Jens Ole Ambjerg tog i 1983 på sprogrejse til Hastings, i Sydengland, som 15-årig. Han vidste stort set ingenting om den by, han rejste til, men det var her, at han lærte at stå på egne ben.
Det var en anden tid dengang.
Da Jens Ole Ambjerg i 1983 tog på sprogrejse til Hastings i Sydengland som 15-årig, vidste han stort set ingenting om den by, han rejste til. I brochuren fra sprogrejsearrangøren var der to-tre billeder af området, og det så da meget fint ud.
»Jeg kunne læse mig til, at Hastings var en relativt stor by, og det var ligesom det, jeg vurderede det ud fra. Jeg kendte ikke nogen, der havde været der før mig, og der var jo heller ikke de samme informationer, som der er i dag, hvor man kan læse om sin destination på nettet,« siger Jens Ole Ambjerg.
Det var hans forældre, der anbefalede ham at tage på sprogrejse. Hans storebror havde været af sted før ham, så det lå i luften, at det nu var hans tur.
Den sommer afsluttede Jens Ole Ambjerg folkeskolen.
Han havde klaret sig godt i engelsktimerne og fandt det helt naturligt at bruge tre uger af sin sommerferie på at rejse til England og arbejde videre med sproget.
»Der var flere formål ved at tage af sted,« siger Jens Ole Ambjerg.
»Et af dem var at komme væk hjemmefra og komme ud af komfortzonen. Når man er i landet, lærer man engelsk på en anden måde, når man taler det døgnet rundt, end når man har et par timer om ugen i skolen. Så det var simpelthen for at lære engelsk, få nogle venner og opleve en masse, som man jo gør, når man er af sted på den måde.«
Jens Ole Ambjerg boede hos en værtsfamilie i yderkanten af byen. Han tog bussen hver dag ind til byen, hvor han gik i skole og blev undervist i engelsk af en gruppe danske folkeskolelærere om formiddagen.
Om aftenen mødtes han med de andre unge på Hastings’ havnefront. Her var der altid var en masse underholdning med diskoteker, restauranter og biografer.
»Jeg lærte at stå på egne ben og være væk hjemmefra i længere tid,« fortæller Jens Ole Ambjerg, der har rejst meget siden.
Hastings var blot en begyndelse
»Efter gymnasiet tog jeg et år til Australien, så det at tale engelsk og rejse i engelsktalende lande blev relativt naturligt for mig. Det var noget, jeg fik mod på, efter jeg havde været på sprogrejse.«
Han fik også mod på at læse cand. merc. International Business, den engelske udgave af en cand. merc., og til at skrive sin kandidat-afhandling på engelsk.
I dag han 47 år, foredragsholder og underviser på Erhvervsakademiet Lillebælt. Det foregår alt sammen på engelsk.
»Jeg taler formentlig med en fed, dansk accent, og det er jeg slet ikke flov over. Men jeg tør stille mig op og tale engelsk, fordi jeg har gjort det i mange år,« siger han.
Jens Ole Ambjerg planlægger at sende sin datter af sted på sprogrejse til sommer.
»Begrundelsen for at sende hende af sted er fuldstændig den samme, som den var for mig dengang. Det handler om at komme ud og lære sproget og lære en masse om sig selv også,« siger han.
(Læs i morgen anden del, hvor vi har interviewet Amalie, der i dag er afsted på EFs sprogrejser)
