Da Manchester Uniteds danske målmand Anders Lindegaard og hans kæreste Missé Bequiri blev forældre, aftalte de at holde en børnfri ferie sammen hvert år. Her skriver han om deres første tur: Sicilien med lækker mad, »Godfather«-associationer og – især – afslapning
Som relativt nybagt far kan jeg endelig stille mig op i koret af hysteriske mennesker, jeg møder til familiefester og læser om i min kærestes magasiner.
Du kender os godt. Det er os, der råber op om, hvor berigende, det er at få børn. Og hvor tomt, livet med biografture, smarte restauranter og morgenmad på sengen var...
For efter de første tre måneders tunge investeringer i fremtidens lyksaligheder i form af non-stop bleskift, sutteflasker i stedet for menneskemad i mikroovnen og morgener, før fanden får sko på, begynder afkastet at vise sig: Det første smil, det første ord, det første grin – de dér »små« oplevelser, der bare ikke kan købes for penge.
Jo. Gu’ er det fantastisk at få børn! Men man betaler en pris. Den tid, hvor livet handlede om dig, er forbi, og som partnere er der langt mindre tid og overskud til »os«. Til at holde den gnist i live, der i sin tid udmøntede sig i, at der kom et barn til verden.
Derfor aftalte min kæreste Missé og jeg, da vores søn Julian blev født, at vi ville tage ud at rejse hver sommer. Bare os to.
Sidste år var første gang, vi skulle være uden Julian i mere end 24 timer, så vi blev enige om kun at rejse fem dage og blive inden for en overskuelig afstand.
Vi arrangerede rejsen gennem vores normale rejsebureau, og blev overbevist om, at en smuttur til Sicilien var præcis, hvad vi havde brug for. God mad og afslapning i traditionel, elegant luksus med fokus på »os«.
Ned i gear
Vi blev modtaget i lufthavnen i Catania af en velklædt herre med et diskret skilt. Han sørgede for kufferterne og viste os ud i den ventende vogn med tonede ruder og rigelig benplads. Va bene! Det er den slags detaljer, der giver et godt førstehåndsindtryk.
Køreturen fra Catania mod Taormina bringer til gengæld associationer til stemningen i »The Godfather«, når Michael Corleone (Al Pacino) er i eksil på Sicilien, efter han har myrdet narkobaronen Solozzo og politikaptajn McClusky.
Måske ikke så mærkeligt, for scenerne er optaget et stenkast fra Taormina – og ikke i Corleone, som filmen foregiver.
Det golde klippelandskab, der virker så tørt og varmt, at luften bliver diset, blandet med frodigt blomstrende citrus- og figentræer, vindrueranker og blodrøde tomater.
Arkitekturen, der fremstår, som den sikkert har gjort i hundredevis af år. Firkantede bygninger med pudsede, støvede facader, store porte og skodder for vinduerne, som den autentiske italienske drøm foreskriver det.
Læs også:
Idylliske billeder og stemninger, der tvinger øens gæster ned i gear fra det øjeblik, man selv synes, man har ventet i overkanten af længe på sin kuffert i lufthavnen. Ikke på den irriterende kom-nu-i-gang-måde. Mere en slags go- with-the-flow.
I resten af verden er sicilianere mest kendte for deres vulkanske temperament, men de burde også have credit for deres evne til at slappe af og tage tingene con calma.
Som skabt til at blive nyforelsket i
Efter en lille times kørsel ankom vi til Grand Hotel i Taormina, som var vores første residens på ferien. Hotellet er et klassisk elegant luksushotel, og at Italien fortsat er et af de førende på den scene, blev indikeret af den hurtige frokost på værelset.
Resten af dagen blev daset væk i solen, inden aftensmaden blev serveret på restaurantens terrasse. Det er et godt sted at nyde tosomheden. Hvis ikke maden i sig selv er nok, skal udsigten over byen og bugten nok få amorinerne til at ringe.
Man skal være et ualmindelig dårligt match for ikke at blive en lille smule små-forelsket i det scenarie.
Alle forældre ved det. Det første privilegium, der ryger, når man får børn, er at sove længe. Sene morgener med morgenmad og film i sengen bliver en by i Rusland.
Sådan var det ikke i vores kærlighedsferie. Alle de gode ting, der forsvinder ved børnenes ankomst, får pludselig en blomstrende renæssance, når man finder modet til at lade ens dyrebareste være i sikre hænder hos mennesker, man stoler på.
Faktisk endte vi med at spise morgenmåltidet i sengen samtlige dage.
Vulkanen og amerikanerne
Efter morgenmad slentrede vi en tur ned i Taorminas turistcentrum fyldt med isbarer, tøj- og antikvitetsbutikker. Lokal siciliansk is serveret i en brioche er en obligatorisk oplevelse, man ikke må lade sin næse gå forbi. I øvrigt klassisk siciliansk morgenmad, om end lige sofistikeret nok for undertegnede, der sætter mere pris på en spandauer.
