De er skønne at drikke, men det er skam også værd at besøge de områder, de fremstilles i og er opkaldt efter. Vi guider her til fire lokale drikke, der har erobret verden.

COGNAC

Frankrig. Navnet alene fremmaner indre billeder: Bredbugede, veltilfredse mænd med schnurrbart og jaket i dybe lænestole i en engelsk Gentlemen’s Club, der med bløde bevægelser svinger den gyldenbrune cognac rundt i glassene. En nødstedt og forfrossen bjergbestiger i alpesneen, der rystende rækker ud efter den lille trætønde med den varmende drik under en Skt. Bernards godmodige hovede. En såret soldat under Første Verdenskrig, der spruttende får sunket nogle dråber for at opnå en bedøvende virkning, mens feltlægen sidder klar med skalpellen i hånden. Jo, den velsmagende brandy fra det vestlige Frankrig er kommet vidt omkring, siden man begyndte at fremstille den i 1500-tallet i regionen omkring den lille by Cognac, der har givet drikken dens (nu beskyttede) navn. Cognac laves af unge, syreholdige hvidvine fra distriktets seks områder, der destilleres i to omgange og derefter blandes, hvorpå blandingen lagres på store egetræsfade, der giver både farve og smag. Der er tre officielle aldersbetegnelser: V.S., V.S.O.P. og X.O, der står for hhv. Very Special (3 år), Very Special Old Pale (min. 4 1/2 år) og Extra Old (min. 10 år.).

OPLEVELSER

Smagfuld visit på Château Courvoisier

Selve byen Cognac er ikke så spændende i sig selv, men området er rigt på smuk natur, flotte slotte og hyggelige småbyer. Vil du gerne stifte nærmere bekendtskab med drikken, kan du eksempelvis besøge Château Courvoisier i Jamac ved Charente-floden. Her er der flere turistpakker – fra et besøg på slottets museum med cognac-smagning for 10 euro (ca. 75 kr.) til den store gourmet-tur med rundvisning og gastro-frokost til 150 euro (ca. 1.125 kr.)

Info: tourism-cognac.com, courvoisier.com

BOURBON

USA. Vi forbliver i det fransk-klingende, men drager en tur over Atlanten til USA. Nærmere bestemt staten Kentucky, hvor legenden fortæller, at præsten Elijah Craig den 14. juni 1789 for første gang lavede en Whiskey, der var baseret på majs. Og eftersom han boede i Bourbon County, der var opkaldt efter den franske adelsslægt, gav han sin drik navnet Bourbon. Det er dog på ingen måde dokumenteret. Flere historikere mener, at en række hjemmebrændere af irsk eller skotsk afstamning i staterne Kentucky og Tennessee stort set samtidig udviklede drikken, og at den fik sit navn efter Bourbon Street i Det Franske Kvarter i New Orleans, hvor den blev solgt som en billig erstatning for føromtalte Cognac. »Bourbon er Whiskey, men Whiskey er ikke Bourbon,« siger man i USA. Og det er rigtigt. Kravene til en Whiskey er, at den er lavet på gæret byg, rug, hvede eller majs, der destilleres og derefter lagres på nye eller gamle egetræsfade i en bestemt periode – og det kan foregå hvorsomhelst i verden. Bourbon derimod skal baseres på mindst 51 pct. majs, der giver den sødlige smag, skal lagres på nye egetræsfade i en ikke-fastlagt periode, må ikke indeholde smags- eller andre tilsætningsstoffer og skal være fremstillet i USA. Blandt de mest kendte Bourbons er mærker som Jack Daniels, Jim Beam, Four Roses og Wild Turkey.

OPLEVELSER

Søde dråber i Kentucky

Der er flere end 20 Bourbon-destillerier alene i staten Kentucky, hvor af de fleste har guidede ture med smagsprøver. Det gælder for eksempel Four Roses i Lawrenceburg, der har daglige rundvisninger i destilleriet i spansk hacienda-stil i 1920. Pris: 5 dollar (ca. 33 kr.). Men kan også besøge den flotte lagerbygning med de mange egetræsfade.

