Nuuk er en kompakt hovedstad, hvor kontrasterne har sit tydelige skær. Det er historien om et sted, hvor sanserne bliver fortælleren og omgivelserne smukke kulisser.

På sin vej fra frugtafdelingen til kassen i Brugsen i i Nuuk, møder man dem alle.

Skateboarddrengene, damen med de tomme berusede øjne, den firskårne håndværker, pensionisten med et dansk ugeblad, og danskeren i spadseredragt. Det er Sydhavnen, hipsterbro og 2100-spelt i samme kassekø. Kontrasterne står i HD, og sådan er Nuuk.

Det er ikke usædvanligt for en hovedstad at være kontrastfyldt. Det er næsten altid her, en nations dybeste elendighed bor, og her magten og eliten hører hjemme. Men når hovedstaden er på størrelse med en provinsby som Køge, står modsætningerne skarpere. I Nuuk handler både samfundets top og bund i samme Brugsen, og de lever side om side langs de samme cirka 100 km asfaltvej, der udgør Nuuks totale vejnet.

Arkitektonisk er byen lige så kontrastfyldt. Regeringsbygningerne i beton står ved siden af det smukke organisk designede Kulturhus, og de nymalede huse i Kolonihavnen står i skyggen af massive betonblokke fra 1960erne. Et enkelt højhus stræber ni etager mod himlen, mens resten af byens centrum er lav. Enten en-familiehuse eller tre etagers boligblokke.

Hævet på en klippe står missionæren Hans Egede foreviget i bronze og skuer ud over havet. Han kigger efter skibe. Efter nyt fra den gamle verden. Det var derfor, han placerede byen, hvor han gjorde. Så han kunne følge med i skibsfarten langs kysten.

Og de fleste uindviede vil nikke forstående. For hvad kan man egentlig foretage sig i Nuuk? Andet end at kigge i retning af livslinjen til den civiliserede verden. Og håbe på nyt.

Læs også:

En misforstået opvækst

Når folk spørger: Hvad er der egentlig at lave i Nuuk er svaret på én gang en hel masse og ikke en fløjtende fis. Man kan gå på mikrobryggeri, løbe på langrend igennem byen om vinteren, tage på sælsafari i fjorden om sommeren og meget, meget mere. På den anden side er der ikke stort mere at foretage sig end i Køge.

Hvis man ser bort fra kontrasterne. For i virkeligheden er de den største oplevelse. At åbne op for sanserne og lade byens kontraster trænge ind.

For menneskerne, boligblokkene, statuerne og fjeldet fortæller en historie. En historie om et land og en hovedstad i en rivende udvikling, men som alligevel ikke har ændret sig det store, siden Hans Egede gik i land i Nuuk i 1720erne. Han stævnede ud fra Norge i håbet om at finde de forsvundne nordboere i Grønland.

Dem fandt han ikke. Men han gav sig til ivrigt at missionere blandt de indfødte, og Nuuk blev hans base. I hundredvis af år var det grønlandske folk underlagt Københavns humørsvingninger. De skulle gøres kristne og civiliseres, og den misforståede omsorg efterlod Grønland et sted mellem stenaldersamfundets faste traditioner og rytmer og it-samfundets tørretumblende virkelighed.

Resultatet er Nuuk. Boligblokkene med graffiti vidner om en forfejlet befolkningspolitik i 1950erne og 60erne, hvor flere bygder blev tømt og indbyggerne hentet til Nuuk for at modtage velfærdssamfundets velsignelser.

Store dele af den første generation gik i hundene. Forestil jer, hvordan det ville gå, hvis vi hentede et par tusinde vikinger fra vikingetidens Hedeby og installerede dem i Avedøre stationsby, bad dem få en uddannelse og et job og introducerede dem til hash og hårde stoffer. En søgt analogi, men ikke langt fra virkeligheden.

Anden og tredje generation er i de fleste tilfælde trukket i de samme Nike-sneakers som resten af den vestlige verden, og Nuuk emmer nu af optimisme og fremgang. Ikke alle er dog med på vognen. Derfor de store kontraster. Men billedet af Nuuk er bedre end stereotyp-opfattelsen af en by og et land spækket med alkoholikere og teenagemødre.

Den lokale turistforening taler om »OurArctic Metropolis«.

I rivende udvikling

Vi er i arktis, og metropolis betyder moderbyen. Nuuk er også lidt af en boomtown. Befolkningstilvæksten har været stabilt stigende siden 1990erne, og i dag bor her mellem 16.000 og  20.000 mennesker. I 2025 forventes det, at over halvdelen af Grønlands befolkning på små 60.000 mennesker vil bo i Nuuk. Der bygges nyt flere steder, og især det nye kvarter Qinngorput ligner en ny udstykning i Ørestaden.

Bare i en smukkere kulisse. For i alle retninger byder udsigten på enten hav eller fjelde, og når solen kigger frem, går Nuuk i et med naturen.

Naturen er også indbyggernes foretrukne legeplads. Hvor man i Danmark køber en bil for at komme ud i det fri, køber grønlænderne en lille motorbåd. På den måde er de fleste indbyggere i Nuuk stadig stærkt forbundet til deres historie. Forholdet til havet er essentielt, og havet er stadig byens spisekammer.

Jeg overvejer både at gå ind og se de 500 år gamle mumier fra Uummannaq i Nordgrønland og Hans Egedes hus. En vandretur i fjeldene og en sælsafari frister også. Men alle anstrengelserne ender i målløse spadsereture. Som så alligevel ender samme sted – i caféen i kulturhuset Katuaq.

Her laves en fremragende kaffe, og grønlænderne forekommer om muligt endnu mere kaffebegejstrede end vi danskere. Derudover har kulturhuset et gigantisk vinduesparti ud til et stykke gade. Her går Nuuk forbi.

Og hvorfor egentlig jagte byen rundt for at finde dens sjæl, når man kan sidde indenfor i varmen og se den gå forbi udenfor? Høj som lav. Turister og alkoholikere. Barnevogne og to gamle damer. Nogle skynder sig, andre har god tid. Tilsammen udgør de Nuuk, og det er dem, man skal tage hertil for at møde.