Der er 3.600 km til fastlandet og over 2.000 km til nærmeste nabo fra øen, hvor de store statuer vogter over indbyggerne. Velkommen til verdens mest fjerntliggende sted, Iorana Rapa Nui – Påskeøen.
Vi vandrer i et eventyr – eller er det et mareridt?
Ansigter skimtes i vulkansiden. Kroppe vokser ud af den. Hoveder stikker op af græsset, mens hele og færdighuggede statuer står oprejst i deres magt og vælde. Det er som et sceneri frosset i et nu.
Længere nede af skråningen er andre statuer dejset omkuld. De klarede den ikke. Var for store, revnede eller havde usete skavanker. Blev opgivet og ligger nu bare der.
Her er stille, bortset fra alle os turister. Men engang var der liv og larm i Ara O Te Moai, stenhuggeriet på Rano Raraku-vulkanen, som var Påskeøens travleste arbejdsplads.
Hundredevis af stenhuggere sled som ved samlebånd med hvert sit lille arbejdsområde, sin detalje at udføre i den omstændige proces at hugge de store figurer ud af tuffen, den porøse bjergart, der opstår når vulkansk aske og støv hærder.
Når figuren var hugget ud, kurede man den ned ad vulkanens side, rejste den op og gjorde den færdig på bagsiden. Derefter skulle de tonstunge og meterhøje statuer bakses fra øens vestlige ende ud til de små samfund.
Her blev de placeret på en platform, en ahu, og gjort færdige. Nogle fik en rund hat på, en pukao, lavet af en let rød lavasten. De lokale betragter det som hår.
Men først når moai fik sat øjne i, blev den Arija Ora, et levende ansigt, med den mana, kraft, fra forfædrene, som kunne beskytte landsbyen. Det var en kraft så stærk, at den var tabu.
Man måtte hverken røre en færdig moai, ahu’en eller betræde området foran dem – og det må man stadig ikke.
Hvordan det kunne lade sig gøre at fragte de store figurer rundt på øen, er der mange teorier om. Hjulet fandtes ikke på øen dengang. Nogle mener. at statuerne blev flyttet på rullende træstammer, eller slæbt på en slags slæde.
Eller de gik, som legenderne siger. Blev rejst op og rokket fremad, som når man rokker et køleskab på plads. Forsøg har vist, at det kan lade sig gøre.
De unikke Moai statuer
Moai statuerne findes kun her fjernt fra alting på Påskeøen og er et symbol på det veludviklede samfund, der fandtes dengang, og som pludselig brød sammen. I hvert fald ser det ud, som om dette stenbrud er forladt fra den ene dag til den anden.
Hvad der skete, ved ingen. Måske var det som et våbenkapløb, der løb løbsk. I hvert fald kan vi i dag se, at moai-statuerne med årene blev større og større. Fra et par, til tre-fire meter høje, senere seks-syv meter og endnu større. Måske var de et magtsymbol for landsbyen, klanen. En måde at vise, hvem der var stærkest og mest indflydelsesrig.
Den største moai under produktion i Ara O Te Moai er tyve meter lang. Om den nogensinde ville kunne flyttes er spørgsmålet. Den nåede aldrig så langt.
Fra klippesiden kan vi se ned til kysten, hvor 15 moai står på række. Det er Ahu Tongariki, øens største ahu, 220 meter lang, med flest statuer.
Dernede er de store moai væltet flere gange. Senest i 1960 af en tsunami, der førte de op til 30 tons tunge skulpturer 90 meter ind i landet, og som også ødelagde ahu’en. Statuerne lå spredt ude omkring i årevis, til et japansk TV-hold i 1988 interviewede øens guvernør, som fortalte, at hvis man bare havde en kran, kunne man redde de 15 moai.
Indslaget fik en japansk mand til at gå i aktion. Han fik indsamlet penge, og et hold japanske og chilenske videnskabsmænd fik sammen med lokale arbejdere genetableret ahu’en og rejst de 15 statuer. Projektet tog fem år frem til 1995 – plus et par år, som den lokale guide fortæller. Videnskabsmændene havde nemlig ikke fyldt ahu’en med lavasten, men med jord, som de tunge moai hurtigt ville synke ned i, hvorefter de ville vælte. Statuerne måtte flyttes endnu engang, mens fejlen blev udbedret.
