Sådan er virkelighedens 'Badehotellet'

Der var engang, hvor borgerskabet tilbragte sommeren på de danske badehoteller og vendte op og ned på tilværelsen i de små kystsamfund, som det skildres i TV2’s nye serie.

Stranden er der, som den skal være, når der er tale om et badehotel. Her er det dog kun ind imellem.

Lige nu er vandet ved at forsvinde og efterlader den lavvandede bugt i et mønster af mørke rev og banker med muslinger og østers samt lyse sandstrimler, hvor sælerne ligger og gasser sig i solskinnet. Man kan se dem i kikkert.

Men om nogle timer er den der igen, stranden, når ebbe vender til flod. Høj- og tidevandskalenderen hænger i receptionen på badehotellet.

Herting Badehotel ligger lige ud til Ho bugt, der er den nordligste del af Vadehavet og Nationalpark Danmark. Mellem stranden og den hvide bygning er kun vejen, lige der, hvor Hjerting Strandvej skifter navn til Strandpromenaden, og så sidste års nyanlagte 650 meter boardwalk. Det er slags vandresti-fortov, der blev bygget i træ. Samtidig blev stranden udsmykket med »sanselig kunst«, hvilket de lokale beboere i de dyre huse på den anden side af vejen nær havde fået i den gale hals.

Men da først ponton-broen og pælene, tydeligt inspireret af bundgarnspæle, var banket ned i sandet og indbød strandgæsterne til klatring, måling af tidevand og beachvolley mellem de udspændte net eller afslapning i hængekøjerne, ændrede synet på »kunsten« sig. Og i dag er alle enige om, at udsmykningen er med til at give stranden karakter.

Men det havbad, der også er en del af udsmykningskonceptet, og som er praktisk tænkt som et bassin, man kan bade i, når tidevandet tager stranden med sig, er der derimod bøvl med. Tidevandet skifter vandet i bassinet et par gange i døgnet, men det er vist ikke nok for myndighedernes sundhedskrav. I hvert fald er der hængt en spærrende snor op med et skilt, der fortæller at badet er lukket.

Alt det har jeg lige uden for vinduerne til mit værelse. Jeg kan følge havfuglene, der nu spankulerer på lange ben i de lave vand for at søge efter føde. Se over til den lille ø, Langli, der engang var beboet. Digerne blev imidlertid ødelagt under stormfloder i 1909 og 1911, og tilværelsen derovre blev for barsk. Nu er øen fuglereservat og forbudt område, men her sidst på sommeren, efter yngleperioden, er der en enkelt måned, hvor besøg er tilladt. Lige egnet som udflugtsmål i en af hotellets havkajakker.

Bag øen ligger Skallingen; halvøen, der går fra Blåvand ned mod Fanø og beskytter bugten for Vesterhavet. Skallingen er også fredet og ejes af Naturstyrelsen. Den omkring syv kilometer lange halvø med det rå klit-landskab gemmer også på en forrygende sandstrand ud mod Vesterhavet, som kun de færreste har opdaget. Tippet er hermed givet videre.

Der er folk, der går tur på træfortovet, og hunde, der får en herlig luftetur i sandet. Men badegæster er der ikke så mange af her sidst på sæsonen, og de, der er, har fundet andet at foretage sig, mens stranden »er væk«. Der er masser at lave lige i omegnen.

Tre golfbaner ligger næsten lige uden for døren: Esbjerg, Blåvandshuk og Breinholtgård. Esbjerg ligger ni kilometer mod syd med den store skulptur, »Mennesket ved Havet«, med Danmarks længste gågade og med kunstmuseum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, der har et stort sælarium, hvor man kan se sælerne helt tæt på. En gang- og cykelsti fra enden af Promenaden fører langs kysten direkte til byen. Man kan let køre derind på en af hotellets cykler.

En guidet tur rundt i Hjerting er et fast tilbud under et weekendophold på badehotellet. De fleste lørdage er det hotellets direktør, Peter Petersen, som fører an. Og han kender både Vadehavet, byen og historierne fra den moderne bykirke, som Robert Jacobsen har udsmykket med skulpturer udført af affaldsmetal, han havde fundet på havnen i Esbjerg, til det hotel, som han har ejet i mere end 30 år, men hvis historie går mere end 300 år tilbage.

Oprindelig lå der en kro på stedet, og den havde sommergæster allerede i 1879. Men kroen brændte i 1914, og den blev genopført som badehotel. I 1960erne indså den daværende ejer, Peter Petersens far, at badeturisterne tog sydpå. Han omdøbte hotellet i 1967 til Hotel Hjerting, og året efter blev hotellets Skipperkro indrettet til Ship Inn, afspejlende H. C. Petersens forkærlighed for engelske pubber. Hotellet blev kendt for sine kroballer og blev i øvrigt malet gult, for at virke lidt mere hyggeligt i det ellers øde og dengang lidt kedelige område. Og så var det ellers kursus- og konferencer, man satsede på, også efter Peter Petersen købte hotellet i 1980.

Men tiderne ændrede sig endnu engang. Opsving med nye hoteller inde i Esbjerg tvang hotelparret til at tænke fremtid, hvilket endte med fortid. Jo mere Karen Margrethe og Peter Petersen vendte idéen, jo mere rigtig blev den: hotellet skulle være badehotel igen.