Info: fourrosesbourbon.com

Sherry, Bourbon, Pilsner, Cognac og Portvin
Sherry, Bourbon, Pilsner, Cognac og Portvin
Vis mere

PORTVIN

Portugal. Også den søde, runde drik har en duft af historie over sig. Man ser scener for sig med britiske gentlemen siddende omkring middagsbordet ventende på »a glass of Port«, mens damerne trækker sig tilbage. Vinen fra Douro-regionen i det nordlige Portugal har været fremstillet siden 1500-tallet, og den har da også fået sit særpræg og højere alkoholprocent netop for at kunne klare transporten pr. sejlskib til hovedmarkedet England. Efter en kort gæring tilsættes en neutral brændevin, aguardente, hvorefter gærcellerne dør, og restsukkeret bevares. Vinen lages på fade i op til ti år, inden den hældes på flasker. Lagringen afgør typen af rød portvin. L.B.V. (Late Bottled Vintage) er en årgangsvin, som er lagret fire-seks år. Vintage har ligget et-to år. Ruby er en ung, mørk portvin lagret en kort årrække, mens Tawny er maghonifarvet og lagret længere tid. Den røde portvin er den klassiske, men portvin findes også hvid og med forskellige grader sødme. Vinen blev sejlet fra vinmarkerne ad Douro-floden til havnebyen, Porto, hvorfra den blev udskibet til England – og hvorfra den også har sit navn: Port Wine eller Vinho do Porto på portugisisk.

OPLEVELSER

Sejlads på Douro-floden

Alto Douro er Verdensarv; 2.000 års vinproduktion og det smukke landskab, skal sikres for fremtiden. Fra Cais de Miranda do Douro sejler udflugtsbådene en- og to-timers ture gennem det enestående landskab. Eller man kan tage et flodkrydstogt fra Porto. I Porto-bydelen Vila Nova de Gaia ligger berømte portvinshuse som Sandeman og Ferreira. Begge har guidede ture med smagsprøver. Hos Sandeman koster det fra 6 euro (ca. 45 kr.) til 35 euro (ca. 300 kr.), hvor man får lov til at smage husets mest ædle dråber,

Info: eng.sograpevinhos.com

PILSNER

Tjekkiet. Det var ringe, byens øl. Faktisk mere end det. Indholdet af dusinvis af ølfade var blevet hældt ud foran byens rådhus, kasseret fordi det var sundhedsskadeligt. Ølbryggerne i Plzeň i Bøhmen var med rette bekymrede. Derfor gik de sammen og fik opført et fælles bryghus og inviterede brygmester Jofef Groll fra Bayern på besøg. Med hans hjælp, det bløde lokale vand, den gode saas-humle samt en hel ny gæringsteknik blev verdens første undergærede øl – det vi kender som en pilsner – skabt. 5. oktober 1842 kunne Měšťanský Pivovar præsentere det nye kvalitetsbryg. I dag markedsføres øl brygget på samme gærstamme under navnet Pilsner Urquell. Den nye øl blev hurtigt populær langt uden for landets grænser, og i dag lægger provinsbyen i det vestlige Tjekkiet type-navn til godt totredjedel af al den øl, der drikkes i hele verden. Tjekkerne er i øvrigt det folkeslag, der drikker mest øl, 158 liter om året. Danskene er nummer otte på listen med 90 liter.

OPLEVELSER

Besøg Pilsner Urquell

Bryggeriet ligger i byens udkant godt fem minutters gang fra centrum. Det oprindelige bryghus fra 1842 er forlængst erstattet med større bygninger, men den store indgangs-port og et vandtårn bygget som et hollandsk fyrtårn, er bevaret. I kælderen udstilles det store kobberkar, der blev brugt til at gære det første pilsner-øl. De øl-elskende tjekker har med ildhu passet på klenodiet. Under både Første og Anden Verdenskrig blev det gravet ned for at skjule det for fjenden. Der er flere rundture, f.eks. i det store kældersystem en halv snes meter under jorden, hvor øllet blev opbevaret i store fade. Pris: 120 koruna (ca. 33 kr.)

Info: pilsnerurquell.com