Den Dominikanske Republik er kendt for sine hvide bountystrande og lækre all-inclusive hoteller. Men lader man strandstolen stå og kører væk fra turistede Punta Canas, skifter landet karakter.
Vi suser ad den nye motorvej. Den er åbnet for få år siden og gør det nu muligt for dominikanere og turister at køre de 200 km mellem strandparadiset Punta Cana på østkysten og hovedstaden Santo Domingo på sydkysten på to timer. Før foregik turen på hullede og smalle landeveje, så det er en stor forbedring.
Men forandringer tager tid, så vores minibus passerer både knallerter og en travende hest med rytter i vejkanten af den trafikerede vej.
Størstedelen af landets omkring tre millioner solhungrende turister, der kommer hertil hvert år, har næsen mod Punta Canas store hoteller, hvor sandet lyser hvidt og paraplydrinks er all-inclusive.
Men ikke os.
Med over 100 kilometer i timen lægger vi Punta Canas lufthavn bag os og kører væk fra det værste turistmylder. I første omgang mod Santo Domingo.
Hovedstaden var den første by, der blev bygget i den nye verden, efter at Christoffer Columbus i 1492 plantede det spanske flag i Caribiens sand. I dag mødes vi af en trafikeret storby med flere end to millioner indbyggere, men kolonitidens bydel står stadig og er et kontrastfyldt virvar af historie og hastig udvikling.
Motordrevne løbehjul står parkeret overfor katedralen Santa Maria la Menor, hvis hvælvede lofter har runget af salmer siden det 16. århundrede. Larmende skoleklasser SMSer ad de samme brostensgader, som Columbus gik på, da han efter opdagelsen af øen blev landets guvernør.
Hans søn Diego Colón byggede sit hus Alcázar de Colón, da han overtog guvernørposten efter sin far, og på pladsen foran det store palæ stimler kostskolelever nu sammen om kameraer og brillerer pjankende med deres få engelske gloser og skinnende hvide tænder. En sælger med et hængende ansigt overhaler en anden med et slæbende ben på vej mod klyngen af nytilkomne turister for at sælge mig – efter hans udsagn – topmoderne DVDer med historiske fakta om byen.
Jeg må takke nej flere gange og søger tilflugt fra både sælgere og den skarpe sol under et blomstrende mahognitræ. De små hvide kronblade plejede at være nationalblomst i Den Dominikanske Republik før den måtte vige pladsen for bayahiberosen, og de pryder stadig de ældre pengesedler.
På vej ud af byen kører vi ad kystvejen George Washington Avenue. Sandfarvede stenbænke står langs vejkanten, hvor børnefamilier, skakspillende ældre og festklare unge mødes, mens solen synker.
Minibussen giver et hårdt bump og vækker mig. Efter timers skramlen af hullede veje forstår man efterhånden, hvorfor den nye motorvej er stor for landets infrastruktur. Landskabet er skiftet fra de flade sukkerrørsmarker til høje bakker, hvor skoven gror vildt og utæmmet. Langs vejkanten klemt inde mellem stejle skråninger ligger huse med bliktag og lyser pastelfarvet op i det tætte grønne landskab. Et hul i trækronerne i det næste sving afslører en storslået udsigt til Samanabugten, der blåt breder sig ind i landet.
En bounty-ø
Fra byen Samana sætter vi næste dag ud i en speedbåd mod øen Cayo Levantado.
En bounty-ø, der er en reklame værdig med fint og hvidt sand og azurblåt vand. Den har faktisk været scene for en paradisisk reklame for Bacardi Rom. Derfor tilnavnet »Bacardi-Island«. Badetøjsklædte mænd og kvinder soler og drikker kokosmælk direkte fra den flækkede nød under palmetræerne.
En halv times sejlads derfra – med vind i håret og en bragende sol, der svitser kinderne – vokser høje klipper op af vandet på den modsatte side af bugten. Gribbe og pelikaner cirkler om toppen, hvorunder dybe grotter gemmer på hulemalerier fra den oprindelige og nu uddøde befolkning, Taíno. Snart sagtner speedbåden farten, og vi driver roligt gennem et knudret og lysegrønt mangrovelandskab, der hvor flodudløbets ferskvand og bugtens saltvand blander sig.
