Bridgewalking over Den Gamle Lillebæltsbro bliver ny turistattraktion fra maj næste år.

Når man kan i Sydney, kan man også i Middelfart - bruge broen til turisme.

Ganske vist er Sydney Harbour Bridge, hvor man siden 1998 har kunnet komme på BridgeClimb i brokonstruktionen op til 134 meter over vandoverfladen, noget mere spektakulær end Den Gamle Lillebæltsbro.

Men mindre har også ret. På den danske Bridgewalking, som åbner midt i maj næste år, kommer man »kun« 60 meter op over Lillebælt.

Læs også: Leg og lær i Lillebælt

I sidste uge blev første spadestik taget til det velkomstcenter, der skal håndtere den nye turistattraktion, som kommunerne på begge sider af Lillebælt har støttet økonomisk.

Centret kommer til at ligge på Middelfart-siden. Her skal de kommende brovandrere gennemgå en sikkerhedsinstruktion inden turen op i brokonstruktionen, og her bliver der også en udstilling om broen og dens historie.
På Fredericia-siden bliver der også en opgang til Bridgewalking. Den skal efter planen bruges til større grupper.

Læs også: 10 broer med vanvittige rekorder

»Vi arbejder mod, at der bliver åbent for brovandring hver dag hele året - dog med forbehold for vejret. Vi kan ikke gå på broen i blæst, torden eller islag,« siger Lone Skjoldaa fra Destination Lillebælt.

Som i Sydney skal de kommende brovandrere iføres en heldragt inden turen op på broen.

»Det er for at sikre, at de ikke taber ting undervejs. Der kører jo biler nedenunder. I Sydney må man heller ikke have kamera med op, men vi undersøger i øjeblikket, om vi kan finde en løsning på det her hos os. Måske kan vi få konstrueret en pose, man kan have om halsen med moblien. Ellers må vi etablere kameraer på broen, for billeder af oplevelsen skal der være mulighed for,« siger Lone Skjoldaa og tilføjer, at heldragten vil man få med hjem som souvenir.

Læs også: 8 bidder af Sydney

Med sikkerhedsinstruktion og omklædning vil turen op på broen tage to timer, og man går op med instruktør og i hold på maksimum tyve personer.

På broen er deltagerne hægtet på en sikkerhedsline, og der bliver etableret »panikplatforme«, som de kaldes, hvor man kan få et pusterum og måske styr på rystende ben.

Endnu er der ikke åbnet for salg af billetter, det sker formentlig sidst i januar, men pristerne for fornøjelsen er fastsat:
Voksne: 275 kr (249 kr købt online)
Børn under 16 år: 220 kr (199 kr. købt online)
Og så er der en fast regel, at man skal være over 140 cm høj for at komme op på broen.