En dansker bosat i Frankrig tipper hver uge til »sit« område af landet. I denne uge er det Michael Linhoff, der guider til Bretagne, hvor han ejer slottet Chateau du Bois Guy, som han har omdannet til hotel. Slottet ligger uden for byen Parigné – 340 kilometer vest for Paris.

Hvorfor er du flyttet til Frankrig?

Jeg har altid været glad for at komme til Frankrig, og da jeg havde mulighed for at få min drøm til at gå i opfyldelse, nemlig at købe et slot, så var beslutningen taget.

Hvad er det bedste ved Bretagne?

Mildt klima, fantastisk region med kyst og land. Meget, meget velholdt, og alting er så rent og bliver plejet. Super tæt på Paris med TGV (hurtigtog, red.), og verdens bedste motorveje gør det nemt at rejse frem og tilbage. Man har virkelig indtryk af, at man tager alle de gode sider af Frankrig og franskmænd, og så smider man alt det dårlige væk – så er man i Bretagne.

Hvor går du hen, når du skal ud at spise?

Breiz Café i den lille kystby Cancale. Originale crêpes med østers, foie gras etc. De kalder det »Crêpes Gastronomique«, og det er 100 pct. biodynamisk. Det er et fantastisk sted – alene stemningen er ubeskrivelig.

Hvad gør du, når du slapper af?

Jeg har heste her på slottet, så når jeg har lidt tid til mig selv, er det bare på med sadlen og ud at ride en tur. Det giver energi.

Hvad ville du vise en turist i Bretagne?

1. Mont Saint Michel, en halv times kørsel herfra, er på trods af mange turister noget, man virkelig skal se. Det er et kæmpe kloster på en halvø med tidevandet, der stiger og synker 10-12 meter hver dag.

2. Parc Floral, som er botanisk have i Le Chatellier. En fuldkommen ukendt have på 50 hektar med en duft om foråret, som gør, at man skulle tro, at de sprøjter med parfume.

3. Fougeres, som ligger 10 kilometer herfra, og som har Europas største middelalderslot og er meget velholdt. Efter at Tour de France nu har været to gange i Fougeres (2013 og 2015, red.), kan man pludselig mærke, at der kommer mange gæster. Det er en super hyggelig by.

4. Spille golf på Frankrigs flotteste golfbane i Dinard (anlagt i 1887). Det kan ikke blive mere dramatisk; hul 7 og hul 15 er helt ned til klippen med udsigt over havet og stranden.

Hvad skal man se, hvis man kun har en dag i Bretagne?

Mit slot. Nej, spøg til side – jeg ville tage bilen og køre langs kysten til Saint Malo og Canale og stoppe på en af de mange sandstrande og spise picnic.

Hvordan oplever du som dansker den franske mentalitet?

Det er ikke nemt at sige i en sætning – så store er kontrasterne. Franskmænd har deres faste mening om meget, blandt andet om andre lande. Som dansker er man helt i top; de elsker simpelthen alt, hvad der er nordisk.

De tager sig tid, interesserer sig for sport, kultur, politik og gastronomi, og de siger deres mening. Jeg har boet i USA, Australien og Schweiz, og man kan sige meget om Frankrig og befolkningen, men de er de varmeste og sødeste mennesker, jeg kender.