På ryggen i en liggestol? Eller i sadlen på en mountainbike? Man kan sagtens tage på cykelferie i Thailand i 30 graders varme. Gennem kokosnøddeplantager og ad småveje omme i baglandet.
Dag 1
34 kilometer. Fra Hua Hin til Pranburi
Saften fra den friske ananas løber ned ad hagen og blander sig med sved og smagen af salt. Ovenpå hovedet en kold, blød, våd frottévaskeklud med svalende vanddråber ned på et par overophedede, blussende kinder.
Feber og influenza? Overhovedet ikke, vi er bare på cykeltur i det sydlige Thailand. I 30 graders varme og med høj luftfugtighed. Èn ting er at vide det på forhånd, noget andet er mærke det på sin krop. Når pulsen stiger, hjertet hamrer, lungerne fyldes med varm luft, som havde man slugt en føntørrer, og tungen mærkes som groft sandpapir.
Et greb om drikkedunken på cyklen vil med al sandsynlighed gå hen og blive en ren rutinebevægelse de næste dage. Var det fem-seks liter vand om dagen, der blev sagt, at vi ville komme til at drikke?
Omkring en time har vi cyklet den første dag, før vi kryber ind under en klat kokospalmer for at holde pause. Med frottéklud på hovedet og ananas i munden.
Kan man tage på cykelferie i Thailand? Er der ikke for meget trafik? Hvad med varmen og fugtigheden? Kvaliteten af cykler? Hvis nu man går kold, punkterer, får hedeslag? Pludselig ikke har mere krudt i benene eller hjernen roterer i varmen. Hvad så?
Det er jo ikke Bornholm, det her. Så spørgsmålet om, hvorvidt en cykelferie i Thailand nu også er en fornøjelse, eller om man alligevel hellere skulle have valgt strandstolen på en af øerne i samtlige 14 dage. Det har vi tænkt en del over forinden.
Dagens første pause er slut. Med vores engelsktalende thai-guide Tick – en lille tætbygget, smilende muskuløs mand på ca halvanden meter – i front, sidder vi igen i sadlen.
Ind imellem kører vi to ved siden af hinanden, for det meste kan vi godt tale sammen, hurtigere er tempoet ikke. Andre gange alene, enten fordi man har nok i sit eget selskab et stykke tid eller fordi Tick giver tegn til, at vi igen skal køre på række en og en. Det sker, at en stor lastbil skal passere det lille felt på i alt otte ryttere inklusiv to guider, en forrest og en bagerst.
Men – ikke så tosset, slet ikke, faktisk ret fantastisk. Det her kan godt hen og blive en af de bedre oplevelser.
Det er i hvert fald begyndt godt.
Gennem små søvnige landsbyer, hvor turister ikke er noget, man ser hver dag. Slet ikke på en cykel. De smiler til os, folk. Og vinker, men tænker sikkert:
At de gider... og med hvilket formål?
Dag 2
68 kilometer. Fra Pranburi til Prachuab Khiri Khan
Turen i går var overraskende let. Ømme benmuskler, ømme lår, øm numse? Overhovedet ikke.
Den times thaimassage, vi fik, da vi nåede frem til hotellet i går eftermiddags, kan have hjulpet. Og hvis ikke, så var massagen i sig selv en luksusoplevelse. I kombination med en tur i poolen. Både massage og pool føltes en lille smule velfortjent oven på den første dag.
Som de effektive skandinavere, vi er, vil vi gerne af sted tidligt. Have mest muligt ud af dagen, være friske fra starten. En halv times forsinkelse, og vi er på cyklerne klokken 8.45. I dag skal der køres næsten det dobbelte af i går, heldigvis lufter det lidt mere. Men morgensolen har allerede godt fat.
Cykeltasken på styret er pakket med et par energibarer, en fugtig frottéklud, telefon, kamera og solcreme. Vanddunken fyldt op.
Vi lægger ud med en kilometer på stranden, sandet er tungt, udsigten over havet til gengæld fænomenal.
