Se videoer fra »El Caminito del Rey« i Spanien, som er blandt verdens farligste bjergstier, men nu efter renovering knap så livsfarlig.

Det var ikke for turisters fornøjelses skyld, men for at arbejderne på vandkraftværkerne Chorro og Gaitanejo i Andalusien hurtigt kunne komme mellem de to, at stien i 1905 blev anlagt.

Navnet »Caminito del Rey« - »Kongens Lille Sti« - fik den i 1921, hvor kong Alfonso XIII tog turen, da han besøgte vandkraftværkerne.

Siden er den hårrejsende tur blevet et tilløbsstykke for folk med hang til udfordringer og ekstraordinære naturoplevelser i »El Desfiladero de los Gaitanes«.

Den imponerende kløft, der er blot ti meter, hvor den er smallest, og hele 700 meter, hvor den er dybest, er skabt af Guadalhorce-floden, som har skåret sig ned gennem landskabet.

Læs også: Spanien er stadig et hit

»Caminito del Rey«-stien er smal og stejl med en lang mellempassage, som blot er en hylde på jerndragere, der er banket ind i de stejle bjergsider omkring 100 meter over floden.

Men stien forfaldt, og efter at fem vandrere var styrtet i døden, besluttede myndighederne i 2000 at lukke de farligste tre kilometer af den og true med bøder på op til 45.000 kr., hvis man alligevel begav sig ud på stien.

Det kunne dog ikke holde alle vovehalse væk.

Se Daniel Lahnens video fra 2008 før restaureringen af Kongens Lille Sti:



For fire år siden blev de regionale myndigheder i Andalusien og de lokale i Malaga enige om at dele udgifterne til en renovering af »Caminito del Rey« og en udbygning af turistfaciliteterne med blandt andet P-plads og museum i området.

For et år siden gik bjergspecialister i gang med at rekonstruere stien. Der er brugt nye materialer, og stien er blevet lidt bredere, men ellers er det oprindelige design og forløb bevaret.

Og nu 28. marts er man klar til officiel åbning af »Caminito del Rey«, som rejseguiden Lonely Planet allerede har sat på sin liste over de bedste nye attraktioner i 2015. Fra mandag 30. marts er der offentlig adgang.

Se arbejdet med at konstruere den nye sti i Malaga turistmyndighederns video:



Der er adgang til »Caminito del Rey« fra byerne Ardale og Álora, som ligger nordvest for Malaga. Stien er en strækning, ikke en rundtur, og der er endnu ikke etableret busforbindelse mellem de to byer. Men det er planen.

Hele turen er knap otte kilometer lang, hvor de fem kilometer er stejl sti til og fra den tre kilometer lange »boardwalk«, træstien langs klippevæggen.

Det vil tage mellem fire og fem timer at gå turen. Myndighederne tillader maksimalt 400 personer på stien ad gangen, og man lader 50 personer få adgang hver halve time i åbningstiden, der er daglig, undtagen mandag og jul og nytår.

Mere info på »Caminito del Rey«s hjemmeside: her