Her i centrum er scenen gamle italienske bygninger fyldt med religiøse symboler, krucifikser og mindre altre, blandet med moderne turisters tilsyneladende uudtømmelige rigdom.
Overalt hører man letgenkendelig amerikansk dialog. Det er Mr. Og Mrs. Johnson fra Colorado Springs, der udlever drømmen om at rejse til Europa. Mange af amerikanerne kommer også til Italien for at se, hvor deres ofte meget fattige forfædre kom fra.
Læs også:
Flere af de amerikanske turister ligner da også til forveksling lokalbefolkningen og bærer ofte også de samme efternavne, og så kan man igen ikke lade være med at tænke på Godfather-filmene. Selv om de sicilianske udvandrere, der flygtede fra fattigdom med drøm om at finde amerikansk lykke i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, jo langt fra blev gangstere alle sammen.
Amerikanerne har ikke så lang en historie selv, men her på Sicilien kan de og alle vi andre turister opleve uforfalsket Disneyland-fri historie. Sicilianerne forsøger ikke at lave temaparker eller slå plat på fortiden. Du kan købe en af de utallige dukker af gamle riddere, men du kan også bare lade være.
Med egne øjne kan vi se reminiscenserne af tidligere stormagter i den vestlige civilisations unge år. Det antikke romerske amfiteater i Taormina står stadig oprejst og ganske imponerende og siger til os, at Rom ikke blev revet ned på én dag, og i Siracusa kan man se resterne af den græske koloni, som også har været forbi Sicilien for et par tusind år siden.
Og oppe over alt andet på øen, 3.350 meter over havet, troner vulkanen Etna, som er meget ældre end både grækerne, romerne, maurerne, tyrkerne, amerikanerne og os andre.
Etna ligger her ikke til pynt. Den er trods sin høje alder en særdeles aktiv og hidsig kæmpe. Men den er også gavmild, for det er Etnas rige vulkanske tilstedeværelse, der gør markerne omkring Catania og Messina så frugtbare.
Frihed til at slappe af
Tilbage på hotellet efter endt rolle som turister pakkede vi vores tasker og tjekkede ud.
Turen ad hårnålesving til søsterhotellet Villa Sant’Andrea var overstået på 15 minutter i hotellets shuttle-bus, og straks ved ankomsten blev vi ønsket velkommen af hotellets manager, der viste os rundt. På intet tidspunkt får man følelsen af, at der her er sprunget over, hvor gærdet er lavest, og ingen forespørgsel er for stor eller lille til ikke at blive imødekommet med et smil.
Den personlige betjening på ferien giver os en følelse af gæstfrihed og frihed til at slappe af. Den står i skærende modsætning til følelsen af at være slagtekvæg på vej gennem systemet, som jeg har haft efter en uges charterferie på Gran Canaria på et hotel med 500 værelser.
Vores suite er enorm. Den har så mange gemakker, at man kan lege gemme et godt stykke tid. En overdådig balkon agerer udsigtsspot over den kliche-idylliske bugt. Hotellets private strand kan rammes med en sten fra balkonen, og der er tilstrækkelig plads mellem liggestolene til, at man har følelsen af privatlivets fred.
Bevæbnet med rigelig hvidvin, campari soda og en god bog er det ikke noget problem at koble af. Hvis jeg ikke viste bedre, kunne man have bildt mig ind at jeg var med i en scene fra »The Talented Mr. Ripley« med Matt Damon, Jude Law og Gwyneth Paltrow.
Kærlighed og friske fisk
Restauranten på Villa Sant’Andrea specialiserer sig i fisk og skaldyr på både italiensk og siciliansk. Med »italiensk« menes der i al sin enkelthed: som de fleste af os kender det. Siciliansk mad er anderledes på godt og ondt, uanset hvad man nu foretrækker.
Øens køkken er nok også det mest åbenlyse særkende og klenodie overhovedet og fortæller om en lang, rig historie med mange forskellige storslåede kulturer og besættelsesmagter undervejs.
Her blandes smagen af Italien, Afrika og Arabien og tilsættes lige dele kærlighed og frisk fisk fra havet. Krydderier, tørrede frugter, nødder, cous-cous. Det er alt sammen en del af det traditionelle sicilianske køkken, som de lokale med gode argumenter lovpriser som verdens bedste.
Når man samtidig rejser uden børn, kan man spise på sydeuropæisk aftensmadstid på den anden side af kl. 22 uden at bekymre sig om andres overtræthed end ens egen. Tage kaffen i ro og mag og slentre tilbage til værelset, når det passer en. Sætte sig på balkonen med en godnatsjus, nyde udsigten og tænke på, at man kan sove længe den efterfølgende dag.
Det er la dolce vita.
Jeg kunne godt forestille mig, at det var opfundet på Sicilien.
Og det bedste ved at rejse uden sine børn: Man glæder sig frygteligt til at komme hjem. Også selv om man ikke kan sove længe eller først nå desserten ved midnatstid.
