Saunagus – at sidde i duftende damp på en badeanstalt – er de senere år blevet voldsomt populært i Danmark, men oprindelig stammer begrebet fra Tyskland. Vi har været på tre gange sauna-gus syd for grænsen.

Varme, damp og nøgne kroppe. Tilsat blandinger af lavendel, citrus, rosmarin, anis, gran, cedertræ og alverdens andre dufte. Fysisk og mental renselse. Påfyldning af energi til at gå sommeren i møde.

Sådan var indholdet og udbyttet af tre dages ekstravagant saunagus gennem Tyskland til tre termiske wellness- og spa-mål nær Hannover, Köln og Hamburg. For at dyrke tyskernes udbyggede og anderledes bade- og saunakultur med fællesbadning for kønnene og udstrakt nøgenhed.

Saunagus, eller bare gus, stammer fra Sydtyskland, hvor det blev udbredt i 1980erne og hedder »aufguss«, hvilket betyder »påhældning«, altså »at hælde på ovnen«, og deraf det danske navn, som, Det Danske Saunaselskab dog mener, er afledt af »havgus«.

Under alle omstændigheder er det en meget brugt beskæftigelse for tyske mænd, kvinder, par og familier at tage på badeanstalt og nyde den duftende damp i selskab med andre livsnydere.

I Danmark har ordet kun været kendt i Den Danske Ordbog siden 1999, og de seneste år har gusen gennemgået en rivende udvikling herhjemme, hvor flere og flere svømmehaller, badeanstalter, wellness- og fitnesscentre tilbyder gus.

En gus-session forestås af en uddannet gusmester, der hælder vand med duftolier på saunaens glohede sten og vifter dampen rundt med et håndklæde, en vifte eller grene.

Ofte blandes olierne to-tre stykker sammen i en aromaterapi, som angiveligt har helbredende, forebyggende, afslappende eller opkvikkende virkning. Normalt varer det 15-20 minutter, og gusmesteren iscenesætter tema og stemning.

Det kan være stilhed, en fortælling, sang, musik, dans, udklædning, lysshow og sågar teateropførelser som i blandt andet Satama Saunapark nær Berlin.

Her er tre gussteder i Tyskland:

1. Königliche Kristall Therme i Seelze

Königliche Kristall Therme ligger i Seelze, ti kilometer vest for Hannover, og er en del af en kæde på 12 spa- og saunatempler.
Königliche Kristall Therme ligger i Seelze, ti kilometer vest for Hannover, og er en del af en kæde på 12 spa- og saunatempler. Foto: Iris
Vis mere

Königliche Kristall Therme ligger i Seelze, ti kilometer vest for Hannover, og er en del af en kæde på 12 spa- og saunatempler.

En hovedbygning med varme bade, et dampbad, en tyrkisk hamam, fem saunaer, afslapningsrum, liggestole – ja, også her, som på charterdestinationer, optaget af tyske håndklæder – og mulighed for særbehandlinger som massage, peeling og fodpleje.

Udendørs er der flere varme bade, blandt andet et saltbad a la Det Døde Hav, en isgrotte, et såkaldt krokodillebad med seks grader varmt (eller koldt) vand, samt hovedattraktionerne: tre tjekkede bjælkehytter med forskellige gus-temaer.

I »Møllesaunaen« sidder man tæt omkring to store ovne i midten af rummet. Den mandlige gusmester fortæller om stedets historie, mens han øser vand med sin vandkandelignende kæmpe-ske og vifter mere og mere intens damp rundt i rummet, så vandperler fortætter sig og driver ned ad vores kroppe. Olierne er en frisk blanding af rabarber, honning og eukalyptus.

Bagefter, i »Kaffestalden«, hælder den kvindelige gusmester kaffearoma og særlig stærk mokka på saunaen og uddeler kaffebolcher.

En klart opkvikkende seance. Som afløses af en afsluttende omgang »Extrem Brutal Heiss Aufguss«, hvor man i en 110 grader varm sauna bliver udsat for en luftfugtighed på 90 procent og en blanding af peber og ingefær på ovnen, så det river i halsen, brænder på huden og tærer på kræfterne.

Info: kristalltherme-seelze.de

Entré: 15 euro for en dag

2. Mediterana Bergisch Gladbach

Foto: PR
Vis mere

Mediterana ligger tæt ved Køln i saunagusens historiske arnested i Sydtyskland. I et sandt badepalads af gennemført arkitektur og kunst i en indisk-arabisk og en spansk-maurisk temahalvdel. Der er plads til 800 gæster, men så stort, at det ikke føles tæt i de 15 saunaer, ni udendørs bade, 11 afslapningsområder og seks restauranter/barer.

I saunaerne bliver der budt på syv forskellige slags gus og 10 wellness-ceremonier med elementer af gus. I 60-65 grader varme saunaer med luftfugtighed på 15-20 procent er vandet i »Stearinlys-saunaen« afløst af isblokke i et stort pendul, der svinger over ovnene i midten af saunaen.

I »Rosentemplet« er rosenduften frosset ind i en roseformet isblok, der smelter på saunaen, mens vi smører os ind i rosencreme.

I »Haus der meditation« ligger vi med udsigt til park og skov og hører på fuglefløjt og munkemessen, mens vi bliver viftet på og besprøjtet med forstøvet vand.

Og i en »Himalaya saltstensgrotte« beklædt med rosa sten i kælderen er der fokus på åndedræt, mens gusmesteren sagte slår på klokker, rør og andre autentiske slagtøjsinstrumenter og tager os på en drømmerejse gennem bjerge og dale.

I den varmere ende af skalaen byder »Haus der elemente – feuer und wasser« på 80 grader varmt vand og 50 procents luftfugtighed. Der sidder vi med fødderne i vand og tager fælles fodbad omkring et stort ildsted, mens udklædte gusmestre kommer duftsalte i vandet.

Man kunne blive ved med at opremse ceremonier. En ny for hver halve time, i alt 60 styk om dagen. Man kan nemt bruge 12 timer i Mediterana.

Info: mediterane.de

Entré: 39,5 euro for en dag.

3. Holsten Therme Kaltenkirchen

Foto: PR
Vis mere

Holsten Therme ligger i Kaltenkirchen 30 kilometer nord for Hamburg. I forhold til Mediterana er det småt og intimt, men fint – med fem saunaer og et dampbad omkring en udendørs opvarmet saltvandspool.

I dampbadet får vi forfriskende peelingsessioner med en blanding af havsalt, mælk, honning og olie. Også her er der en underjordisk »Himalaya stengrotte« med en fortættet oplevelse i turens bedste gusblanding af grape og mynte.

Desuden en sauna i japansk design og et lydbillede af sagte meditationsmusik. En afrikansk sauna med savannedesign, dyrelyde og afrikanske urter til gus’en. En malaysisk-indonesisk inspireret sauna med særligt eksotiske dufte og frisk frugt til gus-sessionen.

Samt en finsk sauna med ildsted og jævnfør finske saunaentusiasters historiske hårdhed den varmeste med sine 100 grader og uden gus, for det bruger man ikke deroppe nordpå.

Beliggenheden i Kaltenkirchen, 130 kilometer syd for grænsen og fire timers kørsel fra København, gør det egnet til dag- eller weekendture, og med et firestjernet hotel og et børnebadeland tilknyttet er det både for vandelskere med og uden børn. Oven i købet til en pris på 120 euro per person for en nat i dobbeltværelse inklusive morgenmad, tre retters middag og indgang i to dage i de to forskellige badelande.

Info: holstentherme.de

Entré: 20 euro for en dag.