Montpellier har over 1.000 års kulturhistorie som trumfkort, men Languedocs hovedstad imponerer også med sin udfordrende streetart, hverdagslivets indbyggede charme og et modigt nyt arkitekturvalg.

Solen brager ned fra en skyfri himmel. Strålerne reflekteres i de gamle kalksten og får alting til at skinne gult. Luften står stille af varme. Gennem de halvt tillukkede træskodder siver sprøde klassiske toner, lidt længere henne ad den smalle gade skifter musikken til sval jazz.

Vi søger hen på et af de mange torve, hvor trækroner og markedsparasoller overlapper hinanden, og hengiver os til franskmændenes nationalsport, art de vivre, kunsten at leve uden at lave noget.

Det tager ikke mange timer at indtage Montpellier – og blive indtaget af den – hvis man begynder i Ecusson, den ældste bydel og dermed hjertet af den største by i denne sydlige del af Frankrig.

Arkitekturen tiltrækker de besøgende

Der er rigeligt at se på, for byen gemmer på over 1.000 års kulturhistorie med grundlæggelsen af det medicinske fakultet i 1220 som en af de vigtigste begivenheder.

Dels fordi der stod respekt om uddannelsen her, dels fordi det imponerer, at det er den ældste aktive skole af sin art i den vestlige verden. Det er dog især den indbyggede charme i de mange gamle mursten, som bliver ved med at fascinere folk udefra.

I det hele taget bærer Languedocs hovedstad præg af at være Frankrigs svar på Aarhus med sin størrelse og sin lave gennemsnitsalder på grund af de mange studerende. 43 pct. af befolkningen er under 30 år, og det giver en særlig dynamik og er med til at holde byen ung i mere end en forstand.

At bystyret også har valgt at forny sig på anden vis, får vi syn for sagen senere, ligesom ungdommens egne tiltag med street art som kontrast til alt det historiske er iøjnefaldende.

Den gamle by har flere steder fået et mere ungdommeligt præg.
Den gamle by har flere steder fået et mere ungdommeligt præg. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Montpellier skulle være »Sydens Paris«

Det meste af middelalderbyen Montpellier er bilfri, og ethvert besøg begynder på La Place de la Comédie foran teatret med det store springvand som naturligt mødested.

Det er her, man ses til en drink på stort set alle tider af døgnet, »men aldrig kommer for at spise«, hvisker vores lokalkendte og indikerer, at maden fås meget bedre på alle andre torve.

På vores vej ind i labyrinten af smalle gader og gyder hører vi, hvordan det var Ludvig den 13., som i 1600-tallet bestemte, at byen skulle være hovedstad for det sydvestlige Frankrig, og det har den været siden.

Adel og rigmænd købte titler af kongen, inden de flyttede til hvad de ville gøre til et sydens Paris, for fint skulle det være, og der blev ikke sparet på entrepriserne.

På opdagelse i den gamle kunst og arkitektur

Der findes i dag over 80 hôtel particuliers, som er det franske ord for herskabshuse. De fleste er stadig privatejede, og nogle af dem kan man få lov til at se delvis, også uden guide fra turistkontoret.

Hvis porten står åben, har man lov til at træde ind og beundre arkitekturen i trappeopgangen og måske også gårdhaven, hvis der ikke ligefrem er indrettet museum som Musée du Vieux Montpellier i Hôtel de Varennes på place Pétrarque, hvor man kan opleve, hvordan de bedrestillede levede fra middelalderen og op til det 20. århundrede.

Et af de virkelig store palæer, Hôtel de Massilian, åbnede i 1828 dørene til en privat kunstsamling, som bysbarnet, maleren Francopis-Xavier Fabre, havde skænket til offentligheden.

Hans generøsitet fik andre mæcener til at følge trop med værdifulde billeder af de store flamske og hollandske malere, mesterværker fra renæssancen og det 19.århundrede.

Det, som har været med til at skubbe Musée Fabre op i verdenseliten, er den moderne tilbygning med 20 monumentale abstrakte malerier af den næsten-lokale og Frankrigs største nulevende kunstner, Pierre Soulages, i grundfarven sort, som skifter karakter med dagslyset gennem specielle matte vinduer.

Det moderne Montpellier

Selv om Montpellier er gennemsyret af de 1.000 års historie, hvor man går og står, er modernitet også blevet et kodeord for Montpellier, takket være den »røde« borgmester gennem 27 år, Georges Frêche.

Han vækkede byen af dens tornerose-søvn i begyndelsen af 1970erne, dels for at skaffe flere arbejdspladser, hvor IBM og Dell bed på, dels for at bygge på fremtiden, så Montpellier har et alternativ – blandt andet at vise frem for turisterne.

