Filmen »Everest«, der havde premiere i torsdags, er baseret på den virkelige historie om en af de værste katastrofer i Mount Everests historie, da otte bjergbestigere i 1996 mistede livet i en storm på toppen. Rejseliv har talt med bjergbestiger og co-producer David Breashears.
Filmen »Everest« foregår i 1996. Du var selv på en ekspedition til Mount Everest det år. Giver filmen efter din mening et sandt billede af, hvad der skete?
»Ja, det synes jeg langt hen ad vejen, den gør. Skuespillerne har gjort et stort stykke arbejde med at sætte sig ind i deres karakterer, bl.a. ved at være sammen med dem – eller deres efterladte – de portrætterer.«
»Der er mange versioner af, hvad der skete den dag, og filmen kommer ikke omkring dem alle, men jeg synes blandt andet, at den giver et godt indtryk af, hvordan det var at sidde i Base Camp og kun kunne følge med i det frygtelige, der udspillede sig tre km længere oppe, via radioen.«
Der er sagt og skrevet meget om begivenhederne. Hvad gik efter din opfattelse galt?
»1996 er et godt eksempel på at, hope springs eternal (håbet dør aldrig), heller ikke når tingene går virkelig dårligt. Det er min overbevisning, at Rob Hall (lederen af Adventures Consultants-holdet, som døde på toppen. red.) troede, han ville nå ned med sin kunde Doug Hansen (som også døde på toppen, red.). Ja, de nåede først toppen meget sent på dagen, men ingen ville være gået op, hvis de havde troet, de ikke kom ned igen.«
En af de ting, der er blevet nævnt som en mulig årsag til, at så mange omkom, var, at der var for mange uerfarne mennesker på bjerget i 1996. Kan du genkende det billede?
»Ja, det kan jeg godt. Der var mange, som var meget afhængige af deres guider. Og når der så sker det, at guiderne ikke er der – som det skete i 1996 – og de fastmonterede reb, man kan følge op og ned, ikke er der – som også var tilfældet nogle steder i 1996 – kan man komme i store problemer, hvis man ikke kan klare sig uden en guide.«
Der var vel også erfarne bjergbestigere?
»Ja, der var, som der er de fleste år, både det ene og det andet. Der var bjergbestigere, som sagtens kan klare sig selv, men som er med som deltager på kommercielle ekspeditioner, fordi det er nemmere end selv at arrangere mad, tilladelser, ilt, og alt det andet, der skal til.«
»Så var der folk, som har lidt erfaring på forhånd, og som lærer mere undervejs, f.eks. at krydse stigerne i isfaldet. Og så var der de helt uerfarne, der aldrig har prøvet noget så basalt som at rappelle, eller ved, hvordan de bruger deres udstyr.«
Kan du forstå, at folk gerne vil bestige Everest, selv om de har brug for en guide?
»Jeg kan sagtens forstå, at folk kan have en stor drøm om at stå på toppen af et legendarisk bjerg som Everest; det har jeg jo også selv haft. Men for mig er den største tilfredsstillelse ved at have nået toppen af Everest den tid, det har taget mig at lære at blive en bjergbestiger, der ikke har behov for en guide til det. At vide, at hvis noget gik galt, kunne jeg klare mig selv i en storm. Det farlige er, når ens evner ikke matcher ens ambitioner.«
Hvordan opnår man de evner?
»Tag ud uden guider. F.eks. på en tur i Alperne. Hvis man ikke har en guide, der fortæller en, hvad man skal gøre, er man tvunget til at gøre alting selv og til at tænke over, hvad man gør. Hvis man for eksempel bliver fanget i mørket, må man spørge sig selv om, hvorfor man blev fanget i mørket, kom man for sent af sted, var man ikke opmærksom på, hvilken vej man gik, osv.«
»Det er vigtigt, at man lærer af alt, hvad man gør. Især i forhold til at finde vej – et bjerg ser helt anderledes ud på vej nedad end opad. Så at holde øje med terrænet, sådan at man kan finde vej, når man går i den modsatte retning, er essentielt.«
Man hører ofte, at Everest handler mest om højden. Tæller det at have været på ekspeditioner til over 8.000 meter før?
