Rejseliv har været i Tivoli for at smage på økologisk hotdog. Her er vores bedømmelse.

Masser af kød, saft og en unik smag af blandt andet timian i de store økologiske bornholmske ristepølser. Brød fra Bager Sophus. Økologisk dressing, ketchup, sennep eller remoulade til de økologiske pommes frites.

Sådan beskrives Hotdog Corner på Tivolis hjemmeside.

Forventningerne er skruet op i højde med prisen: 75 kr. for en menu bestående af en fransk hotdog, en lille bakke pommes frites og en lille sodavand – som for plus ti kroner kan blive til et større glas.

Bestillingen bliver hurtigt ekspederet, efter jeg har været gennem de forskellige valg af dressing i hotdog’en og dip til pommes frites, og sodastream-variant.

Første bid af pølsen skuffer da heller ikke. Den forholdsvis tynde pølse er ristet og har både saft, er krydret dejligt og med meget kødsmag. Dog kunne den godt have været lidt varmere. Kan kun med velvilje betegnes: lunken.

Men herfra går det ned ad bakke. Brødet, der er en brun variant med bløde kerner, smager, som er det lavet af brødmix. Det er også lettere tørt. Og de økologiske pommes frites er i typen »sammenpresset kartoffelmel« uden det mindste bid af kartoffel. De er kolde, oliefyldte og enten slatne eller stenhårde.

Den medfølgende hjemmelavede økologiske remoulade er helt uden struktur, men glat som mayonnaise. Ikke min opfattelse af, hvordan en remoulade skal være – og slet ikke en hjemmelavet. Den har dog en svag smag af remoulade.

Minus:
Hotdog Corner er en del af det asiatiske madmarked under rutsjebanen Dæmonen. Her er generelt er for få borde og stole.

Plus:
Der er et økologisk alternativ til sodavand, både juice i brikker og frugtsaft i flasker.