Haag har med sin fortid som kolonimagt og tilknytning til Fjernøsten et stort udvalg af antikviteter. I mange år var gaden Denneweg det bedste sted at gøre sine fund i Haag, men de ugentlige antikmarkeder er også blevet en populær attraktion.

»Gaden minder om et lille Paris, og antikmarkedet er som at gå på de bedste af slagsen i Provence,« fortæller en kender, da jeg beder om de bedste tips til vintageshopping i Hollands politiske hovedstad.

For mens Amsterdam er kendt for sine mange loppemarkeder, er nabobyen Haag elsket for sine elegante antikvitetsbutikker.

Tidligere var de samlet i byens ældste gade, Denneweg – eller Duineweg, som den hed i middelalderen, fordi det var vejen ud til klitterne ved Nordsøen – men nu findes de flere steder i byen.

Det føles som et godt sted at begynde, selv om Denneweg har undergået en stor forvandling de seneste årtier, og efterhånden er blevet mere livsstilsgade med toneangivende restauranter, vinbarer, interiør- og designbutikker indimellem.

For skulle man ikke man være til klassisk antik i den tunge prisklasse, er blot en spadseretur som en lille historisk rejse i arkitektur. De oprindelige træhuse fra 1300-tallet er der selvfølgelig ikke mere, men mange af de nuværende har flere hundrede år på tagryggen og repræsenterer mange forskellige stilarter, der er typisk for Haags udvikling, i takt med at velstanden steg som kolonimagt og handelspartner med Fjernøsten.

Internationale forbindelser

Denne rigdom af antikviteter netop her tilskrives Haags internationale status gennem flere århundreder, og mens de dyre, seriøse varer stadig handles i bl.a. nr. 3 hos Angevaren, nr. 33 hos Hart & Anders og nr. 112 hos Max v. Leeuwen Antiek, kan man også finde vintage og kuriosia til færre penge, især hvis man kigger i sidegaderne.

Uden for Spekstraat nr. 5 står Ernst Houdijk og retter på det asiatiske porcelæn. Det er ikke lige så gammelt, som det man finder rundt om hjørnet, men det er ægte nok og hjembragt fra hans ture østpå som ansat i et flyselskab.

»Kvarterets storhedstid var 1960-80erne, men desværre er det blevet sådan, at det, vi sælger, er luksus, ikke noget man egentlig har brug for, så man må indrette sig på markedet,« siger han med et smil, og sørger for, at der er noget i ethvert prisleje i hans butik.

Samme filosofi har Berit Mol skråt overfor i Imagerie, hvor tre etager er spækket med bøger, kort og fine tryk, der starter ved de ti euro.

Ronald Sanders har været med på hele turen af kvarterets forandring i sin vintage-forretning rundt om hjørnet af Denneweg, på Mauritskade 91. Han kalder inventaret i Elephant & Castle for »historisk hip«, og det minder sine steder om Fil de Fer i København. Hans brugte hummer-tejner i zink til 25 euro og hans valnøddespiseborde kantet med gamle amerikanske trælinealer med påtrykte reklamer er blevet et hit.

»Det er da sjovere at handle med ting, som er tilgængelige for kunderne,« siger han med respekt for de etablerede, men hilser forandringen og de nye naboer velkommen.

Interessen for det antikke

En af dem er Evelien Gentis-Smit, hvis butiksvindue på Denneweg nr. 65 ligner noget fra Korsbæk med en gammel trædesymaskine og fine hatte på vintage træhoveder, men når man kommer ind til den unge modist, er det lutter nye varer, som er meget inspireret af 1920erne.

Ikke mindst den hollandske kongefamilies tilstedeværelse i byen er medvirkende til at sætte eksempel, så flere og flere yngre kvinder pynter sig med de små hatte eller fjerlignende fascinators på hårbøjle.

Men at der stadig er et marked for ting fra den tid, hvor både mænd og kvinder gik med hat på gaden hele tiden, vidner byens legendariske antikmarked om. Det holdes torsdage og søndage fra maj til oktober på den kongelige promenade, Lange Vorhout, som Denneweg ligger i forlængelse af.

Her, under træerne, stiller knap 80 faste udstillere op med bøger og antikviteter i bedste kvalitet, som afspejler Haags kosmopolitiske liv. Der høres ikke kun hollandsk, men alle mulige sprog, både fra købere, som er udstationeret i de mange internationale organisationer i byen, og de mange tilrejsende.

Kommer man i vinterhalvåret, stiller de tapreste sælgere op hver torsdag formiddag på det noget mindre marked på Plein-pladsen.

Rejseinfo

Transport:

Norwegian og KLM flyver til Amsterdam fra ca. 1.200 kr. t/r. Fra Schiphol lufthavnen til Haag tager det ca. 30 min. med tog, fra Amsterdam Centraal ca. 40 min.

Pris: 20 euro t/r (ca. 150 kr.). I Haag kan man købe en-dags rejsekort til bus og sporvogn for 6,50 euro (ca. 50 kr.).

Ophold:

Vi boede centralt i den gamle bymidte på det firestjernede Parkhotel Den Haag, værelser fra ca. 500 kr.

Info: