Landets tredjestørste by er propfyldt med kultur, natur og en masse ting at tage sig til. Byen har vokseværk på den gode måde og tilbyder oplevelser for både store og små.

Du behøver ikke rejse til udlandet for at opleve en by med gang i.

Skal du holde et par fridage for at opleve og lade op, er Odense oplagt til en nem, lille ferie eller en lang weekend, både med og uden børn. På et par dage kan du nå at se det meste, men du kan også risikere at få skærpet appetitten på mere.

Mit besøg gav i hvert fald stor lyst til at komme igen i den lyse og varme sommer for rigtig at opleve byen og dens mange tilbud.

Dynamisk latinerkvarter

Turen langs Odense Å var idyllisk på trods af en bidende vind, og frokosten i Filosoffen var en af dagens bedste oplevelser. I samme hus kan man lige nappe en gratis udstilling med.

Shop, slap af og oplev det dynamiske byliv i latinerkvarteret med gader uden trafik, men med specialbutikker, cafeer, restauranter og kunst- og kulturhuset Brandts Klædefabrik, som efter mange år stadig er et vanvittig levende sted med fast og mange skiftende udstillinger og arrangementer.

Gå på opdagelse i det nye havnekvarter eller fordyb dig i det historiske kvarter med de fine, gamle huse fra H.C. Andersens tid og før. Den berømte eventyrforfatter har sat sit tydelige præg på byen og nogle af dens events, og alt andet ville også være mærkeligt.

Hans fødested, nu H.C. Andersens Hus (fra 1908), som der er nye, store planer for, ér et besøg værd. Glem alt om at det måske var kedeligt, da du engang var der med skolen.

Har man mindre børn med er børnekulturhuset Fyrtøjet og eventyrhaven ved siden noget af et must.

Man kan følge en skulpturrute gennem byen. Her er det »Kejserens nye klæder« i Latinerkvarteret.
Man kan følge en skulpturrute gennem byen. Her er det »Kejserens nye klæder« i Latinerkvarteret. Foto: VisitOdense
Vis mere

Carl Nielsen og Tinderbox

Møntergården bymuseum, som er en hel karré af fredede huse fra 600 år, har åbnet en helt ny udstillingsbygning med faste og skiftende udstillinger.

I sæsonen kan du gå en tur i Odense Teater eller høre byens eget symfoniorkester. I år er et stort år for den klassiske musik, fordi den verdensberømte, fynske komponist Carl Nielsens 150 års dag (9. juni) fejres, men du finder også meget andet musik.

Der er ikke en dag uden jazz eller anden populær musik på for eksempel Dexter, Rytmeposten og Magasinet, og i år er Tinderbox Festival en ny del af Odenses musikprofil, mens Jam Days fra 10. - 14. juni med folk, jazz og bluesmusik er veletableret.

Ny bydel undervejs

En hel ny bydel er på vej lige midt i centrum, hvor den trafikerede, nu lukkede Thomas B. Thrigesgade ellers i mange år skar bymidten tværs over. Men nu bygges der boliger, kontorer, forretninger og parkeringshuse.

Byens gamle industrihavn, der blev anlagt for 150 år siden ved at bygge en kanal til Odense Fjord, er også på vej til at blive et godt sted at bo med nye boligkomplekser, men også center for kulturbegivenheder.

Den flotte Odins Bro, der åbnede sidste år, giver meget nemmere adgang. Det er en svingbro for både bil- og cykeltrafik, som åbner op for den stadig sejlende trafik til havnen. En ny stibro for gående og cyklister åbner sidst i juli.

En havnekulturfestival er kommet op at stå, der er loppemarked hver søndag sommeren igennem, et nordatlantisk hus med restaurant og bl.a. beachvolley, petanque og en strand med palmer på Byens Ø!

Livet ved åen

Odense Å er en attraktion i sig selv, nemlig som et rekreativt stykke natur, hvor man om sommeren kan leje robåde og vandcykler eller sejle med udflugtsbåden Åfarten. Foto: VisitOdense.
Odense Å er en attraktion i sig selv, nemlig som et rekreativt stykke natur, hvor man om sommeren kan leje robåde og vandcykler eller sejle med udflugtsbåden Åfarten. Foto: VisitOdense.
Vis mere

Og så er Odense Å altså bare en attraktion i sig selv, nemlig som et rekreativt stykke natur, hvor man om sommeren kan leje robåde og vandcykler, sejle med udflugtsbåden Åfarten og måske tage med helt til den hyggelige Odense Zoo og frilandsmuseet Den fynske Landsby.

I seks sommeruger kan man hver dag opleve små teatertableauer langs med åen, naturligt nok baseret på H.C. Andersens eventyr.

Ham er det ganske svært at komme udenom i Odense, og hvorfor skulle man også det? Udenlandske turister elsker eventyret om vores verdensberømte forfatter og hans eventyr, og det er heller ikke særlig svært at blive varm på hans fødeby.

At overnatte på det fine, gamle – men flot renoverede - Grand Hotel er også en oplevelse i sig selv, men der er mange andre muligheder.