»Jeg vil til enhver tid hellere være på et bjerg med en, der har besteget bjerge i Alperne uden en guide, end en, der har været over 8.000 meter i Himalaya på en guidet tur. For det eneste, det siger, er, at han/hun kan fungere i højden, ingenting om, hvorvidt personen kan klare sig selv, hvis det bliver nødvendigt.«
Hvad med det mentale?
»Det er vigtigt at kende sig selv og sine grænser både fysisk og mentalt. Og især at vide, hvornår det er ens ego, der er den dominerende kraft i ens beslutninger, og som kun er fokuseret på toppen. At have det drive, der følger med et stærkt ego, er en god ting i bjergbestigning – men at vide, hvornår man skal vende om, fordi man altså også skal ned igen, er mindst ligeså vigtigt. Og den viden kommer med erfaring.«
Siden 1996 er der kun kommet flere og flere mennesker til, der gerne vil bestige Everest. Hvad mener du om det?
»Jeg troede, jeg var lidt bagud, fordi mere end 100 mennesker havde været på toppen, før jeg nåede den i 1983. I dag har over 4.000 mennesker besteget Everest, unge, ældre, folk med handicap, osv. I 1996 var guidede ture på Everest blot i sin vorden, i dag er kommercialiseringen af Everest langt mere udviklet, end det var dengang, i dag tager bureauerne folk med, som har drømmen og ikke andet – ingen erfaring.«
»Man skal selv gå, ja, og det er stadig hårdt, men at bestige Everest kræver i dag som udgangspunkt mindre, end det gjorde i 1996. Det er blevet en industri, og det er et problem, fordi der er kun én vej op og ned, og med så mange mennesker kommer de til at stå i kø og dermed risiko for at fryse og løbe tør for ilt. Og sker der noget uforudset, er der mange, der har brug for deres guide på én gang.«
Er der andre ting, der har forandret sig siden dengang?
»I dag stiller folk højere og højere krav til luksus undervejs – f.eks. varme i teltene i 6.400 meters højde, som sherpaerne skal bære op i tunge gasflasker.«
»Der er også nogen, der hyrer en personlig guide til at klare alt for dem hele vejen – jeg har langt op på bjerget set folk, der får sherpaerne til at klikke sig ind og ud af det fastmonterede reb. Og så er der nogen, der betaler sig fra at få sherpaerne til at bringe helt vanvittigt meget ilt op. Alt det betyder endnu flere mennesker på bjerget.«
Skal man lade være med at bestige Everest?
»Nej, men man er nødt til at finde ud af, hvordan man kan regulere mængden. Og så ville vi være et godt stykke vej, hvis folk, der gerne vil bestige bjerget, kunne leve uden al civilisationens komfort, mens de er der.«
Hvad kræver det, hvis man vil bestige Everest?
Penge:
Det koster i omegnen af 200.000 kr. at være deltager på en ekspedition med et nepalesisk selskab og det dobbelte med et vestligt. Det er lidt billigere fra den nordlige side (Tibet). Man kan arrangere det selv for færre penge, men det kræver meget erfaring og viden om ekspeditioner på Everest.
Selve tilladelsen til at bestige bjerget (som er inkluderet i prisen for at deltage på en kommerciel ekspedition), koster knapt 80.000 kr. i Nepal og 50.000 kr. i Tibet.
Erfaring:
Det er en god ting at have erfaring med kulde, højde, gletsjere, is, klatring, og generelt at være i bjerge (herunder at sidde inaktiv og vente på vejret og være klar over, at det ikke er givet, man når toppen).
Andre bjerge, man kan starte med ekspeditioner til, er bl.a: Aconcagua i Sydamerika (for højden), Denali i Alaska (for kulde), og Cho Oyu i Nepal, som er over 8.000 meter højt.
Evne til at klare sig selv:
Det er en fordel, hvis man selv kan finde vej i en snestorm, lave en bivuak, hvis vejret kræver det, ved, hvordan man holder varmen, smelter sne, osv.
Fysik:
Ekstrem god form både hvad angår kondition og udholdenhed.