2008 blev ombygningens år. Både udvendigt og indvendigt. Ude blev hotellet malet hvidt, som det oprindelig havde været, og inden døre blev vægge revet ned og bygget op igen, og der blev malet og regeret under Karen Margrethes opsyn. Hun har stået for det nye interiør, der nu er gennemført så lyst som sommeren udenfor og med naturens farver ført inden døre.

Kun den sidste rest af den gamle mørke pub har bevaret sin dunkle stemning. Den ligger nu som en bar-del i den nye Ship Inn, der også er café og galleri med udstillinger af skiftende kunstnere på væggene. Her serveres frokostretter, sandwiches og kaffe. Derudover er der gourmetrestauranten Strandpavillonen, der, som navnet fortæller, er indrettet i den lyse pavillon i modsatte ende af den gamle bygning.

Overalt er der hvidmalede paneler under hvide eller lyse sandfarvede vægge og så hist og her en væg med enkelt blomster-mønstret tapet. Der er også sorte kontraster, som det sort-hvidternede gulv i receptionen, sorte stole i caféen og sorte løbere på de hvidmalede trapper.

En del af de tidligere konferencelokaler er blevet omdannet til gourmetforretning, og en større spa-afdeling med diverse behandlinger samt fitnesslokale åbnede i efteråret 2013.

Den gamle bygning har otte værelser på 1. sal, dertil kommer den tilføjede værelsesfløj med 31 værelser. Og sidste år blev der bygget yderligere syv små feriehuse med i alt tolv ferielejligheder til bag hotellet. Det er stenhuse i samme stil som landsbyens gamle småhuse. Og her har man også ført naturen med. Den marehalm, som hotellet som første bygning i Hjerting fik plantet, blandt andet langs parkeringspladsen og foran værelsesfløjen, er ført videre til husene, hvor der er også er anlagt sandklitter op om terrasserne og sået græs med klitblomster mellem husene.

Hotelværelserne har også hvide træpaneler og lyse vægge. Der er hvide tynde gardiner, som lufter let i vinden fra et åbnet vindue, og i vindueskarmene er arrangeret små tableauer med et stykke træ fundet på stranden med et par kønne strandsten og en muslingeskal. Enkelt, dekorativt og med en herlig badehotelstemning.

Lyse trægulve, hvidmalet skrivebord med stol, et par store vamsede grå-hvidstribede lænestole med lyse himmelblå puder og magelige Hästens-senge med samme blå samt gråmønstrede puder. Mit værelse har udgang til altan, og ved døren står en kurv med bløde fleece-tæpper til at svøbe sig i, hvis vestenvinden skulle bide en smule.

Men det gør den nu ikke. Sensommeren viser sig fra sin absolut bedste side. Næsten ingen vind og solskin – lige til en cykeltur. Hotellet pakker gerne en frokost, man kan få med, og så er det bare at trille ud i naturen. Hotellet har kort til ture for både spadserende, løbende og cyklende gæster.

Vi kører nordpå til Marbæk-området, langs kysten og ind i plantagens skyggefulde småveje. Gør stop ved Gulebjerg, hvor der fra de vel 20 meter høje klinter er en formidabel udsigt over bugtens ellers flade landskab, forbi Myrthuegård, som er det nordligste af kultur- og naturformidlingscentrene i Nationalpark Vadehavet, omkring søer og græssende højlandskvæg til en lille bakke, hvor Varde å løber ud i Ho bugt. Det smukkeste frokoststed mellem blomstrende hyben og flagrende sommerfugle.

Havluft giver appetit, hedder det, og en cykeltur hjælper til. Måske ved man det i køkkenet, for serveringerne i restaurant Strandpavillonen er ikke småpjat gourmet, men portioner man kan blive mæt af.

Menuerne følger årstidernes råvarer, og man benytter så vidt muligt lokale produkter: Hjerting laks for eksempel, som var i frokostens sandwich.

Aftenens middag åbnes med en lunet bakskuld med karrysalat og ristet rugbrød. Bakskuld er saltet og tørret rødspætte; den måde man i gamle dage opbevarede fisken. En velvoksen forret. Til hovedret bliver serveret lammebov, det er lam fra Varde å-dal, får jeg fortalt. Den er anrettet med slikærter, friske ærteskud og ærtepure samt spidskål og serveres med kartofler og sauce. Og desserten er rabarber i frisk, syrlig, sød og kold version: som kage, som kompot og som sorbet serveret med små hvide marengstoppe og grønne mynteblade.

Der er menukort, men de fleste weekend- eller længere ophold er »pakker« med faste to- og tre-retters menuer, som serveres til »spisetid«. Køkkenet er åbent kl. 18-21.

Godt mæt må jeg strække benene, og den nye boardwalk inviterer til en aftentur. Det er jeg ikke den eneste, der mener, og efterhånden som solen synker, og himlen bliver mere og mere rød, slår folk sig ned på træ-fortovets høje trækant mod vejen. En god »bænk« at side på og nyde udsigten.

Solen spejler sig i Ho bugt og forsvinder til sidst ned bag Blåvandshuk i det fjerne. Men her uden applaus, som jeg har hørt, man gør i Skagen.

Jeg gør, som de andre omkring mig, nikker anerkendende: Det var fint. Og vender mig så om for at gå hjem til Badehotellet og en kop aftenkaffe eller måske en aftendrink.Rejseliv var inviteret af Hjerting badehotel.