Gran Canarias hovedby havde tidligere ry for at være slidt, grænsende til det lurvede. Men i dag er den en velholdt metropol.

Langt de fleste charterturister rejser direkte fra lufthavnen og ned på den sydlige del af Gran Canaria til de store turistresorts som Playa del Ingles og Puerto Rico, hvor de så bliver det meste af ferien.

Det er selvfølgelig helt fint. Men Las Palmas på den nordligste del af øen burde have større opmærksomhed.

Byen har ændret sig meget de seneste år. Fra at være et slidt sted med et blakket ry med slum, kriminalitet og en forsømt bystrand til en velholdt metropol med en af verdens bedste bystrande, et livligt shopping- og forlystelsesliv i trygge rammer, et net af gågader og seværdigheder nok til de fleste.

Strandløver og havfruer

Tag med på en lille slentretur fra den livlige ende af Las Canteras-stranden. Det er den med de små fiskerbåde længst mod nordøst.

Her samles lokale og turister mellem farverige småbåde. Her dyrkes morgengymnastik og spilles volleyball om eftermiddagen. Strandløver og havfruer kaster blikke efter hinanden, mens ungerne bygger sandslotte.

Et sted har Moses med de 10 bud under armen taget form i sandet. Han kigger dydigt væk fra den kønne kvinde, der skaber ham. Måske skæver han op til det blå flag, der vejer over den rene strand. Men hvorfor har hun givet ham horn i panden?

Inde på den tre kilometer lange strandpromenade holdes et vågent øje med begivenhederne. Vi afprøvede flere gode udsigtssteder for enden af selve promenaden. Her kigger man ned langs den imponerende strand.

Flamberede bøffer

Drej ned ad Calle Naval, der er den næstsidste vej, inden promenaden slutter.

Restauranten Tabla Caliente ligger lige i begyndelsen på højre side. Her får vi flamberede bøffer. Dejlig mørt kød fra Uruguay. Men det er lidt pudsigt, når venlige Manuel serverer bøf med bruns sovs og kartofler, fulgt af et par kommentarer på dansk.

I baggrunden sørger hans datter Maria for, at der kommer penge i kassen. Vi forlader denne tidslomme med et smil på læben.

Længere nede ad gaden kommer den ene kitche kinesiske forretning efter den anden. De sælger smykker og ure i en prisklasse, hvor vor hjemlige Glitter-butikker kan gå hjem og lægge sig.

Jeg må ud og trække vejret, mens min kone fortsætter ufortrødent. Her er række efter række med titusinder af små plastposer med glimtende fristelser.

Pinxtos i Mercado del Puerto.
Pinxtos i Mercado del Puerto. Foto: Johnni Balslev
Vis mere

Et lækkert marked

Efter gadens nummer 50 drejes til højre ad Calle Princessa Guayarmina.

Kort efter til højre igen ad den befærdede Calle Juan Rejon. Den første vej på venstre side leder ind mod centrum. Et tårn med et stort ur skimtes nede ad gaden.

100 meter nede ad Calle Lopez Socas kommer en skøn, gammel smedejernsbygning: Las Palmas gamle Mercado del Puerto.

Det er kun få år siden, at Mercado del Puerto (havnemarkedet) fik et tiltrængt makeover. Nu er markedet et farveorgie med frugt, grønt, blomster, kød, fisk og stande med delikatesser. Det hele krydret med charmerende spisesteder. Jeg har selv en svaghed for pintxos, små »tapas« med en tandstik i.

Havnemarkedet har fundet en fin balance mellem sanselighed og en afdæmpet ro på et højt kvalitetsniveau. Heldigvis med acceptable priser.

Midt inde på markedet støder vi på sild og akvavit. Ovenover står der »Tapas & Røkeri«. Aha, norsk.

Ganske rigtigt. Norske Lis-Ann Sylling fortæller smilende, hvordan de lokale canariere har taget det nordiske islæt til sig.

- De er vilde med nordiske varer, vi ellers ikke troede, de ville kunne lide, siger hun.

- Gammel Dansk er medicin for maven, og sild er guf.

Nyt og gammelt byggeri mødes mange steder i Las Palmas.
Nyt og gammelt byggeri mødes mange steder i Las Palmas. Foto: Johnni Balslev
Vis mere

Kendt plads i nye klæder

Havnemarkedet er en lille perle i kort afstand fra Las Canteras-stranden og det gammelkendte mødested Santa Catalina.

Vi slutter den korte slentretur på Parque Santa Catalina, der er fredeliggjort med en busstation anlagt under jorden. Der er flere nye grønne områder, men stadig plads nok til, at det kæmpemæssige karneval kan have sin hovedscene her. I 2015 foregår karnevallet fra 31. januar til 21. februar.

Den store aviskiosk har stadig blade og aviser fra hele verden, og en del af Santa Catalina bruges af snesevis af ældre mænd til domino- og kortspil. Her kunne man godt bruge timer på at studere de mange ansigter præget af et slidsomt liv. Andre nyder udsigten fra fortovsrestauranter og barer.

Santa Catalina kan sagtens være udgangspunkt for busture til mange af byens seværdigheder. Sightseeingbussen er en god introduktion til både det nye og det historiske Las Palmas.