Et flot langrendsnet eller gode faciliteter til alpinløbet? I dag vil mange have begge dele, når de rejser på skiferie i Norden. Norske Skeikampen er oplagt til en »kombinationsferie«.

De nordiske skiområder skal i dag helst byde på hele paletten indenfor langrend og de mange forskellige alpine udfordringer.

Man skal kunne få alle typer »brædder« under fødderne og desuden have tilbud om masser af andre udfoldelsesmuligheder.

Det melder bl.a. Visit Norway og flere norske skisportssteder.

»Tidligere stod folk på samme slags ski hele ugen på skiferien. I dag er der mange, som skifter i løbet af ugen,« siger Marie Louise Lörken fra Skeikampen Skiresort, der ejer Hotel Velkomstcentret og Thon Hotel Skeikampen.

Der skal være variationsmuligheder, bekræfter Bent Halkier, professor i turisme ved Ålborg Universitet.

»Folk keder sig generelt hurtigere og har brug for variation. Der er tempo på i hverdagen, og det spejler sig også ind i ferien. Mange gider ikke kun gøre det, som de eksempelvis gjorde sidste år i skiferien. De vil udfordres og have mulighed for også at prøve noget nyt,« siger Bent Halkier og fortsætter:

»Nutidens turister er rejsevante, og stiller store krav til rejsemålet – om et bredt udbud af alle aktiviteter, så de ikke skal spilde dyrebar ferietid på at køre rundt efter dem. Alle i familien skal være tilfredse hver eneste dag. Og der skal især noget til at lokke de unge med på familieferie i dag.«

Kombiferie i Skeikampen:

1. Ski for alle

Alt er tæt på, og her er masser af lifter, pister og løjper. Der er stolelift til toppen (derfra har også langrendsfolket et fint udgangspunkt). Til de yngste findes et fint børneområde – bl.a. med to overdækkede rullelift-tunneller.

Terrænparken har tre sværhedsgrader. I bundområdet findes halvåbne hytter til fri afbenyttelse til grill-hygge. Skeikampen har 11 lifte og 21 km nedkørsler.

2. På langrend til Austlid

Vi starter ud i hvid snetåge. Lidt konturer dukker op i granskovens læ. Det går blødt op og ned mellem træer, tynget af sne. Et par større bakker giver sved på panden, men belønner med et sus ned til Austlid Fjeldstue.

Den varme kakao lader batterierne op til hjemvejen op over Tresnipsæteren. Undervejs byder en gammel lade på en god læside, hvor skraber rød, blød smøre af skiene og erstatter den med en lyslilla til koldere grader.

Løjpe-net: I nærområdet findes 200 kilometers langrendsløjer, i skov og på åbent højfjeld. Desuden er Skeikampen en del af Per Gynt Ski Region med 600 kilometer løjper.

3. I dyb sne på snesko

Vi spænder sneskoene på, og får øvelse op ad første lille, stejle bakke.

Det er herligt at klatre, hvor ingen andre kan komme uden at synke i sne til livet – med snesko på fødderne skyder vi overlegent genvej mellem træerne hen over dyb sne.

Det koster cirka 200 kr. pr dag at leje snesko. De er den moderne udgave, der ikke vejer så meget og er nem at håndtere.

Foto: Peter Hauerbach
Vis mere

4. Fatbike på løjpen

En fatbike er en slags mountainbike, der kan køre i sne. Det kræver kun lidt tilvænning – efter et par minutters kørsel føler jeg, hvordan de ekstra brede cykeldæk med dybe slidmønstre griber godt fat i sneen. Det er sjovt.

Fatbike må bruges på langrendsløjper, men ikke ned ad pisterne. Pris for udlejning er cirka 400 kr. per dag.

5. Forkælelse på Thon med spa

En sti og en løjpe går til Thon Hotel – et traditionelt, hyggeligt,højfjeldshotel. Som har den ekstra fristelse, at her findes en spa med jacuzzi, bygget ind under en klippe med klukkende vandfald. Og skal der brændes lidt ekstra kalorier af før middagen, kan det foregå i hotellets udmærkede fitnessrum.

6. Skøjtebane ved Thon

Få minutter fra Thon Hotel findes en fin skøjtebane. Den er oplyst om aftenen, og skøjter kan lejes i skiudlejningen mellem Thon og Velkomstcentret.

Foto: Peter Hauerbach
Vis mere

3 andre norske kombi-områder:

1. Geilo

Der er fjeldudsigt og blå himmel, mens vi ruller bagagen de de hundrede meter fra lufthavnstoget til hotellet – tæt ved bundstation og langrendsløjper.

Geilo og Vestlia/Geilolia byder på 40 pister via 18 lifter – fordelt over to større fjeldområder. Der er 550 kilometer langrendsløjper i skov, fjeld og ved søen at give sig i kast med, flere serveringshytter ude i terrænet, og Shuttlebusser mellem Vestlia og Geilo i højsæsonen. Kitting er også stort ved Geilo.

2. Gålå/Wadahl

Skiområdet er trygt, overskueligt og med pister ned ad to fjeldsider, smukt stort langrendsterræn med i alt 230 km løjper – oppe som nede. Der er 15 alpine nedkørsler, den smalle grønne er også til at klare på langrend.

Fra den ene lift-top går en sjov, hurtig langrendsløjpe ned til Fefors gode solbærtoddy. Wadahl har indendørs pool og Gålå en udendørs opvarmet. Og så er både hytter og de to hoteller på toppen af Gålå/Wadah anbefalesesværdige.

3. Hafjell og Kvitfjell

Fra Hafjell er der 30 km til Kvitfjell, og der er som noget nyt shuttlebus i højsæsonen. Hafjell og Kvittfjell har 73 pister i alt, flest ved Hafjell, men størst faldhøjde (840 meter) ved Kvitfjell. Der er 300 kilometer langrendsløjper i nærområdet.

Systemet har 28 lifte bl.a. en lun gondol til toppen ved Hafjell, hvorfra der er blødt og blidt topterræn til langrend.

Kvitfjell har hovedvægt af varieret, alpint løb, men er vejret fint, er der utrolige langrendsløjper på toppen af Kvitffjell, snup stoleliften op.

Rejseinfo

Transport:

  • DFDS båden sejler fra København til Oslo, en returbillet koster ca. 1.700 kr. for to personer med kahyt og bil.
  • Fly t/r til Oslo med Norwegian koster cirka 600 kr. uden indtjekket bagage og cirka 1.100 kr. med SAS inkl. bagage.
  • Skeikampen ligger cirka tre timers kørsel fra Oslo.

Ophold:

  • Hytter i alle størrelser. Desuden Thon Hotel Skeikampen til priser fra 900 kr. per nat for et dobbeltværelse og det lidt billigere »Velkomstsenter« (tidligere Gausdal Højfjeldshotel) til priser fra 400 kr. per nat.

Liftkort:

  • Cirka 300 kr. per dag i højsæsonen.
  • Kan også bruges i skiområderne Hafjeld, Kvittfjeld og Gålå.

Bedste rejsetidspunkt:

  • Fra midt i november til ind i april, afhængig af sneforholdene.

Info: