Det er helt forkert, når folk siger, at de vil vente med at tage deres børn med på storbyferie til New York, til de er blevet store. Byen har masser af tilbud for alle aldre.

Mine sønner var 8 og 11 år gamle, da de forelskede sig i New York. Det skete i det sekund, de kom fra subway’en fra lufthavnenen og op på Manhattan, tæt på Times Square.

Dér stod de med åben mund og polypper: »Ooohhhhh….. waaaaauu!« Det var så stort for dem at se reklame-lysshowet, de blinkende lys og kæmpe skyskraberne.

Bare det at gå rundt på Manhattan er en kæmpe oplevelse og faktisk det, drengene nyder allermest.

At gå rundt med en to-go-kakao, for det fik de hurtig spottet, at det gør man i denne by. Kigge på folk, shoppe i butikker, der ikke findes hjemme, hænge ud i Central Park, sætte sig i en af de mange hundegårde, hvor byens hundeejere går ind, så hundene kan lege sammen, spise på de sjoveste og meget anderledes diners, og bare være sammen og drømme om at flytte hertil for en periode.

Her er en række af vores favoritsteder i New York:

Legepladser

Der er at hav af legepladser i New York. Næsten en på hver en plads i byen – og pladser er der mange af... Sommeren er oftest utrolig varm i New York, så vandlegepladsen ved Jane Street langs Hudson River er et kæmpe hit om sommeren. Internetguiden Timeout.com har lavet en liste med de 25 bedste »playgrounds« i byen. Tjek den, inden du rejser hertil med børn i alderen 1-7 år.

Hudson River

Hudson River.
Hudson River. Foto: Sif Meincke
Vis mere

Jeg elsker det sted. Mange vælger at motionsløbe i Central Park, men når jeg er i byen, vil jeg helst løbe her langs floden. Der er luftigt – det blæser lidt fra vandet. Der er nyistandsat med et hav af aktiviteter, blandt andet tennisbaner, skaterbaner, workout-område, legepladser, bænke med fred og ro, café og minigolf. Og så er det bare en flot rute at gå eller løbe, mens du kan se Frihedsgudinden på den anden side af vandet.

hudsonriverpark.org

Bronx Zoo

Der ligger en zoo i Central Park. Den har jeg ikke været i. Den skulle ellers være rigtig hyggelig og meget nem at komme til. Men der er også Bronx Zoo, som i folkemunde går under navnet »Verdens bedste Zoo«. Den har vi besøgt. Det er en meget fin og gammel park. Entre for to voksne og to børn: 800 kr.

bronxzoo.com

Brooklyn Bridge

Besøger I New York for første gang, skal I give jer selv den oplevelse, der er at gå over Brooklyn Bridge fra 1883 mellem Brooklyn og Manhattan. Under én passerer tog og biler på den seks-sporede vej. Der sejler skibe på vandet. Over én flyver helikoptere, og i det fjerne ser man Frihedsgudinden, mens man lige foran sig har den smukkeste skyline – Manhattan.

Central Park

Central Park.
Central Park. Foto: Sif Meincke
Vis mere

»Verdens bedste« kalder mine børn Central Park. Men det er den jo selvfølgelig også. Du finder alt i den park. Stort set alle former for sport. Et koncert-område. En sø, »The Reservoir« – her er det i øvrigt en uskreven regel, at man går højre om, men det er ikke noget, turister normalt ved, så man bliver hurtig spottet, hvis man går venstre om.

Og så er der John Lennons mindepark, »Strawberry Fields«, hvor der er en rørende stemning – nogle lægger blomster, én sidder og spiller Beatles-sange. Selv om det er ældre generationers musik, får børn bestemt noget ud af at høre historien om Lennon og opleve mindeparken, der ligger i Central Park West mellem 71th St. og 74th St. – lige overfor, hvor Lennon boede og blev skudt i 1980.

