Finnerne elsker saunaer. Hvad enten det er den stille version i den storslåede natur eller den urbane sauna, hvor man mødes, snakker og sveder sig fri for ugens stress.

Jeg lister på bare tæer og kun iført håndklæde hen over badebroens kolde brædder med våde efterårsblade. Det rasler og knirker fra skoven omkring mig, og jeg kaster et blik hen over søen, hvor et par fugle lander lydløst på vandet.

Jeg lukker mig ind i den lille, varme saunahytte. Her er blevet fyret op siden i morges, og stenene på og omkring brændeovnen er glohede. Væggene er sodede, og det går op for mig, hvorfor finnernes kælenavn for den traditionelle brændefyrede røgsauna er »sort sauna«.

Jeg lægger mig på den varme træbænk, indånder den tørre, varme luft og den svage duft af røg. Nyder stilheden og mærker roen, mens varmen prikker i huden.

Efter lidt tid tager jeg det første iskolde dyp i skovsøen. Det hører med til det klassiske finske saunaritual.

Så snart jeg er oppe af vandet, har jeg varmen igen. Faktisk står jeg og damper på badebroen i den kolde luft, mens jeg suger omgivelserne til mig. Det her er den finske sauna i sin enkleste og reneste form. Ude i naturen, nærmest spirituelt – og helt utroligt smukt, selv på en råkold og overskyet efterårsdag.

Sauna i naturen

Helsinki ligger omgivet af nationalparker, hvor man indenfor en 40 minutters køretur befinder sig i essensen af den finske natur: Endeløse kæder af søer, skov, skærgård, de smukkeste vandreruter, et rigt dyreliv. Og altså også mulighed for at opleve og nyde saunaen, som finnerne foretrækker den – i naturen ved skovsøen eller havet.

Jeg begynder mit saunaeventyr ved det vandrehjemslignende hotel Aurora, en del af naturorganisationen Green Window, og det eneste hotel inde i nationalparken Nuuksio.

Hovedhuset, der tilhører den finske naturarvsstyrelse, er en enkel bygning fra 1920erne, som nu huser naturglade gæster i de lige så enkle værelser. Her kan man melde sig til skovkokkeskole med naturmad, sejle i kanoer og udforske nationalparken.

Ved søen ligger hotellets egen røgsauna – en lille træhytte med udgang til badebro. Saunaen bliver fyret op fra morgenstunden, og man kan efter aftale tage den i brug som en ret perfekt afslutning på en lang dag i naturen.

Ikke langt fra Aurora ligger Nuuksios nye og ambitiøse naturcenter, Haltia – en arkitekttegnet og bæredygtig træbygning med udstillinger, café og en storslået udsigt over nationalparken. Her bliver den finske natur-kulturarv forklaret og foldet ud for de besøgende; den er nemlig nøglen til rigtigt at forstå, hvor finnerne kommer fra, fortæller direktøren Tom Selänniemi.

»Når finnerne bliver utrygge eller stressede, så flygter de ud i skoven. Bevidstheden om, at verden begynder i naturen, er stadig meget nærværende hos os. Det er et meget pragmatisk forhold, som handler om jagt og overlevelse – og et spirituelt forhold. Alle finner kan jo føres tilbage til Elg- eller Bjørne-stammerne, som står beskrevet i vores fælles urskrift, Kalevalaen, hvor saunaen også bliver omtalt som et vigtigt sundhedsritual,« forklarer han.

Haltia fungerer som en slags indgang til nationalparken, hvor du kan booke vandreguider, der kan vise dig frem til de smukkeste søer, de bedste bær og de hemmelige svampesteder. Man kan komme på snesko-vandringer og skøjte på den otte kilometer lange skøjtebane på søen om vinteren og leje kanoer og kajakker om sommeren.

Eller man kan begive sig ind selv og følge vandrestierne i få timer eller på flere dages stræk med telt på ryggen. Grænsende op til nationalparken ligger desuden flere steder, hvor man kan leje hytter – med saunaer – og herfra på egen hånd opleve skoven og udleve drømmen om finsk natur-sundhed.

Den sociale sauna-kultur

Tilbage i Helsinki skal jeg nu møde den anden side af den finske sauna-kultur.

