapag Lloyd.

Rejseinfo

Ophold:

  • Skibet sejler året rundt, i enten Middelhavet, Caribien, Sydamerika, og tværs over Atlanten.
  • Næste krydstogt er  med afrejse fra Lissabon 16. november.
  • Turen går til Funchal i den portugisiske region og øgruppe Madeira og varer 9 dage.
  • Pris fra 30.600 kr. per person i Veranda/Ocean Suite.
  • Flybillet til og fra afrejse- og ankomsthavne er ikke inkluderet i prisen, det er til gengæld alle måltider, underholdning om bord, m.v.

Info: