Klassisk smørrebrød og gedigen husmandskost dominerer på Grøften. Men hindbærkortet og andre sæsonbetonede tiltag gjorde, at Berlingskes madanmelder Søren Frank ikke faldt i søvn, da han forleden lagde vejen forbi.
Dér!«.
Netop hjemvendt fra en uges dykning i Rødehavet var min ledsager inde i rutinen med at spotte store fisk, og nu havde han lokaliseret selveste Kongen af Grøften, den unge Messerschmidt og hans knapt så unge, men velholdte Dot.
Det celebre par sad i et diskret hjørne ved hvad, der lignende et stambord.
Hvor der nærmest ingen grænse er for Messerschmidts succes for tiden, er det vist nok mere op ad bakke for min gamle studiekammerat, Henrik Qvortrup.
Så jeg var glad for at se, at der i det mindste er ét sted, hvor den tidligere Se og Hør og TV2 redaktør ikke er i bad standing.
»Qvortrups sildemad« (80 kr.) figurer stadig på Grøftens alenlange smørrebrødsseddel med sin udmærkede – og i bund og grund ganske klassiske – kombination af kartoffel, sherrysild, creme fraiche, rødløg og dild.
Bedre var dog et af de andre af listens stykker opkaldt efter koryfæer: »Sol over Hauser Plads« (hvor smørrebrødets store flagskib Schønnemann har til huse) viste sig at være én versionering af Sol over Gudhjem, hvor den obligatoriske røgede sild var skiftet ud med varmrøget laks serveret på surbrød med kommen og garneret på klassisk vis med æggeblomme purløg og radiser (125 kr.).
Og så er der selvfølgelig rejerne: Som barn var sommeren aldrig rigtig begyndt, før faster Inge fra Frederiksberg iført Simon Spies pelshue og stor cerut havde inviteret på fjordrejemad i Grøften.
Rejerne anno 2014 var udmærkede, men jo i bund og grund ganske sarte i smagen, så jeg fortrød, at vi havde valgt det ifølge den ellers gode tjener lidt for dominerende kommensurbrød.
Den helstegte rødspætte (230 kr.), der ifølge kortet er husets specialitet, viste sig at være lige efter bogen.
Høj, saftig og velpaneret, serveret med nye kartofler og persille. Desværre fulgte også en lille skål med et fluidum annonceret som brunet smør, som jeg var knapt så glad for, idet det snarere smagte af underlødig olie end smør.
Min ledsager tog sig af dagens fisk (248 kr.), som viste sig at være fin skindstegt sandart. Tilbehøret, en sauté af spidskål og østershatte, var imidlertid så hvinende salt, at vi måtte opgive at få lidt grønt i sækken denne aften.
Til gengæld var der bonuspoint for en hel sæsonaktuel sektion med seks forskellige desserter bygget op omkring de smagfulde hindbær fra Rokkedyssegård.
Vi nuppede en »Hindbærsymfoni« (145 kr.), som gav os mulighed for at smage lidt af hvert: Saftig mazarintærte, trifli med whiskycreme, pivsød pavlova (marengs), helt straight med vanilleis og, suverænt bedst, et »lag på lag« arrangement af sprøde nøddebunde og hvid chokoladecreme.
Jeg gætter på, at netop tiltag som hindbærkortet (jeg har oplevet tilsvarende her for asparges i sæsonen), har været medvirkende til, at Grøften har kunnet holde skruen i vandet så længe, hvor mange af Tivolis traditionsrige restauranter som Perlen, Divan 1 og 2, Belle Terrasse og Færgekroen – helt fortjent – har måttet lade livet de senere år.
Ikke at det ligefrem er revolutioner, som har fundet sted på matriklen: Det er stadig smørrebrødet, der er gedigent uden at være i mesterklassen, og klassikere som skipperlabskovs ad libitum, som dominerer billedet.
Men den mangeårige restauratør Poul Eriksens små opdateringer – som ikke mindst tæller den fine overdækning af gårdhaven, der gør, at man også kan sidde ude i dansk sommervejr – bevirker, at man oplever, at man frekventerer et levende spisested snarere end en forstening. Også betjeningen, som jo kan være mere katastrofal i Tivoli end noget andet sted på kloden, virker det som om, Eriksen har godt snor i – servicen var i hvert fald både gedigen og effektiv, den aften vi var forbi.