Det var aldrig sket, mens huggeriet i Ara O Te Moai var i gang. Da kendte man teknikkerne. Men det er omkring fire hundrede år siden, de sidste stenhuggere forlod stedet, og siden har erosion og jordskred ned ad skrænterne mere eller mindre dækket de færdige moai, der var udhugget og på deres vej ned fra klippen, så der nu kun stikker hoveder op af græsset.
I dag er Ara O Te Moai en seværdighed med UNESCO Verdensarv-udnævnelse. Det største kulturminde i hele Polynesien, hvis man spørger en rapa nui, som Påskeøens oprindelige befolkning kalder både sig selv, øen og deres sprog.
Fortiden blev glemt, men er i dag fundet igen. For det er forfædres historie, der nu er øens overlevelse. Den enestående kultur tilstrækker turister, og turisme er det altdominerende erhverv på Påskeøen.
Høvdingen Hotu Matu'a
Den trekantede ø blev følge arkæologerne beboet for 1.500 år siden. Legenden fortæller, at det var Hotu Matu’a, en stor høvding fra en ø i Polynesien, formentlig Maraquesa, der kom sejlende med sit folk og bosatte sig på øen, som han havde set i en drøm.
Den norske etnograf og eventyrer Thor Heyerdahl havde dog en anden teori. Efter besøg på Påskeøen og sammenligning af stenhugnings- og konstruktionsteknikker var han overbevist om, at indvandringen var kommet fra øst. At det var folk fra Sydamerika, fra Peru, der var sejlet mod vest og havde befolket Påskeøen og Polynesien. Han forsøgte at bevise sin teori ved i 1947 at sejle sin Kon Tiki-flåde fra Peru til Tahiti.
Forskerne er nu ikke overbevist, og rapa nui-folket heller ikke. De føler sig beslægtet med polyneserne, og deres sprog ligner de andre polynesiske sprog.
Efter høvding Hotu Matu fulgte flere bølger af indvandrere, og folket udviklede den unikke og mystiske rapa nui-kultur med de store skulpturer. Mystisk – for hvad kan der være sket for et folk og et samfund, der havde overskud til at fremstille så store kunstværker? Hvorfor forsvandt skikken? Var der blevet for mange indbyggere på øen?
Nogle forskere mener, at da der var flest, var der op til fem gange flere end i dag. Var der blevet fødemangel på grund af det – eller måske efter jord-erosion, fordi man havde fældet alle træerne for at bygge de mange moai? Eller havde det været en gigantiske skovbrand?
Det kan også være konkurrencen om at have den største maoi, der førte til krig mellem stammerne? Man har fundet mange kranier fra dengang, som er slemt maltrakteret.
Eller sloges man om maden? Man kunne jo ikke komme væk fra øen, der var intet træ til at bygge både med.
Væltede man hinandens moai som led i disse stridigheder? Trodsede tabu for en væltet moai mister sin mana og samlende kraft for samfundet? Eller var det den anden vej rundt, at man selv havde mistet troen på moai og derfor væltede dem? Eller måske var det europæiske sygdomme, som tog livet af samfundet? Måske var det en dødelig cocktail af det hele?
Der er mange forskellige teorier, men ingen klare svar. Det pirrer nysgerrigheden.
De besynderlige stenfigurer med store ansigter
I 1722, da hollænderen Jacob Roggeveen kom til øen Påskedag, deraf dens navn, skrev han i sine notater om de besynderlige høje stenfigurer med de store ansigter. 52 år senere kom den britiske kaptajn Cook forbi, og han fortæller også om de bemærkelsesværdige figurer, men noterer, at flere ligger på jorden, væltet ned af platformene. Hundrede år efter, i 1885, er der rapporter om, at alle moai i Hanga Roa-bugten, hvor de store sejlskibe lå for anker, er ødelagt.
Det er i samme periode, at Europa for alvor begynder at interessere sig for Påskeøen, hvilket bestemt ikke betød bedre tider for rapa nui eller dens beboere.
Det første slavehandlerskib kom forbi i 1805, en amerikansk båd, som fangede 22 mænd og kvinder. Men da man efter et par dages sejlads lod dem komme op på dækket, kastede de sig i vandet og druknede i forsøget på at svømme tilbage.
