Et smukt beliggende pensionat på Japans fjerdestørste ø, Shikoku. Stedets ejer er nærmest din privatchauffør under opholdet.

Første indtryk

Dér, hvor verden ender. I hvert fald for enden af den lille asfaltvej på bjerget nær Iya-dalen ligger pensionatet Ku-Nel-Asob. Her er vilde aber, grønne tebuske på nabomarken og en rislende flod ca. 50 meter under huset. Omkranset af bjergrygge er her uendeligt stille og smukt – hvis man altså kigger væk fra selve huset, der i sig selv ikke er den store visuelle oplevelse. Til gengæld er her familiært; man føler ved ankomsten, at man er privat gæst hos en japansk familie.

Værelserne

Her er kun tre værelser. Til gengæld er ejeren, Nori, i gang med et par ekstra tilbygninger, så her bliver plads til flere gæster. Man sover på traditionel vis; på gulvet, på to futonmadrasser, med en kæmpe dundyne, hvilket giver en fantastisk søvn. To værelser har udsigt ud mod dalen.

Mad og drikke

Maden er baseret på lokale råvarer og 100 pct. hjemmelavet. Nori og hans kone er veganere og serverer makrobiotisk mad – ingen kød og ingen animalske produkter. Man får store eller små portioner, afhængig af ens sult og ønsker, og mange smagsoplevelser. Hvert måltid præsenteres indgående, og det er faktisk festligt her at spise makrobotisk, da parret gør meget ud af det æstetiske.

Særligt

Jeg havde følelsen af at have en privatchauffør – og en meget god guide til nærområdet – under opholdet. Nori hentede mig nemlig, da jeg ankom med tog til byen Oboke, der ligger tre km fra huset. Han kører også én til den næste dal for at aftenbade i et rigtigt Onsen-bad. Og han fortæller gerne om øen Shikokus mange templer (øen har 88 templer og er et verdensberømt pilgrimsrejsemål) og de mange sightseeing-muligheder.

Der er mange ting, man kan lave her. Bjergvandring. Tofu-fremstilling på fabrik. Samurai-museum. Vandre på hængebro og riverrafte. Se på vandfald og besøge en bjerglandsby fra 1700-tallet. Bare spørg Nori.

Plus

Her er fredfyldt og hjertevarmt. Ku Nel Asob er et godt udgangspunkt for udflugter i nogle døgn. Stedet var et perfekt afbræk for mylderet i Tokyo og Kyoto.

Minus

Her er ikke noget bad. Til gengæld er Onsen-badet i nabobyen inkluderet i prisen. Her serveres ikke noget kød, men man må godt tage det med og spise det i huset. Her er ingen wifi-forbindelse. Den er også i nabobyen på hotellet med kurbadet – så man kan kommunikere med omverdenen, når man er blevet ren på kroppen.

Pris

En overnatning inkl. morgenmad og aftensmad koster cirka 400 kr. Børn 260 kr. Transport til og fra stationen er inkluderet.