Vil man spise ultra-amerikansk, skal man på diner. På Manhattan er Empire Diner en af de mest kendte og populære, som blandt andet Julia Roberts og Steven Spielberg har spist på – og med god grund. Betjeningen er uovertruffen og maden er præcis, som diner-mad skal være.

Åbningsscenen i Woody Allens filmklassiker »Manhattan« er fyldt med kendte billeder fra New York. Der er storbyens skyline, Times Square og et spektakulært vue henover Central Park.

Der er også en diner. En ægte én, der ser indbydende og ærkeamerikansk ud. Den hedder Empire Diner og er måske den bedst kendte af sin slags i New York. Ikke kun på grund af sit karakteristiske udseende, men også fordi maden skulle være god.

Den dag, vi er der, flimrer forårssolen på dineren, der ligner en blank togvogn på afveje midt i et lyskryds i Manhattan-bydelen Chelsea. Det er ikke svært at forestille sig Woody Allen komme gående sidelæns ned ad gaden, mens han taler neurotisk og nonstop til en smuk brunette, der på mirakuløs vis er faldet for den lille mand med brillerne.

Indenfor bliver man hurtigt og effektivt trakteret med isvand og et menukort. Klichéen på en amerikansk servitrice – en midaldrende, affarvet og udkørt kvinde, der hellere ville have været skuespiller eller Broadwaysangerinde – holder ikke hos Empire Diner. Betjeningen er engageret og venlig, vores tjener præsenterer sig sågar med fornavn – Bryan, hedder han.

På kortet er der traditionelle diner-retter som hamburgere, omeletter, forskellige sandwichs og pandekager. Men også mere moderne mad som for eksempel spicy rejer og salat med blæksprutter.

Sidstnævnte var helt sikkert ikke på kortet, da Empire åbnede i 1946. Dengang var dinere mest for sultne og hårdtarbejdende mænd, i dag er lokalet fyldt af både mænd og kvinder, lokale og turister, unge og gamle.

Føles som en film

Ved siden af os sidder en midaldrende irsk mand i blank bordeaux vindjakke og med et stort Michael Laudrup-hår, han og konen taler ikke sammen, men nyder maden i ægteskabelig stilhed. Først da de er på vej ud, giver de lyd fra sig, han spørger, hvor vi kommer fra og siger, at vi roligt kan glæde os til maden.

Vi har bestilt en oksekøds-hotdog, en melted cheesesandwich og milkshakes. Vi er med andre ord gået ned ad den klassiske dinervej. Og alt smager rent faktisk virkelig godt og fedtet og amerikansk.

Vores shakes er ekstraordinært gode. Hotdoggen er en smule kedelig, men nok mest fordi vi er bedre vant, Danmark er et I-land, når det kommer til pølser i brød.

Vi ender med en regning på 41 dollars (cirka 290 danske kr.) – hverken dyrt eller billigt. Til gengæld er vi mætte resten af dagen, diner-besøget er ved 14-tiden, og først klokken ni om aftenen er vi igen i stand til at spise lidt.

Burger, fritter, milkshake og en lang bardisk. Empire er præcis, som man forestiller sig en amerikansk diner.
Burger, fritter, milkshake og en lang bardisk. Empire er præcis, som man forestiller sig en amerikansk diner. Foto: Michael Robak
Vis mere

Et par dage efter vender vi tilbage til dineren. Vi er ikke færdige med at afprøve kortet og stemningen.Der er en særlig tryghed ved at træde ind af døren. Man har set det hele tusind gange før på film. Det blanke metal, der løber rundt om bordkanterne og på stolene i baren. Møblerne, der er beklædt med mørkegrønt nappa, de hyggelige båse, som de heldigste af gæsterne har fået plads i.

Empire har med sin traditionelle og smukke indretning flere gange været med i film. Dineren optræder udover i Woody Allens »Manhattan« blandt andet i »Alene Hjemme 2« og »Men in Black«. Dineren som fænomen er sammen med Mickey Mouse, countrymusik og Coca Cola ægte amerikansk kultur. Fænomenet opstod sidst i 1800-tallet i form af en hestetrukken madvogn, der serverede tung kost for sultne arbejdere.

Sidenhen blev dineren masseproducerede stålkasser, som stadig lignede vogne, men som blev opstillet stationært i de større byer. Ligesom Empire. I dag er den amerikanske diner mest kendt som en uformel restaurant med lange åbningstider, rimelige priser og et traditionelt menukort.

Smil og småsnak

Det amerikanske serviceniveau er generelt højt – ved vores andet besøg byder Bryan os velkommen i et næsten begejstret tonefald. Otte tjenere tager sig af cirka 40 gæster, så der er god tid til kunderne. Vi får både smil og imødekommende småsnak ved bordet.

Fra den mere alternative del af kortet anbefaler Bryan en fisketaco med kulmule, radisser og limecreme til 17 dollars (cirka 120 kr.) Den tager vi, men må også lige smage Empireburgeren til 16 dollars. Vi er begejstrede for begge dele, og fortsætter i dessertkortet.

En cheesecake med figenkompot gør min medrejsende decideret lykkelig, og jeg selv bliver overmodig og sukkerhøj af en æbletærte med flødeskum, så jeg spørger Bryan, hvem der er den seneste celebrity, som har besøgt Empire. Jeg har nemlig læst mig til, at blandt andre Madonna, Julia Roberts og Steven Spielberg har været her.

Bryan afviser venligt og sympatisk mit sladdervorne spørgsmål, den slags oplyser de ikke om. Folk skal kunne besøge dineren i fred. Glade og tilfredse forlader vi endnu en gang dineren på 10th Avenue, mens vi taler om Woodys Allens »Manhattan« og det spørgsmål, hovedpersonen stiller i slutningen af filmen: »Hvad gør livet værd at leve?«

Vi er alt for mætte til at komme med det store kloge svar, men bliver enige om, at man da kan begynde med en tur på en diner.