Træernes rødder stikker som halvhjertet kurveflet op af vandet i sammenfiltrede buer på begge sider af den smalle flod. Grene har strakt sig nedad mod vandoverfladen og slået rod, så skoven nogle steder virker som vendt på hovedet. Vi hænger ud over rælingen og spejder efter farverige fugle og slanger – det ville end ikke overraske, hvis en dinosaurus pludselig dukkede op i det mystiske landskab.
Vi spiser frokost langt inde i skoven på en hyggelig øko-lodge kaldet Caño Hondo, hvor poolen er en opdæmning af floden, og aircondition i restauranten er manglen på vægge. Menuen er blandt andet bønneragout, kød, den smagsneutrale madbanan plantain, hvide ris og en salat med tomat i skiver og agurk uden skræl.
Det ligner til forveksling den mad, vi generelt har fået serveret fra det traditionelle dominikanske køkken, som smager fint, men – bortset fra kødet – hverken er stærkt krydret eller synderligt spændende. Der er dog altid rigeligt af frisk ananas, papaya og mango, der smager af sol og sommer. På disse breddegrader svinger temperaturen ikke mere end tre grader mellem sommer og vinter og dropper sjældent under 25 grader, hvilket gør det muligt at høste året rundt.
Det varme vejr og de mange solskinstimer er især ideelt for landets kakaoplantager. Hvis man såede en bønne i et drivhus i Danmark, ville den godt kunne gro, men chokoladen ville blive flad og smagløs. Så selv om kakaofrugterne hænger både gule og røde på træerne på plantagen, betyder farven intet for smagen – det gør til gengæld arbejdet med dem.
Først skal frugterne plukkes, så skal de flækkes, og bønnerne graves ud, før de kan tørre og senere ristes. Flere plantager inviterer turister med i arbejdet. Siddende på hug udhuler jeg frugterne med de bare næver og smider det kostbare indre i en balje.
Bønnerne ligger i en fugtig, gennemsigtig hinde, der smager sødt. Arbejdet virker næsten meditativt, og jeg får sved på panden, inden bunken af frugter er svundet helt ind, og jeg kan tørre den fedtede saft af hænderne med nogle visne blade. Vi fejrer det veludførte job med chokolade på den dominikanske måde: Varm kakao lavet af friskmalede bønner over åben ild.
Det er her, der er liv
En lækker, men glohed forkælelse i over 30 graders varme.
Selv asfalten synes at svede i middagsheden, som varmebølgerne sitrer over den. Mens vi i Danmark ville flytte så langt væk fra de store veje som muligt, virker trafikårene i den Dominikanske Republik som attraktivt område. Husene klumper sammen helt ud til hovedvejen – det er her, der er liv. Det er her, tøjbutikkerne i de små byer ligger i osen fra knallerttaxaer, der nemt fragter hele familier bagpå for en billig hyre. Det er her, de ældre holder øje med verden fra deres hvide plastikstol foran husene.
I en lille by langs landevejen holder vi ind ved en kiosk og køber koldt vand og den lokale øl »Presidente«. En flok unge mænd sidder om et bord med et billede af netop en flaske Presidente på og spiller domino. De klasker brikkerne i bordet, som vandt man mere, jo højere lyden er. Klask! En toer mod en toer. Klask! En dobbelt sekser på tværs. De var i gang, da vi kom, og de spiller stadig, da vi kører derfra. Livet går langsomt i vejkanten.
Anderledes hektisk er det på madmarkedet i Higuey, der er den største by i nærheden af Punta Cana. Boder med frugt og grønt, kød og krydderier står stuvet sammen i en proppet gade, hvor der handles og hænges ud. Høns kagler i bure på den ene side, og overfor vifter slagteren fluer væk fra ansigtet, før han fortsætter parteringen.
Kurvene med grøntsager bugner og giver de danske kølediske baghjul, når det kommer til varernes størrelse. En sæk med bønner frister, men som hvid turist med et kamera i hånden kan jeg vist godt vinke farvel til den samme pris som kvinderne, der er ved at gøre de daglige indkøb omkring mig.
Markedet har sat buffeten i hotellets kølige restaurant lidt i perspektiv, da vi den sidste halvdel af ferien checker ind på et hotel på Punta Canas kyst. Og da jeg dejser om i en strandstol med en drink i hånden og kigger over på pynten, hvor rækken af hoteller ender, giver det en tilfredsstillinde ro, at jeg har en idé om, hvad der er på den anden side.
