Rejseliv har været i Tivoli for at smage på Fish and Chips. Her er vores dom.

Friskfanget fisk og økologiske pommes frites. Det lover skiltet, der hænger på restaurant Fish and Chips i Tivoli. Biksen er lille og gør ikke meget væsen af sig, men man har løst pladsudfordringen foran butikken godt. Efter bestilling får man en rund tingest, der vibrerer og blinker, når ens mad er klar. På den måde undgår man, at folk står og stimler sammen foran spisestedet.

Til gengæld er det en udfordring at finde et bord at spise sin mad ved. Fish and Chips ligger nemlig side om side med mange af Tivolis andre madsteder og dét taget i betragtning, er her alt for få bænke og borde.

Jeg er positivt overrasket over maden
Fish and Chips kan normalt være en grim friture-oplevelse med mere dej end fisk, men det er ikke tilfældet i Tivoli. Dejen, der er hjemmelavet, er tynd og sprød, og det smager godt, at der er blandet timian i. Pommes fritterne er ligeledes perfekt sprøde, og den hjemmeudviklede, økologiske tatarsauce går godt i spænd med både fritter og fisk. Fish and Chips kan også købes som børneportion.

Plus: God omgang Fish and Chips med perfekt mængde dej om fisken

Minus: Bord- og stolemangel