Anderledes effektive var de peruvianske slavehandlere i årene 1862-1864, hvor de ekspederede 2.500 af øens beboere til guano-minerne hjemme i Peru, hvor rapa nui-slaverne døde som fluer af sygdom og vanrøgt.
I 1864 kom de første kristne missionærer til øen, og det lykkedes biskoppen af Tahiti at overtale de peruvianske myndigheder til at sende slaverne hjem. Da var der kun få tilbage, og næsten alle døde under hjemtransporten. Men 16 af de bortførte rapa nui nåede hjem, og med sig bragte de død og udslettelse. De var smittet med kopper og tuberkulose.
Sydommene rasede, og til sidst var der kun omkring 100 rapa nui tilbage på øen.
Nogle år senere, som befolkningstallet syntes at være godt på vej op igen, ramlede nye katastrofer ind i over øen i form af en fransk plantageejer fra Tahiti, som satte sig på størstedelen af øen. Han deporterede en stor del af rapa nui-befolkningen som slaver til sin plantage i Tahiti, og da missionærerne protesterede over det, angreb han dem og jog dem fra øen.
Først i 1877 lykkedes det øboerne at slå ham ihjel. Det siges, at de begravede ham med hovedet nedad og fødderne op for at sikre sig mod den djævelske ånd.
Påskeøen blev chiliensk territorium
Den chilenske regering overtog franskmandens store arealer, og i 1888 erklærede chilenerne Påskeøen for chilensk territorium. Men efter nogle år erkendte man, at ingen rigtig havde brug for øen, og den chilenske regering lejede den ud til et britisk uldfirma, som derefter overtog myndigheden.
Ingen spurgte rapa nui-befolkningen, som blev beordret til at flytte fra deres bostæder og småbyer rundt om på øen. De blev samlet i øens eneste by, Hanga Roa, bag en bymur. Kun en gang om ugen måtte de gå uden for bygrænsen, hente vand og vaske.
Øen var fårenes – og briternes.
Leasing-aftalen udløb i 1957, hvor den chilenske flåde rykkede ind som øvrighed. Igen var der ingen, som spurgte rapa nui’erne, som fortsat blev holdt som fanger i Hanga Roa.
Først i 1964 fik de lov til frit at bevæge sig rundt på deres egen ø, ligesom de fik chilensk statsborgerskab og stemmeret.
Da kunne rapa nui’erne endnu en gang tage fat på at genetablere sig i et samfund, som et folk med egen kultur. De kæmpede for at få lov til at undervise i deres eget sprog i skolerne. De kæmpede for at genfinde deres fortid med arkæologiske udgravninger, og nogle af de mest specielle af øens 300 ahu, blev genetableret og moai rejst igen. Og de kæmpede mod myndighederne for at få deres jord tilbage, så de igen kunne etablere landbrug på fårenes græsningsområder. Nu er der dyrkede marker, og kvæg og især masser af heste på øens grønne bakkede indre.
I dag kæmper de mest for at få indflydelse på deres egen og øens fremtid, for eksempel omfanget af turismen.
Al myndighed ligger fortsat hos den chilenske regering. Øboerne har ingen medlemmer i kongressen og dermed lovfæstet ret til at kunne tale deres sag. De har bare to folkevalgte rådgivere for regeringen.
Rano Kau
Det er kulturen og naturen, rapa nui’erne er mest bekymret for.
Næste dag vandrer vi op til vulkankrateret Rano Kau i øens østlige ende, som er det vigtige sted for fuglemandskulturen, som fulgte moai-tiden.
Vi går på græsskråningen langs kysten, opad og opad gennem en række af velmente men fejlslagne indgreb i naturen. Over os svæver et par Toke Toke, tyve-fugle, som de lokale kalder de høgeagtige fugle. Dem importerede øens nationalpark, som er den af de chilenske nationalparker, hvis øverste ledelse er på fastlandet. Fuglene skulle være med til at bekæmpe den stigende rotteplage, fortæller vores guide. Men man havde åbenbart ikke sat sig helt ind i fuglens levemåde. For de jager ikke, men er som gribbe og spiser kun det, der allerede er dødt.
