Har du brug for en pause fra Budapests pulserende storbyliv? Så tag til Margretheøen midt ude på Donau. Dette fredfyldte sted rummer smuk natur, historiske ruiner, et kæmpe vandland, god underholdning og hygge til ethvert tempo

Rask løbetur ...

Har du pakket løbeskoene i feriekufferten, er den 5,3 km lange rute langs breden rundt om Margretheøen et must. Det er stedet, som lokale motionister og andre friske sjæle i hobetal søger mod, når formen skal holdes ved lige. Prøv at tage turen fra morgenstunden, hvor den smukke udsigt over Donau, Budas barske terræn og parlamentet på Pest-siden kan opleves i skøn fred og ro. Uanset hvornår på dagen, man besøger øen, er der mulighed for en enestående løbetur. Løbebanen blev totalrenoveret sidste år, så det stødabsorberende underlag nu er i glimrende stand, og der er blevet mere plads at lunte, jogge og sprinte på.

Grøn gåtur ...

Er du mere til det rolige gå tempo, byder Margretheøen heldigvis også på optimale omgivelser. Stisystemerne løber smukt under de mange solbeskyttende løvtræer over hele øen, og der er enorme grønne områder, som inviterer til en hyggelig picnic og fællesaktiviteter. Midt på øen ligger en række ruiner tilbage fra 1200-tallet, som er værd at gå på opdagelse i. Ikke langt derfra er en flot rosenhave, som indeholder nogle af de mange sjældne blomster, der kan findes rundt på Margretheøen. Man bør også unde sig selv at besøge den japanske have i den nordlige ende, hvor der både er nydelige dværgtræer, et kunstigt vandfald og de obligatoriske damme med farverige karper.

Plask plask ...

Afslapning i et af de termiske basiner. En frisk crawltur i svømmepølen. Eller en kilden i maven i de vilde vandrutsjebaner. Palatinus-stranden byder på vandoplevelser for enhver smag. Det overraskende store badeområde har 11 pools og tilbyder vandtemperaturer lige fra 22 til 36 grader. For børnefamilier vil oplevelsespoolen og bølgemaskinen være solide trækplastre, mens de store arealer rundt om bassinerne giver rige muligheder for gæster, som kommer for den hyggelige afslapning. Voksne kan få adgang til badet for 3.200 forint (ca. 75 kr.) i ferieperioden, mens prisen lyder på 2.300 forint (ca. 55 kr.) for børn, pensionister og studerende.

Tid til forfriskning ...

Selv på Margretheøen kan den ungarske hede blive for meget. Når det sker, er det en god idé at søge mod Holdudvar på den sydlige del af øen, hvor man finder en stor og hyggelig udendørs terrasse med dertilhørende bar og restaurant. Drinkskortet er gigantisk og indeholder 295 forskellige muligheder – lige fra en iskold limonade med basilikum og ingefær til den nationale klassiker, palinka. Om dagen nyder stedets gæster gerne de flydende forfriskninger med et godt måltid til. Derudover huser stedet kunstudstillinger og open air-biograf. I aftentimerne omdannes Holdudvar til et populært dansested.

Glade hjul ...

Det er ikke tilladt at køre bil på Margretheøen. Til gengæld er der mange andre måder at komme rundt på. Således har lokale forretningsdrivende set en god fidus i at udleje alskens alternative transportmidler til turister. Har man børn med på ferien, kan det varmt anbefales at leje en såkaldt bringovogn, hvor de to forreste cykler og de to bagerste kan nyde turen. Er man derimod til mere fart og mindre anstrengelse, findes der også flere udlejere af golfvogne, elscootere, segways, rulleskøjter, tandemcykler og andre sjove transportformer til forholdsvis små penge.

Musikalsk springvand ...

Når man ankommer til øens sydlige ende, vil et af Europas største springvand være noget af det første, man ser. På varme dage vil både lokale og turister sidde rundt om på kanten med fødderne i vandet og nyde synet af fontænernes hoppen og dansen i varierende formationer. Vil man have den fulde oplevelse af springvandet, gør man klogt i at dukke op kl. 18 eller 21. Her slår springvandet nemlig over i et større show med både musik og flot lys. Repertoiret dækker alt fra The Rolling Stones og Simon & Garfunkel til Vivaldi og Brahms. Passer det dårligt ind i programmet, spiller springvandet dog kortere musikstykker i løbet af dagen.