Det har fået mange til at sammenligne udviklingen med den i Lyon, og selv om det primært er gjort for byens egen trivsel og vækst, er de to nye kvarterer også blevet udflugtsmål.

Hvis man ikke er helt stiv i stilarterne, kan man umiddelbart godt tro, at Antigone øst for centrum er, hvad det ligner, ægte nyklassicisme i store pompøse bygninger, men de er altså fra slut 1970erne og tegnet af den spanske arkitekt Ricardo Bofill.

Det snyder, for selv om arkitekturen i Antigone ligner nyklassicisme, er hele bydelen opført i 1970erne.
Det snyder, for selv om arkitekturen i Antigone ligner nyklassicisme, er hele bydelen opført i 1970erne. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Et projekt for fremtidens Frankrig

Det ambitiøse projekt på 36 hektar mellem Ecusson og floden Lez med olympisk swimmingpool og 5-stjernet hotel, restauranter og butikker, boliger og kontorer, parker og skoler, er Frankrigs største enkeltstående byudviklingsplan, som har tiltrukket sig international opmærksomhed.

Mere i tråd med fremtiden er byens andet store ambitiøse projekt mod sydøst, Port Marianne, der skulle bringe Montpellier tættere på Middelhavet, som ellers kun ligger 11 km fra bymidten.

Egentlig var planen, at det skulle blive regionens største marina, derfor navnet, men i stedet kom nogle af verdens bedste arkitekter til at boltre sig som fisk i vandet, da de satte sig til tegnebordet – Jean Nouvel, Francois Fontés, Philippe Starck og Zaha Hadid – for at lave shoppingcenter, regeringsbygning og boligejendomme.

Det er rendyrket futurisme, og selv om det kan se meget designet ud, er der så småt ved at komme gang i kultur- og fritidslivet, både for dem, som bor her, og for alle andre, som blot er på visit i restauranter og butikker.

For det arkitetoniske mod har været medvirkende til, at Montpellier som den eneste franske by røg ind på New York Times’ »must-visit« liste for et par år siden.

Charmen holder de gamle bydele aktuelle

Det er dog stadig svært for de nye bydele at hamle op med den indbyggede charme, som de rigtig gamle områder har, når man finder det torv, man vil spise på til aften.

Her ligger restauranterne tæt, og alle har flyttet bordene ud i det fri, og man kan følge med i privatlivet på 1. og 2. sal, fordi det er så varmt, at alle vinduer står åbne ud mod os.

Så er det bare igen at overgive sig til kunsten at leve livet uden at lave andet end smage på en variation af den lokale ost pèlardon som en passende »amuse-bouche«, kokkens lille overraskelse, inden hele menuen kommer på bordet, og gadelygterne tændes.

Men vi kan jo altid forene det nostalgiske med det moderne og tage de nye eldrevne sporvogne, nogle af dem dekoreret af modedesigneren Christian Lacroix, på opdagelse i resten af Montpellier.

Og betragte ungdommens mod til at trodse respekten for den historiske arv som det lokale svar på Banksy, der under pseudonymet BMX saver cykler over og hænger dem op på de gamle mure som vor tids kunst.

Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Rejseliv var inviteret af Frankrigs Turistråd og Office de Tourisme de Montpellier.

3 franske byer med charme:

Paris er nok »Byernes By«, men Frankrig har flere mellemstore byer i provinsen, som på hver sin måde kan tilbyde de samme kvaliteter i mindre målestok, ligesom i Montpellier.

1. Avignon

Foto: Iris
Vis mere

Middelalderbyens midte tiltrækker turister med den gotiske paveresidens fra 1309, Petit Palais med en Botticelli og Musée Angladon med ekspressionister, sommerens legendariske kunst- og kulturfestival og den rekreative ø, Ile de la Barthelasse, midt i Rhône.

2. Lyon

Foto: Iris
Vis mere

Kendt som den klassiske gastronomis vugge med Paul Bocuse som ledestjerne, den 117 hektar store Tête d’Or park med zoo og grønne områder, seværdige bydele fra middelalderen og kreativ byfornyelse i Confluence mellem Saône og Rhône.

3. Toulouse

Foto: Iris
Vis mere

Den »lyserøde by« pga. sine mange rødstenshuse har Place du Capitole som naturligt midtpunkt med café-liv, et museum for den kendte vandvej Canal du Midi, rum-centret Cité de l’Espace i byens udkant komplet med raket og den 200 år gamle botaniske have.