Brug mindst en dag i Central Park. Tjek eventuelt her, hvis du søger noget bestemt i parken: centralpark.com

Big Daddy’s

At spise på en diner er et must her i byen. Og hvilke børn elsker ikke pandekager med smør og sirup, burgere og milkshakes? Her i familien er børnene vilde med Big Daddy’s. Indretningen er som taget ud af »Grease«, der spilles god 1960’er-musik, og maden er vild….

Vores yndling er vaffel med omelet, skinke, cheddarost, sirup og pommes frites. Advarsel: Man kan ikke spise mere den dag. Der er flere Big Daddy’s – prøv for eksempel den på 239 Park Av., tæt ved Flat Iron Building og Madison Sq.

bigdaddysnyc.com

Slik

M&Ms World.
M&Ms World. Foto: Sif Meincke
Vis mere

Også slikbutikkerne er vilde i New York. Der er en kæmpestor M&M’s-store i fire etager tæt på Times Square. Den er bestemt et besøg værd. Her kan du også få lavet personlige M&M’s med dit navn eller en personlig besked på. Butikken er ikke billig, så hvis du blot er interesseret i en pose M&M’s, er det billigere andre steder i byen. Dylan Candy er en vild slikbutik på 33 Union Square. Her er alt. Og det er endda farvesorteret.

mmsworld.com

Toys”R”Us

Alle Toys”R”Us-butikker i Danmark er store, men syner ikke af meget, hvis man har besøgt den på Times Square. For den er kæmpestor. Når man kommer ind, er det første, man ser, et stort pariserhjul, som er så højt, at det når op til fjerde og øverste etage. Et rent paradis for legetøjs-elskende børn i alle aldre. Læs om diverse aktiviteter og få overblik over kæmpebutikken her: toysrusinc.com/about-us/times-square

Hundegårde

Er man et hundeelskende barn, så er New York ret sjov. Der er hundegårde mange steder – en for store hunde og en for små. Her sidder hundeejerne om morgenen og om aftenen og snakker, mens hundene leger sammen.

Dér kan mine børn sidde i timer og kigge på hundene, mens de savner vores egen. Det er også et fantastisk syn – og lige som man ser i film – når hundepassere i løbet af dagen kommer gående med fem-otte hunde i snor. Store og små, der alle går fint sammen. Noget, vi aldrig har set i andre byer, vi har besøgt.

High Line Park

High Line Park er et nedlagt godsbane-område, der er lavet om til en trendy »hænge ud«-park med udsigt ud over Hudson River. Der er små oaser med bænke, moderne kunst, en lille café. Der er dejligt afslappet, og børnene kan bare løbe rundt og lege – også med den kunst, der er sat op. Her er også en glasvæg ud til en af gaderne med bænke foran. Her kan man sidde i fred ro og kigge på den travle trafik på gaden nedenfor. Meget fascinerende.

Times Square

Times Square.
Times Square. Foto: Sif Meincke
Vis mere

Dag og nat – Times Square er altid et vildt sted at være. Det er, som om alle er glade her; der er liv, travlhed og smukt, som kun Times Square kan være det. Man skal helst kigge forbi en aften, hvor folk har fået fri fra arbejde og er på vej ud for at spise eller gå i teateret. Der er gadekunstnere, som har stillet sig op, og masser at tegnere, der vil tegne dine børn for fem dollars. Og det skal man prøve.

Mine børn elsker deres tegning af dem selv, som blev tegnet en dejlig aften på Times Square. Og husk at kigge op! Nyd synet af al den lyskunst, der er på lige præcis denne plads.

Frilufts-bade

New York har flere offentlige udendørs-svømmebade. De er gratis at benytte, og der er ovenikøbet gratis morgenmad til morgenfriske børn under 18 år. Svømmebadet i Central Park er rundt med et kæmpe legeområde, og ude i siden er der 25 meter-baner til motionssvømmere. Vær opmærksom på, at filuftsbadene kun er åbne om sommeren.

Efter 1. september er det vanskeligt og/eller bekosteligt at komme til at bade. Der er ingen offentlige svømmehaller – de, der er, er private, og man skal købe et tre-måneders medlemskab. Ellers må man købe sig ind på nogle hotellers pool. Men for en enkelt svømmetur er det en dyr løsning.