Nemlig den sociale version, hvor man sveder og snakker – kvinder for sig, mænd for sig. For selv om langt de fleste finner har egen sauna derhjemme, så er de urbane offentlige saunaer et kærkomment mødested efter arbejde.

Stemningen er da også gemytlig, da jeg ankommer til en af byens ældste af slagsen, Kotiharjun Sauna. Den ser ud, som den har gjort, lige siden den blev bygget i 1920erne. Udenfor indgangen sidder et par unge gutter og damper af i den kølige aftenluft.

Billetdamen er i gang med at genne en ældre nøgen mand tilbage ind i herre-saunaen, efter hun har hjulpet ham med at finde nøglerne til hans skab. De lå i den spand med koldt vand og birkeris, som han holdt i hånden.

»Ligesom de plejer,« siger hun med et smil.

Jeg har allieret mig med en saunaguide, Ulla-Maija, der råder mig til at købe et frossent birkeris fra fryseren og en flaske vand. Birkeriset blev plukket i sommer, da bladene var friske og grønne, og frosset ned til vinterens sauna, hvor man bruger det til piske huden blidt med og derved sætte gang i blodomløbet.

Vi bevæger os ovenpå til førstesalen, hvor damernes sauna er. Tre veninder sidder omkring et bord og køler af, mens de nyder de finske kvinders yndlings sauna-drik, en mild blanding af vindruesaft og gin.

Jeg går ind i badeafdelingen, vasker mig og tør mit birkeris op under den varme bruser. De friske birkeblade dufter fantastisk og skal vise sig at være nødvendige, da jeg træder ind i den store sauna.

Her sidder et par yngre kvinder, en mor og hendes datter og en ældre dame oppe på de øverste rækker. Ulla-Maija spørger om noget ud i rummet og går så resolut hen til det store monstrum af en brændefyret saunaovn og lukker damp ud. Eller löyly, som den hedder – saunaens ånd og varme åndedræt.

Det spirituelle er stadig en del af finsk sauna, og den første og sidste skefuld vand på de varme saunasten er altid til »saunaånden«.

Temperaturen stiger med det samme, dampen fylder saunaen. Ulla-Maija råder mig til at trække vejret ind igennem birkeriset, og det hjælper. Dog ikke mere, end at jeg lidt efter må rykke et par rækker ned, hvor varmen er mere turist-venlig.

Snakken bølger stille frem og tilbage. Kvinderne går med jævne mellemrum ud og tager et koldt brus og en pause, inden de kommer ind i varmen igen. Jeg gør det samme og mærker, hvordan jeg er ved at finde en rar rytme. Pisker mig let med birkeriset, der afgiver en dejlig duft. Jeg spørger min saunaguide Ulla-Maija, om jeg nu gør det rigtigt?

»Der er ikke nogen »rigtig« måde at gå i sauna. Du skal finde din egen form, som føles god for dig. Det må aldrig blive ubehageligt,« lyder svaret.

Måske er det nøglen til, at saunatraditionen i Finland er forblevet intakt i tusinder af år – det er simpelthen så rart. Der er intet spa, »mig-tid« eller forceret selvforkælelse over det. Kun hverdagsvelvære og ro.

Døren til saunaen går op, og en bred, blond dame iført gummiforklæde nævner mit navn. Det er blevet tid til min vaskesession, et klassisk saunatilbud, der trækker tråde tilbage til saunaens oprindelse som familiens kilde til sundhed. Stedet, hvor man skrubbede og vaskede sig ren efter en hård uges arbejde.

Jeg bliver ført hen til en vaskebriks og lægger mig til rette. Og så bliver jeg ellers skrubbet. Fra top til tå, som jeg ikke er blevet vasket, siden jeg var en lille pige i min mors badekar. To runder giver hun mig, inden jeg bliver placeret i en hvid plasticstol, stadig nøgen, og får vasket mit hår. Det er på en måde grænseoverskridende, på en måde virkeligt rart.

Udenfor i den kolde aftenluft har mørket sænket sig over Helsinki, mens sauna-skiltet bøjet i neon stadig lyser. Jeg er fuldstændigt afslappet. Og ren.

Naturcentret Haltia – en flot arkitekttegnet og bæredygtig bygning med udstillinger og café.
Naturcentret Haltia – en flot arkitekttegnet og bæredygtig bygning med udstillinger og café. Foto: PR
Vis mere