Can-can-dansere, guldgravere og en drink med en mennesketå i. Dawson City ligger godt nok nær Polarcirklen, men i det canadiske guldgravermekka hersker en stemning af det vilde vesten.
Der bliver hujet og hejet i Downtown Hotels saloon som var det 1896 igen.
Men det er ikke guldgravere og cancan-dansere, der får saloonens trævægge til at vibrere, det er derimod den cocktail, som Susan, en midaldrende kvinde, skal til at køre ned.
En cocktail, der ikke findes andre steder i verden, ikke på grund af den alkoholiske drik, men på grund af den vaskeægte mennesketå, der ligger i bunden af glasset.
Guide: Fem nationalparker i Canada
Susan ser på den mørkebrune, dehydrerede tå, der flyder rundt i whiskyen, klemmer øjnene sammen og smider resolut indholdet af glasset i munden.
Reglerne foreskriver, at tåen som minimum skal røre læberne, men Susan går planken ud og roterer tåen i munden, inden hun stolt tager den mellem tænderne og selskabet omkring hende eksploderer i jubel.
Vi er Dawson City i Canadas nordvestligste hjørne, og tå-cocktailen er på mange måder indbegrebet af den fanden-i-voldske western-stemning, der hersker i den lille by, der mest er kendt for at være indgangen til guldgraver-regionen Klondike.
Dawson City huser kun 1.800 sjæle, men sin diminutive størrelse til trods er der afsindigt meget at give sig til i og omkring en by, der har sine gyldne dage både foran og bag sig.
Det hele startede i sommeren 1896. Tre mænd gik langs et vandløb uden for Dawson City, da deres blik fangede noget skinnende i det klare vand. Det blev begyndelsen til guldfeberen i Klondike.
I løbet af den følgende sommer spredte rygtet sig ned ad den amerikanske vestkyst og snart stormede 100.000 mennesker mod Klondike i håbet om at finde lykken med en vaskepande og en hakke. Selv om kun en tredjedel af dem nåede frem, voksede Dawson nærmest natten over fra 1.800 til 30.000 indbyggere.
For en stund var det som om guldet rent bogstaveligt flød i gaderne, men guldgravning var et hårdt slid, og langt størstedelen af de håbefulde mænd og kvinder mistede alt, hvad de ejede. Meget har ændret sig siden da, men i dag gør rekordhøje guldpriser, at guldfeberen igen raser i Klondike.
Vinteren er så hård, at selv ens sjæl fryser til is med temperaturer ned til -50 grader, men fra maj til september myldrer det med håbefulde guldgravere og turister i Dawson City.
For at komme tæt på nutidens guldfeber er det værd at tage en tur til en guldmine med Gold Bottom Tours. Godt nok foregår det nuværende boom hovedsageligt i kvartsudvinding, hvor guldet findes dybt i grundfjeldet langt ude i ødemarken, men i Dawsons omegn er der stadig hundreder af små guldgraverforetagender.
Her er dog ikke tale om dybe mineskakter, hvor hårdføre mænd arbejder i evigt mørke - moderne guldudvinding minder mere om en byggeplads, hvor bulldozere og gravkøer æder sig gennem jorden og mader et stort transportbånd, der sorterer sten og grus fra, så man til sidst kun har de fine guldflager. Selv om det er mere mekaniseret, har princippet dog ikke ændret sig meget siden 1896, og ofte finder minearbejderne spor fra de tidligere guldjægere i jorden – gamle hakker, støvler og jeans – ligesom de ofte støder på knogler og stødtænder fra forhistoriske mammuter, løver og kameler.
Vil man have guldholdig jord under neglene, er det med at vende næsen mod Bonanza Creek, som er det vandløb, den oprindelige guldfeber udsprang fra.
Her kan man for to canadiske dollars leje sin egen vaskepande og spade – og ifølge den ældre kvinde, der hjælper os, at der skam stadig er guld at finde, hvis man er heldig og tålmodig.
»Hvis du finder guld i dag, så vil jeg vædde med, at du også er her i morgen,« siger hun.
»Guldfeber kan man ikke ryste af sig.«
Vi tager vores grej over skulderen og kører et par kilometer til Claim #6, som er et jordlod, hvor offentligheden ganske gratis kan grave efter guld og beholde sit fund.
Vi fylder vores vaskepande med jord og lader det kølige vand gøre resten af arbejdet.
Guld er 19 gange tungere end vand og seks gange tungere end jord, så det vil ganske naturligt falde til bunden af din vaskepande, mens jorden bliver skyllet væk.
Som man sidder der i vandløbet med øjnene fikseret på mulden i vaskepanden, der langsomt bliver skyllet væk, er det svært ikke at tro bare en lille smule på, at man har heldet på sin side – selv det mindste guldstøv vil være en åbenbaring. Vi finder ingenting.
Længere opppe ad vejen passerer man endnu et levn fra guldgravertiden. Dredge no. 4 er et monster af en guldgravningsmaskine – en seksetagers pram med en motorsavslignende anordning i forenden, hvor tænderne er tonstunge spande, der kan æde sig gennem jorden i søgen efter guld. I dag er maskinen tørlagt og indrettet til et museum.
Fred, en ung fyr med langt mørkt hår og en tyk canadisk accent, guider gennem prammens indre og viser, hvordan den sorterede guldet fra de mange tons jord ved hjælp af vand og fintmaskede måtter.
»Dredgen kunne spise sig gennem mere jord på en time end tre mand kunne på en hel dag,« siger han.
Trods sin enorme størrelse krævede det kun fire mand at holde dredgen kørende – og de skulle alle arbejde med lommerne vendt udad for at forhindre, at de sneg guldstøv med hjem – og på sine gode dage høvlede den 25 kilo guld ud af jorden.
I 1966 blev brugen af dredgen forbudt af myndighederne på grund af dens miljømæssige belastning, men gennem årtier holdt den gulddrømmen kørende i Klondike.
»Den reddede formentlig Dawson City fra at blive en spøgelsesby,« siger Fred.
Får man nok af guldhysteri, har Dawson City masser af andre ting at give sig til. Man kan for eksempel spille roulette eller blackjack på Canadas ældste kasino, Diamond Tooth Gertie’s, hvor cancan-pigerne svinger benene hver aften og guldgraverne engang kastede guldklumper op på scenen, når de bifaldt showet.
Man kan også besøge forfatteren Jack Londons gamle hytte, som er omdannet til et lille museum. Jack London kom til Dawson City som 21-årig for at grave guld i 1897, og selv om han ikke blev rig, blev hans ophold her en inspirationskilde til bl.a. romanerne »Ulvehunden« og »Når naturen kalder«.
Med sine kulørte facader minder Dawson City om en Western-kulisse, og slår man vejen forbi en af de uforholdsmæssigt mange barer som The Snake Pit føler man sig hensat til et filmsæt. Grovkornede mænd med fuldskæg og skovmandsskjorter drikker tæt i det dunkle lys (spilder man sin øl, er det tradition, at man drikker den næste ud af sin makkers støvle) og er man heldig, kan man lokke guldgraverfolket til at grave en guldklump frem fra lommen.
Måske er det fordi sommeren heroppe er så kort - men det virker, som om folk strækker døgnets elastik til bristepunktet. Hver dag er der kanoture, baseball- og hockeykampe, udklædningsbal og livemusik på barerne. Her møder vi igen guiden Fred, der også er forsanger og saxofonist i et funkband.
Som så mange andre lokale kom Fred til Dawson med planer om at blive her en enkelt sommer, 12 år senere er han her endnu.
Se også: På vandretur i Bjørneland
