Alene af sted på charterferie med en 12-årig dreng? Vil problemerne ikke bare stille sig i kø? Kan den aldersgruppe overhovedet underholdes i mere end 10 minutter ad gangen, før der gribes ud efter en smartphone eller en spillekonsol? Og hvor i alverden kan man tage hen?

Det var udfordringerne, Rejseliv stod over for, da der skulle arrangeres en ferietur på tomandshånd. Efter en del sonderen faldt valget på Malta – der både lokker med en aktiv og sportslig ferie for en ivrig 12-årig samt spændende historie og unik arkitektur for en nysgerrig og kræsen voksen – og Mellieha Holiday Centre på den nordlige side af øen.

Feriecentret, der består af 156 feriehuse eller bungalows, blev bygget af Dansk Folkeferie (nu FolkeFerie.dk) i 1979 og drives stadig af rejsearrangøren. For vores konstellation med ét barn og én voksen er en af de mindre ferielejligheder et prisvenligt alternativ til de store feriehuse på 70 m2, og vi har samme adgang til tennisbaner, fitnessrum, bordtennisbord og den indendørs og udendørs pool som hvis vi havde valgt den langt dyrere løsning med vores helt eget feriehus.

Rolig som en dansk villavej
Lad det være sagt med det samme: Dette sted er ikke ligefrem en hemmelighed for danske charterturister, og faktisk ånder alt fred og ro netop som på en dansk villavej i provinsen. Feriecentret emmer af betryggende omsorg og ordenssans, og på turen hen til minigolfbanen tænker jeg, at det her her må være den diametrale modsætning til charterferiernes berygtede lodseddel: Den uspecificerede indkvartering. På Mellieha Holiday Centre kommer du med sikkerhed ikke ud for ubehagelige overraskelser. I de veludstyrede huse sover du i komfortable senge, og i skabet er der rigtige dyner. Selv fjernsynet på væggen kan tage danske TV-kanaler, så du lige kan opdatere dig med nyhederne hjemmefra, mens du smører dig ind i solcreme.

Se også: Guide til Malta på en uge

I den store restaurant med det tvetydige navn The Great Dane bliver du mødt af en hjertevarm maltesisk vært, der naturligvis taler dansk, ligesom også flere andre af personalet gør. De serverer hæderlig mad, som kan bestilles a la carte eller som en del af halv- eller helpension, alt sammen præsenteret i menukort på dansk. Hele menuen er desuden sammensat af en dansk TV-kok. I feriecentrets supermarked kan der ud over den klasiske maltesiske nougat – der for øvrigt er hvinende sød – købes velkendte varer som rugbrød og lakrids; måske kan du ligefrem finde rødgrød med fløde, hvis du leder længe nok. Alt det vil for nogle synes som det ultimativt afstressende ferieutopia, mens det for andre vil føles som en omklamring.

Ud på mountainbike
Hvis du – som denne skribent – er tilbøjelig til at tænke det sidstnævnte, kan du med lethed tage sagen i egen hånd. Forbi det sirligt klippede græs på Mellieha Holiday Centre og nede for enden af den lange indkørsel ligger hele Malta for dine fødder. I receptionen spørger vi om mulighederne for at leje mountainbikes, og ikke lang tid efter holder en ung solbrillebærende malteser klar på parkeringspladsen med to kridhvide af slagsen. På med cykelhjelmen –saddelhøjden justerer vi hurtigt selv – og så af sted. Allerede i den lokale by, Mellieha, går det op for os, at hemmeligheden bag en vellykket cykeltur på Malta er store mængder kildevand og endnu vigtigere: Det lavest mulige gear.

Vi griner lidt af hinandens sveddryppende pandehår og altafslørende tunge åndedrag, mens vi langsomt bestiger den første stigning. Hvorfor ser alting bare mere fladt ud på et kort, selvsagt? Med andre ord; på en cykel synes Maltas varme asfalt kun at tilbyde varierende niveauer af opad… En udlejningsbil er derfor at foretrække for dig, der ikke vant til bakket cykelterræn, eller som planlægger at tilbagelægge lidt større afstande på øen. Jo tættere vi kommer midten af øen, jo mere flader det maltesiske terræn heldigvis ud, og vi kan i roligt tempo nyde synet af marker med først kartoffelplanter, vindrueranker og iøjefaldende tørre tomatplanter, dernæst nogle mindre oliventræer.

