I de senere år er de såkaldte Splash-hoteller med store pools og vandland sprøjtet i vejret på Middelhavets feriemål.

Det gigantiske resorthotel Ali Bey nær Manavgat på Antalyakysten i Tyrkiet må være noget af det nærmeste, man kan komme et luksus-krydstogt på land.

Det er en velsmurt maskine af over 2.000 gæster i højsæsonen og omkring 800 ansatte. Her er fejende flotte sceneshows om aftenen, og mens de russiske artister synger og danser i laserlyset, vimser tjenere omkring for at sikre cocktails og snacks til de forvænte gæster.

Her er adskillige restauranter af både buffet- og a la carte-slagsen med ubegribelige mængder af oftest lækre retter. Der er barer, irsk pub, spillehal, fitnesscenter, design-butikker, frisør, tennisbaner, privat middelhavsstrand, børneklub og et fysisk krævende eventyrland for ungerne.

Og frem for alt er her store og små pools samt et omfattende aqualand med vilde vandrutsjebaner, strømmende »floder« og bobler og springvand en masse.

Man behøver aldrig forlade Ali Bey. Hvilket heller ikke er meningen. For her betyder all inclusive, at ikke bare mad og drikkevarer, men også et mindre Disneyland er inkluderet i prisen.

Vi vil have lækre pools

Ifølge pressechef i Star Tour, Nikolai Johnsen, bliver såkaldt splash-resorts som Ali Bey efterspurgt i stigende grad af danske børnefamilier.

»Vores undersøgelser viser, at størrelsen og kvaliteten af pools på feriemålet er det vigtigste element overhovedet, når familier vælger feriemål. Men ofte er selv en stor pool ikke nok, så i de senere år er der opstået kraftig efterspørgsel på resorts med decideret vandland indbygget. Splash-hotellerne er noget af det, der bliver booket allerhurtigst,« siger han.

Kommunikationschef i rejsebureauet Apollo, Glenn Bisgaard, er helt enig:

»Den stigende efterspørgsel betyder, at der kommer flere og flere store resorthoteller med indbygget vandland og alle mulige andre aktiviteter. Det er især i Tyrkiet og Egypten, at vi ser den store udvikling på området, for her er det ikke lige så svært som i for eksempel Grækenland at få byggetilladelser til de store koncepthoteller ved kysten.«

Der er masser af vandsjov på resorthotel Ali Bey.
Der er masser af vandsjov på resorthotel Ali Bey. Foto: PR
Vis mere

Landet er ikke vigtigt

Som et eksempel nævner han Alf Leila Wa Leila Waterpark i Hurghada i Egypten – et »vandhotel«, som kommunikationschefen mener får Fårup Sommerland til at blegne i sammenligning.

Man kunne også nævne Tyrkiets nybyggede resort, Pegasos World, der rummer Middelhavets største pool, 10.000 kvadratmeter, og et vandland med hele 13 store vandrutsjebaner.

Nikolai Johnsen tilføjer, at landet eller ferieøen spiller en stadig mindre rolle, når især børnefamilien vælger rejsemål:

»I dag handler det mere om konceptet – om hotellet, og hvad det kan tilbyde af aktiviteter. Først derefter kigger man på landet.«

Kun få kulturoplevelser

Sandt at sige er der da heller ikke meget at komme efter, sådan kulturelt og naturmæssigt, i området lige omkring Ali Bey-resortet godt ti km sydøst for Manavgat og Side i Tyrkiet.

Altså ud over en travlt motorvej, andre hermetisk lukkede gigahoteller samt de sædvanlige turistbasarer med billige kopivarer og påtrængende sælgere.

Til gengæld har resort-ejerne gjort deres bedste for at skabe et lille paradis, som man ikke føler nogen større grund til at forlade.

Foruden alle aktiviteterne er der velholdte og parklignende arealer med palmer og blomstrende buske, og overalt bliver man mødt af venlige smil og »How are you, Sir?«-bemærkninger fra de opmærksomme ansatte.

Både børn og voksende nyder en tur i poolen.
Både børn og voksende nyder en tur i poolen. Foto: Lars Henrik Aagaard
Vis mere

Vilde med vandlandet

Men for denne skribents to døtre på 11 og 12 år var vandlandet ubetinget stedets store attraktion. Det og så den kendsgerning, at de til enhver tid kunne køle sig ned med en all inclusive-is eller -cola...

Den 17.000 kvadratmeter store aquapark ligger i et selvstændigt område på resortet – en skyggefuld spadseretur på fem minutter fra vort rummelige familieværelse.

I modsætning til oplevelsen på andre hoteller var det aldrig et problem at finde en ledig solseng under et palmetræ her. Tilmed i første parket til en af de mange sjove og rene pools i vandlandet. Og dertil gratis badehåndklæder, som man til enhver tid kunne udskifte til rene og tørre af slagsen.

Pigerne kunne sagtens få adskillige dage til at gå her –susende ned ad lange rutsjebaner i gummibåde og store baderinge eller ved at dykke gennem bobler og strømmende hvirvler i vandet.

De kunne tilmed finde fornøjelse med vandkanoner og lignende i det omfattende småbørnsområde, der er opbygget omkring et piratskib.

Populær vandvolleyball

Ugen efter gik turen til det nærliggende Star Tour-resort Seven Seas, der også byder på et vandland, omend væsentligt mindre og actionfattigt end på Ali Bey.

Blandt andet »udmærkede« den såkaldte wavepool her sig ved ikke at have bølger overhovedet.

Til gengæld har Seven Seas en stor og attraktiv såkaldt aktivitetspool, hvor blandt andet vandpolo og vandvolleyball hurtigt blev sjove lege for ungerne. Samt en række imødekommende Star Tours-guider, der altid stod parat til at svare på spørgsmål eller underholde ungerne med beachvolley, vandpolo og lignende.

Men intet kunne slå Ali Beys vandland og alsidige øvrige underholdningstilbud. Så pigerne er allerede begyndt at plage om at komme tilbage igen næste år.