Det regner. Tunge dråber, der forvandler stien til glat mudder og begrænser udsigten til det, man kun kan se lige frem for sig, når man har en regnhætte snøret om hovedet. Men man aner, at der 360 grader omkring os knejser majestætiske fjelde, som lige nu er pakket ind i en tung dis. Og den brusende elv, vi skal krydse, ser – flankeret af den grå himmel – mere vild ud, end den i virkeligheden er.
Vi befinder os i bjergkæden Okstindan i Norge. Ikke et navn, der på samme måde som Jotunheimen eller Hemsedalen klinger velkendt i ret manges ører. Ikke desto mindre et – selv i vådt vejr – lige så storslået stykke norsk natur som de mere kendte vandreområder 800 kilometer længere sydpå. Og med den fordel, at idet Okstindan er mindre kendt, er her langt færre mennesker at dele naturen med.
Men stadig med de velmarkerede ruter – konkret i form af højrøde T’er malet på klipperne – som man kender det fra alle norske fjeldområder, der besøges af vandrere, og som Den Norske Turistforening (DNT) står bag.
DNT er også ophavsforening til de nu 500 hytter, der ligger spredt over hele Norge, hvoraf fire af dem ligger i og omkring Okstindan som perfekte overnatningsperler på en flerdages vandresnor.
Vi begyndte turen dagen før, gik godt fem kilometer og 500 højdemeter op til den af hytterne, der i sig selv er en attraktion i Okstindan, og som lokale friluftsentusiaster med rette er stolte af. Rabothytten, i den vestlige del af bjergkæden, er arkitekttegnet og har detaljer som panoramavinduer og et unikt design, der gør, at den er mindst muligt udsat for de barske forhold, der især om vinteren er her på det åbne plateau ved kanten af Okstind-gletsjeren.
Hytte uden betjening
Hytten er imponerende set udefra og er ikke mindre imponerende indefra på grund af de store vinduer og loftet, der er åbent til kip. Man føler, at man befinder sig ude på fjeldet, selv om man faktisk sidder i en sofa foran brændeovnen. Og hytten er stadig så ny – den åbnede i sommeren 2014 – at her dufter af træ og maling, og det lyse gulv er endnu ikke mærket af vandrestøvler og vådt tøj.
Hytten er ikke voldsomt stor og har sengepladser til bare 30 mennesker. Den er af den såkaldt ubetjente model i DNT’s hyttesystem, dvs. at man selv skal medbringe al forplejning.
Så ud af de ingredienser, vi har slæbt op til hytten, laver vi en omgang dampende gullasch, som vi sluger foran brændeovnen i aftenmørket, og inden vi forlader hytten, spiser vi os til god vandreenergi i hotdogs med det hele.
Og nu er vi så på vej videre til næste stop på hytte til hytte-vandringen. Vi har vandret gennem et område med fodbold-store sten, over flader af våd sne, ned ad græsskråninger og forbi søer. Vi står på et højdedrag og kan skimte Kjennsvasshytten nogle hundrede højdemeter længere nede. Hytten ligger – ikke overraskende, når man tager hyttenavnet i betragtning – lige ved søen Kjennsvass, og da solen kort efter bryder igennem de tunge skyer, beriges vi med en funklende regnbue hen over søen og de græsklædte fjelde på den anden side af den.
Til toppen
Skyerne holder på vandet, mens vi i begejstring over sol i ansigtet småløber ned fra det vindomsuste højdedrag, ned gennem birkeskov og krat til hytten. En noget ældre model end den moderne Rabothytte, men hyggelig med sine knirkende gulve og små, lavloftede rum. Der er en tilhørende sauna, som nogle af os gør brug af efter middagen. Bagefter går vi tidligt i seng, for på denne tredages hytte til hytte-tur er dag tre højdepunktet. I bogstaveligste forstand, for planen er en såkaldt toptur til Okstindans højeste punkt, Oksskolten, som ligger 1.916 meter over havet. Det er en ambitiøs tur, der fra Kjensvass tager seks timer hver vej. Vel at mærke, hvis vejrguderne er i godt humør.
Det er de ikke rigtigt den morgen, vi skal afsted. Der blæser en strid vind ude fra søen, og kun det nederste af fjeldene kan skimtes gennem tågen.
Vi tager afsted alligevel, med en plan B, der går på at vende om, hvis det ikke klarer op, når vi kommer højere op i luftlagene. Forrest har vi en lokalkendt guide, som viser vej op ad fjeldet til gletsjeren, som man skal krydse for at komme videre mod toppen.
Da vi står her på den østlige side af en enorm, blålig tunge af is, bryder solen igennem skyerne og åbenbarer fjeldmassivet på den anden side af gletsjeren. Vi tager steigeisen på, som er pigge, der spændes fast til støvlerne, så man kan stå fast på den glatte is, og vandrer ud på isen. Vi følger guiden uden om dybe sprækker, hen over små snebroer og forbi revner, der har dannet konturer i det tykke, frosne underlag.
På den anden side går det stejlt opad, på våde klipper og på sne – selv om sommeren klinger sig til klippesiden. Og på de sidste 400 ekstremt stejle højdemeter er de løse klipper så spejlblanke af rimfrost, at denne skribent beslutter at afbryde topmissionen. Guiden fortsætter i sit tydeligvis vanligt høje tempo, og de fleste andre i gruppen følger ham og kommer efter et par timer helskindede tilbage. Om end et par stykker jubler mere over, at de ikke mistede fodfæstet undervejs og dermed var gledet mange hundrede meter ned, end over at have nået toppen.
Der er ingen røde T’er på ruten til Oksskolten. Det er en tur, man skal have en guide til, så også på tilbagevejen følger vi som ællinger trop bag ham. De fleste er lidt frustrerede over hans høje tempo – som dog forsvinder op i den nu blå luft, da vi runder et klippehjørne, og en gigantisk kælkebakke åbenbarer sig i det stejle landskab.
Guiden har valgt en langt mere fornøjelig nedtur end ad våde klipper: Det er bare at sætte sig ned på sine glatte regnbukser, så klarer tyngdekraften resten. Og det er lige så sjovt, som da man var barn, og det er det, vi taler om, da vi er tilbage ved Kjennsvasshytten og kan dejse trætte om i bussen tilbage mod Mo i Rana og byens civilisation.
Der er udbredt enighed om, at Okstindan er værd at flyve en time længere nordpå for. Når bjergkæden kan være smuk i regn og tåge, er den noget særligt. Som man får for sig selv. Bortset fra i den populære Rabothytte har vi mødt under en håndfuld andre mennesker. Det var næppe sket i Jotunheimen.