Langs stien står høje planter, som her sidst på vinteren er indtørret. Når vi strejfer dem, rasler deres bælgfrugter, som var det en halerystende klapperslange.
Slanger findes nu slet ikke på Påskeøen, men planten, som er en lupin-art, blev en slange i paradis. Den er importeret til øen for med sit rodnet at være med til at hindre jorderosion. Men når bælgfrugterne om foråret og sommeren er friske og saftspændte grønne, er planten i stedet døden for mange dyr. Især hestene, som i tørre perioder fristes til at gumle bælgene med de giftige ærter i sig.
Og guiden peger mod en beplantning med nåletræer lidt inde i landet og fortælle om et andet uheldigt erosions-projekt. Træernes rødder skulle holde på jorden. Men når nålene drysser af træerne og senere bliver våde af regn, sker der en kemisk reaktion, som dræber al vegetation under træerne. Jorden blotlægges og skyller i stedet væk under kraftig regn.
Det er dog ikke kun nedslående historier, guiden kan diske op med. Da vi når til toppen af vulkanen og kikker ned i krateret, fortæller han, hvordan man dernede har fundet en bakterie-kultur eller i hvert fald et stof – han er ikke helt sikker på ordet – som man bruger til medicin til organtransplanterede for at hindre frastødning af det nye organ.
Vi kikker undrende de mange meter ned i kraterets bund, hvor der er ferskvand og »øer« af vandplanter. Krateret er det største på øen, dannet for millioner af år siden, under hvad der må have været »the big bang«.
Fuglemands-ceremonien
På modsatte side af krateret i Orongo ligger et lille museum om fuglemands-ceremonien. Det var her, at otte mænd, en fra hver af øens klaner, hvert år stillede op i konkurrencen om at hente det første fugleæg fra kolonien af rugende terner på en lille klippeø ud for kysten. Et halsbrækkende foretagende, der ofte krævede dødsofre, når deltagerne i hurtigt overmod styrtede ned og op ad klipperne. Eller de blev angrebet af hajer, når de på deres »bodysurfbræt« svømmende til klippen. Når de havde fundet et æg, blev det placeret i et pandebånd, og så skulle de hurtigst muligt retur.
På kraterkanten ventede klanerne i de runde huse, der var bygget der til formålet – og som i dag er restaureret. Den klanleder, hvis deltager først kom tilbage med et æg, var det kommende års øverste leder. Han skulle bo alene i en hytte, meditere, modtage syn og varser og give råd og afgøre spørgsmål for hele øen.
Fuglemandsritualet forsvandt også. Men først i 1878, da de kristne missionærer havde fået overbevist rapa nui om, at der var mindre farlige måder at vælge en leder på.
På Påskeøerne er man nu stadig til det spektakulære. Under øens største festival, »Tapati Rapa Nui«, som fejres over et par uger i januar-februar med masser af kulturelle aktiviteter, er et af højdepunkterne det store bananløb i krateret bag Ara O Te Moai. Her løber unge mænd i passende krigerbemaling og -beklædning med bananklaser på kraterkanten, og de skal også svømmer flere gange over kratersøen, der er omgivet af jublende familier og tilskuere.
Det er svært at forestille sig, da vi kikker ind for at se de moai, som også blev hugget ud af vulkanens sider herinde. Her er grønt, frodigt og stille bortset fra nogle køer og et par flokke heste, som har listet sig ind for at drikke.
Heste er der overalt på øen. I tusindvis og langt flere, end man synes, øens knap 6.000 indbyggere kan have behov for. Sidste optælling, i 2010, sagde 10.000 heste, men de fleste mener, der er færre nu, nok 8.000.
Hestevæddeløb er en yndet fornøjelse. Der er flere væddeløb om året – men 8.000 heste?
Omsider får jeg en forklaring, der med øens turbulente historie som baggrund giver mening. Hestene er en fødereserve. Græsarealerne er der, og heste er ikke så arbejdskrævende som for eksempel kvæg.
Hvis nu Chile skulle finde på at kappe forbindelsen. Ikke at man virkelig tror det. Men hvis nu.
Rapa Nui ligger jo midt i Stillehavet – og det er verdens mest fjerne sted.
