En rejsetid på 2 timer og 15 minutter mellem to hovedstæder. Fra centrum til centrum. Fra London til Paris. Det lyder godt, men er det ligeså eksotisk som togrejser mellem hovedstæder var engang? Rejseliv tog turen.

Der findes i store træk to slags togrejser.

Den daglige pendling i S-tog eller regionaltog og den internationale togrejse mellem metropoler. Det første lugter af leverpostej og glemte gratisaviser, mens den anden har en aura af gammeldags rejsemystik og eventyr.

Mest af alt, fordi den netop er gammeldags. I kroner og øre eller euro og cent kan det i dag sjældent betale sig at tage tog fra én europæisk hovedstad til en anden.

Flybilletter er blevet billigere, og det er markant hurtigere at bevæge sig med 800 km/t i 10.000 meters højde, end det er at bumle derudad med 100 km/t på Europas nedslidte jernbanenet.

Men ind imellem slår toget flyet.

På strækningen London-Paris tager det fra centrum til centrum to timer og 15 minutter i tog. Med fly kan man fra centrum til centrum ikke klare det på under fire.

Bare turen fra London centrum, igennem sikkerhedskontrollen i Heathrow og ombordstigning i flyet tager hurtigt halvanden time. På det tidspunkt har Eurostartoget allerede kontinentaleuropæisk jord under skinnerne.

Jeg passerer indtjekningssluserne på St. Pancras stationen i London med en vis nostalgisk forventning. Billeder fra Orientekspressen kombineret med egne minder fra 90’ernes togture ned gennem Europa, myldrer forbi mit indre blik.

Mon der er en spisevogn? Og hvor meget kan man se, når toget ruller gennem Sydengland og Nordfrankrig?

Sikkerheden på St. Pancras station er som i lufthavnene med metaldetektorer og bagagescanningsaggregater. På den anden side venter afgangshallen i stål og glas. Igen med en aura af lufthavn over sig.

Idealiseringen, som mødte virkeligheden

Den første halve time byder på en serie af skuffelser. Toget ligner det, det reelt set er – et levn fra midthalvfemserne, der får selv DSBs pensionsmodne IC3-tog til at tage sig indbydende ud. Interiøret er et studie i gråt og brunt med et talent for at charmere, som ikke står tilbage for hverken folkeskolearkitektur fra 70’erne eller Avedøre stationsby.

Og en spisevogn med hvide duge og tjenere? Nej, ikke rigtigt. Spisevognen minder om et trillende halcafeteria med kaffe, øl, vand, chips og chokolade. Og for overhovedet at komme op til disken, skal man sparke sig igennem et bjerg af bagage. Kun den iskolde champagne leder tankerne i retning af fortidens elegante spisevogne.

Jeg overvejer den kortvarigt, men forkaster idéen. At drikke champagne i Eurostar-toget vil være som at tage smoking på til en tur i førnævnte halcafeteria.

Præcis en time efter vi forlod St. Pancras, kører toget ud af tunellen under den Engelske Kanal i Frankrig.

Det første, der møder øjet er det dobbelte hegn med pigtråd på toppen – kanaltunnellen er kendt som en yndet indrejseoption til England for illegale indvandrere.

Omgivelserne giver oplevelsen

Stemmen i højtaleren ønsker velkommen til Frankrig. Først på fransk og så engelsk. Omvendt af afgangshilsenen fra St. Pancras.

Turen fra London til kanalen var trist. Enten i tuneller eller bag støjværn. I Nordfrankrig er der udsigt til det rullende landskab. Charmerende og indbydende. Med skove og marker. Husene er anderledes. Ligesom kirketårnene.

Langsomt begynder stemningen at indfinde sig. Fra den klassiske togtur igennem Europa. Af eventyr og nye lande. Men inden den når at slå rod, triller toget ind på Gare du Nord. Præcis to timer og femten minutter efter det trillede fra London.

Man kan øjensynligt ikke få i både pose og sæk. At turen kan tilbagelægges så hurtigt og smertefrit – fra centrum af den engelske hovedstad, til centrum af den franske – er dybt imponerende. Og det er for dét og ikke for eventyret (eller økonomien), at man skal tage turen.

Rejseinfo

Rute: Eurostar kører fra London til enten Paris eller Bruxelles fra St. PAncras til hhv. Gare du Nord og Brussels Midi.

Pris: En enkeltbillet koster ca. 1.300 kr.

Afgange: Hele året

Rejsetid: Turen mellem London og Paris tager 2 timer og 15 minutter.

Info: eurostar.com

5 andre rejser, hvor toget slår flyet

Japan

  • Tokyo til Kyoto.
  • Shinkansen fra 1964 er verdens første højhastighedstog. Det kører med op til 270 km/t, og tilbagelægger turen fra Tokyo til Osaka på kun 2,5 timer.
  • japan-guide.com

USA

  • New York til Washington.
  • Om bord på Acela Express fra Penn Station på Manhatten til Union Station i Washington skal man blot slå to timer og 53 minutter ihjel, før man er fremme i gåafstand fra Det Hvide Hus.
  • amtrak.com

Sydafrika

  • Johannesburg til Pretoria.
  • Med Gautrain tager det kun lidt over en halv time at tilbagelægge turen fra Sydafrikas finansielle kraftcenter Johannesburg til landets politiske hovedstad Pretoria. Toget betjener også OR Tambo lufthavnen udenfor Johannesburg.
  • gautrain.co.za

Italien

  • Milano til Torino.
  • I forbindelse med Vinter-OL i Torino i 2006 åbnede italierne deres hidtil hurtigste togstrækning (som også er Europas hurtigste til dato) med hastigheder på over 300 km/t. Rejsetiden fra centrum til centrum af de to norditalienske byer, der ligger cirka 140 kilometer fra hinanden, er en time.
  • italiarail.com

Spanien

  • Barcelona til Madrid
  • Med det spanske højhastighedstog AVE tager det blot to timer og 45 minutter at tilbagelægge de omkring 600 kilometer fra Barcelona til Madrid.
  • renfe.com