Airbus har søgt om patent på klapsæder udformet som cykelsadler, som er så højt placeret, at man kan spare mange centimeter benplads og få plads til endnu flere passagerer i flyene.

Ryanair luftede for år tilbage idéen om at have ståpladser om bord på de korte flyvninger, og fik endda tegnet mulige læne-sig-op-ad sæder, hvor man kunne blive spændt fast med sikkerhedssele.

Senere kom skyrider-sæderne frem. Flysæder formet som sadler og placeret så højt, at vinklen på passagerernes ben kunne mindskes, og benplads spares.

Fra de normale 30 inches, godt 76 cm fra sædets ryg til sædet foran, behøvede man med de nye sadelsæder kun 23 inches, godt 58 cm. Det blev dog ved idéen og præsentationsfotos. 

Læs også: Her er verdens korteste flyrute

Men tanken har åbenbart levet videre. For skal man tro de internationale aviser, har flyfabrikken Airbus indsendt ansøgning om patent på en videreudvikling af skyrider-sadlen . Både amerikanske Washington Post og britiske Daily Mail har på deres hjemmesider artikler om de nye Airbus sadler og tegninger af dem, angivelig fra patentansøgningen.

Airbus har arbejdet videre med de højtsiddende sadelsæder. De er nu blevet mindre og minder mere om en cykelsadel. Samtidig er konstruktionen blevet til rækker med klapsæder, hvilket giver mere plads på rækken, hvis et eller flere sæder ikke bruges.

I patentansøgningen fremgår, at sæderne kun er tiltænkt fly på korte ruter, skriver aviserne, som kalder sæderne: Verdens mest ukomfortable.
Om sæderne nogensinde ender i et fly, kan ingen svare på. Men første skridt er tilsyneladende taget.

Læs også: Vil have styr på aggressive passagerer