Derefter skiftevis ad småveje gennem kokosnøddeplantager og landeveje med mindre landbrug. Med kæmpestore lerkrukker udenfor til at samle regnvandet op.
Vi passerer rejebrug og majsmarker med udsigt til bjergene i baggrunden. Og stopper på et tidspunkt ved en kokosnøddefarm. Parkerer cyklerne og hilser på de kvinder, der hakker kokosnødderne inde i skyggen. Vi hører om produktionen og synker en gang. Det er et både farligt og dårligt betalt job. Værktøjet er uhyggeligt skarpt, de bare fingre udsatte, og lønnen, hvad der svarer til 45 kroner i alt for otte timers arbejde.
Så kan vi jo tænke lidt over den, næste gang vi åbner en dåse med kokosmælk derhjemme.
Vi siger farvel og får fyldt vanddunkene op påny fra den bil, der følger med os. Der er ikke meget trafik, de steder, vi kører.
Tick er en dygtig guide, han besvarer spørgsmål om planter og dyr og hvad der nu ellers lige kan undre en cykelferie-turist undervejs.
En god kombination at cykle og samtidig få hældt noget viden indenbords. Eller måske bare iagttage det, man møder.
En komplet spisestue for eksempel. Med stole, bord, lampe plus diverse fragtet af sted på en knallert med halvtag. Føreren af knallerten har et par stole rundt om armene, så går det.
Vi tapsveder, ikke fordi tempoet er hurtigt, terrænnet heller ikke særligt kuperet. Det er bare varmt, og de fem-seks liter vand om dagen kommer til passe.
For varmt? Nej, ikke varmere, end at det stadig er en god oplevelse at træde pedalerne i bund og skrue op for sanserne undervejs.
Også i dag får vi veltillavet frokost på en lokal restaurant. Hver eneste ret bliver minutiøst beskrevet af Tick. Det sker ved alle måltider.
Alt går foreløbig som smurt, vi har klaret de 68 kilometer ved 15-tiden. Noget mere ømme, end da vi tog af sted i morges. Men også denne eftermiddag får vi afslappende thaimassage, da vi er fremme ved dagens hotel.
Dag 3
70 kilometer. Fra Prachuab Khiri Khan til Ban Krut
Det, der bliver cykelferiens længste distance, indledes blidt og nænsomt.
Fra hotellet triller vi langsomt et par kilometer til et tempel i udkanten af en mindre by. Lyden af rislende vand fra et sted i nærheden og en stille andægtighed over for buddhismen møder os, da vi tager skoene af og mærker det svalende stengulv under fødderne.
Ingen turistbusser, ingen souvenirshops. Vi er kommet til et lokalt, men større tempel og begynder vores dag med at blive velsignet af en munk, der med en lille kost sprøjter vanddråber på os. Munken ønsker os held og lykke med vores liv. Med vores familie og vores venner og mennesker, der står os nær.
Efter tempel-besøget er vi gang igen.
Oppe på pedalerne og klar til at give den lidt ekstra gas. Vi vil gerne nå en del kilometer inden frokost.
Igen med vores guide, Tick, i front.
»Left« råber han og vifter med armen til venstre, så feltet i god tid kan se, at vi om lidt skal svinge. Ligesom han i tide markerer, når der kommer større huller i vejen. Indimellem kører vi på asfalt, andre gange på grusveje.
Vurderer Tick, at det er nødvendigt at trække ind og køre efter hinanden, markerer han det med en strakt arm i vejret.
Selv cyklister, der ikke dagligt bruger samme signaler på den tohjulede i det indre København, kan følge med.
Vi hjuler gennem små landsbyer med knægte i hængekøjer, sorte høns der fiser rundt og klukker, legende børn, og smilende kvinder og mænd, der vinker.
Vi passerer det smalleste sted i det sydlige Thailand, kun 11 kilometer bredt. Med udsigt til den burmesiske grænse.
Det må være verdens bedste måde at suse gennem byer på. På ryggen af en cykel, mens man vinker til dem, man møder, og får et smil tilbage. Simpelt, men effektivt for ens fysiske og mentale velbefindende.
