Sæt dig i toget, spar penge og kom tættere på det virkelige Indien.

Der var penge at spare. På tidligere ture til Indiens foretrukne feriedestination, Goa, har vi fløjet med charterfly direkte dertil. Denne gang sparede familien på fire til sammen over 7.000 kr. på i stedet at flyve til Mumbai og tage toget gennem det eksotiske land. En besparelse, der kunne have været endnu større, hvis vi havde valgt en togrejse uden aircondition.

Det gjorde vi ikke; i forvejen var vi spændte på togets beskaffenhed. Ville det være ligesom skrækhistorierne om rottebefængte og overfyldte togvogne med folk, der hænger i klaser ud ad døre og vinduer og er stimlet sammen på togets tag? Mumbais hovedbanegård, Chhatrapati Shivaji Terminus, i daglig tale bare kaldet CST eller stadig VT for Victoria Terminus, som den hed frem til 1996, er byens største offentlige bygning og Indiens mest travle banegård.

Mod Goa på 2. klasse

Ved ankomsten til den både imponerende og ramponerede bygning og virvaret omkring den følte vi os hensat til den Oscar-vindende storfilm »Slumdog Millionaire«. Liv og lyde, farver og farvelhilsner. På den fjerneste perron, nr. 17, fandt vi Mandovi Express mod Madgaon i delstaten Goa. Med et skilt med vores navne og pladser klistret op på siden af vognen.

Fordi vi var sent ude og først fik reserveret rejsen to dage før, måtte vi nøjes med 2. klasse. De fleste vestlige turister og turarrangører anbefaler 1. klasse, men det næstbedste viste sig at være rigeligt fint. Vi havde egen kupé med gardin til gangen og sovekøjer med rene tæpper, lagner og puder.

Ikke ulig forholdene på de gamle nattog med sovekupé mellem Sjælland og Jylland. Det var godt nok slidt, men tilsyneladende fint rent og velduftende. Selv toilettet, indian style pedaltoilet, var pænt rengjort. Og der var ikke bare air-condition til at gøre de 30 grader udenfor til at holde ud indenfor, men også ventilator i loftet til selv at styre.

Skiftende baggrunde gennem togets vinduer

Præcis efter planen var der afgang kl. 7.10; foran os havde vi 11 timer og 35 minutter eller 580 km med 53 km/t i gennemsnit eksklusiv 18 stop undervejs. Det virkede umiddelbart langt med en hel dag i tog. Af samme grund er nattogene populære og anbefalede, men vi ville gerne opleve Indien suse forbi udenfor vinduet. (eller rettere: os, der susede forbi Indien).

Som vi kørte – gadonk, gadonk, gadonk – var udsynet de første timer slum, slumlejligheder og slumhytter, affald, affald, affald, folk, der forettede deres nødtørft langs skinnerne. Siden – gadonk, gadonk – landsbyer, slette, sump og en masse udpint landskab. Et mylder på alle stationer, selv på de af dem, der var så små, at de ikke var meget mere end et trinbræt.

Foto: Dennis Drejer
Vis mere

Den sidste halvdel af ruten løb langs Det Arabiske Hav og Konkan-bjergkæden og gav udsigt til tunneller, broer, floder, palmelunde, mangrove, tropeskov og skriggrønne rismarker. Station på station, hindutempler, køer, bøfler, vaskekoner ved floder og håndlavet murstensproduktion.

Til tider, med stor frihedsfølelse, hang vi ud ad de åbne togdøre. Hvor vi også kunne observere, at skrækhistorierne om overfyldte togvogne gjaldt 3. klasse og mest i de mindre, forbipasserende lokaltog. Via 6.900 stationer binder jernbaneskinnerne Indien sammen. På en 2. klasse langdistancetur som vores var det primært lokale rejsende, der var med, og vi fik en fornemmelse af den livsnerve, som toget er for den lavere middelklasse af milliardbefolkningen i verdens næstmest folkerige nation.

Med på turen havde vi medbragt sandwiches, kiks, chips, nødder, vand, juice og sodavand. Det havde ikke været nødvendigt. Togpersonalet tilbød både morgenmad og frokost – vesterlandsk tilnærmet omelet, toast, vegetarkotelet, kyllingelår og suppe – og der var sjældent ti minutters fred for sælgere, som hoppede på toget og gik gennem gangene og højlydt tilbød sodavand, kaffe og lokale specialiteter som samosa, dosa og chai-te.

Skønhed og kaos

Ja, der var meget mylder og larm gennem toget undervejs. Og jo, det var deprimerende at konstatere den forarmede tilstand for mennesker og natur i timerne gennem og ud af Mumbai med angiveligt over 20 millioner indbyggere. Kaotisk og hektisk. Men sine steder havde turen stor nydelsesværdi og virkede direkte meditativ.

Og selv toilettet var stadig fint rent og relativt velduftende, da vi kl.18.46, et minut forsinket, ankom til Goa. Togturen var ikke bare de sparede penge værd. Den var mere til.