Mere vand fra drikkedunken. Vi drikker og vi drikker. Med pauser undervejs, masser af frisk frugt og en god, lang frokost. Så er det heller ikke hårdere.
Lige indtil en strækning på ni kilometer. Der er trafik, en del. Vi er blevet forberedt på, at det stykke bare skal overstås, så vi igen kan køre med udsigt til bananpalmer, kokosnødder, rejelandbrug og indimellem havet.
Solen er stikkende, bilerne larmer og lugter.
Der findes en nødbremse, man kan hive i. Den besked fik vi allerede fra start.
Måske er det nu, man skal bruge den mulighed? Når man føler sig flad, færdig, brugt, kaput? En slurk vand virker ikke. Benene føles matte, tungen konstant tør. Begynder det at flimre en smule for øjnene? Skal man virkelig helt ned og bide i asfalten, før man giver op?
Niks.
Jeg rækker min arm i vejret, lader et par af de andre, dem, der lå bagved, køre forbi. Bilen, der har fulgt os siden den første dag, glider op på siden af mig. En uvurderlig tryghed, hele tiden at have den mulighed i baghovedet. At der er en nødbremse, hvis man trænger til en pause.
Min cykel bliver løftet ind, jeg sætter mig på bagsædet. Air condition og is-te.
»It feels so good, thank you so much.«
Ti minutter og jeg er ude igen. Nede på vejen, oppe på cyklen. Frisk. Og klarer dagens distance minus nogle få kilometer.
De sidste 20 kilometer af turen bliver der kørt cirka 30 kilometer i timen.
For så lige at slutte af med tre kilometer, hvor det går jævnt opad med en stigning på ca 10 grader et enkelt sted.
En hård, men god dag, som man siger.
Dag 4
50 kilometer. Fra Ban Krut til Chumphon
Vinden er jævn, men med lidt sidevind. Overskyet. Hvad? Selv om der tidligere har været skyer, har det endnu ikke været helt overskyet som i dag.
Allerede efter fem kilometer gør vi holdt. Vi skal besøge en mark. Eller rettere, vi skal ind og se, hvordan man dyrker afgrøder med søde, røde kartofler.
Det ser næsten for pittoresk ud. Kvinderne med farvestrålende tørklæder og store hatte, grønne frodige marker og bjerge i baggrunden. Sandheden er, at det hårdt arbejde til en lav løn som så meget andet her i landet.
Nu ved man, at en sød kartoffel skal ligge i jorden 45 dage, hvorefter den trækkes op og bliver solgt på markeder i Bangkok. Og at det er hårdere at lægge den ned i jorden end at trække den op.
Vi siger farvel og kører videre for at besøge en fiskerlandsby. Fra havnen sejler fiskerbåde ud om natten, dem med de grønne lys ude på havet, som vi har kunnet se så mange af om aftenen. Primært med fiskere om bord fra nabolandet Burma.
Det begynder at småregne, da vi cykler langs kysten. En stille regn, det føles dejligt.
Vi sætter tempoet op, det er køligere i dag og føles ekstra motiverende. Den skal have fuld skrue.
Ruten i dag er sublim. Ladbiler fyldt med kokosnødder passerer os i langsom fart, mens et par isfugle flyver inde mellem kokospalmerne. Om få kilometer er vi ved en gummiplantage, hvor træerne tappes for gummi på bestemte tidspunkter af året. Hver morgen ved fire-tiden bliver træerne »gjort rene«, som Tich formulerer det.
For giftslanger, vel og mærke. Det er deri, rengøringen består.
En cykelferie i Thailand er god motion. Det er veltillavede og delikate frokoster, massage hver eftermiddag på hotellet og middage på stranden.
Men det er også et lille indblik i Thailand og dets folk. En oplevelse af at være kommet med lidt »backstage«, om i baglandet og med ind i plantagerne mellem bananpalmer og kokosnødder. En ekstra dimension til ferien.
Så kan man jo altid nappe liggestolen bagefter.