Uforudsete oplevelser
Få aktiviteter kan åbne op for de små, uforudsete ferieoplevelser som netop en cykeltur. Da vi bliver trætte af de meget fartglade lokale bilister, drejer vi til højre ad en tilfældig sidevej. Det lille stykke asfalt bliver hurtigt til en grusvej, derefter til et simpelt hjulspor for til sidst at ende som en gold, støvet mark. Her møder vi malteseren Paul, der rytmisk hakker i sit beskedne jordlod og som – viser det sig – vældigt gerne vil have en snak, så vi bliver straks sat ind i alt fra det lokale fodboldlandsholds triste forfatning til regeringens beskatning af små jordlodder som netop Pauls.

Se også: Strand og sport på den barske Kanarie-ø

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om den lille, tørre mark, hvor vi nu har lagt vores cykler, mon udgør hele hans families eksistensgrundlag? Paul ler højt og fortæller om sit helt almindelige job i den nærliggende by. Her på Malta er det meget almindeligt at have et lille stykke jord som fritidslandbrug. Paul har arvet sin jordlod fra sin far, der selv arvede den fra sin far. Vi får tilbudt at smage på markens vindruer inden vi rejser vores støvede mountainbikes op og cykler tilbage til feriecentret.

Eventyr under vandet
Endnu mere spændende end de gængse oplevelser til lands er Maltas muligheder i det våde element. Øen er særlig kendt for sin enestående dykning. Klart vand, flotte fisk, lettilgængelige skibsvrag og endda nedskudte bombefly fra Anden Verdenskrig har gjort Malta til et populært udgangspunkt for mange dykkere. En gåtur i en af byerne tæt på feriecentret afslører da også det høje antal dykkercentre, som byder sig til. Mange af dem har lettere finurlige navne såsom Buddies Dive Cove og Maltaqua. Vi forsøger os med sidstnævnte, der straks viser sig at kunne stille med en veloplagt dansktalende dykkerinstruktør. Med sikker hånd bliver vi ført igennem den relativt enkle teori, og inden længe er vi klar til vores prøvedyk i poolen og derefter det første af to rigtige dyk i havet, dog på begrænset dybde. Oplevelsen er alligevel overvældende for min 12-årige rejsekammerat, der får lov til at opleve øens klippefyldte kyst og spændende dyreliv fra et for ham helt nyt og ukendt perspektiv.

Naboøer og modige riddere

Er man mere til de klassiske, planlagte udflugter med guide, så kan de også let arrangeres ved at smutte forbi receptionen. For os springer bådturen til naboøen Comino og Den Blå Lagune straks i øjnene, og den viser sig hurtigt at være alle pengene værd. Vi behøver ikke andet end badetøjet, håndklædet og snorkeludstyret og så en vis portion rummelighed. For selvom lagunen rigtigt nok er helt overvældende klar og blå, er den også fyldt til randen med turister. Ikke desto mindre er udflugten et must. Dagen efter tager vi på en ny arrangeret tur. Denne gang til naboøen Gozo, hvor vi i modsætning til Den Blå Lagunes enorme menneskemylder finder en vis uforstyrrethed, der kalder på en højere grad af afslapning og fordybelse. Gozo byder på gamle templer, små specialbutikker med lokale delikatesser og ikke mindst en enorm fæstning i midten af hovedbyen Victoria. Her på fæstningens høje mure står vi i nogle minutter og forestiller os, at vi er modige Johanitterriddere med opgaven at beskytte byen imod en indtrængende hær, der iler ind over markerne imod os og vores befæstede »citadel«.

Et glimrende alternativ til det store fæstningsværk på Gozo kan findes i selve hovedstaden på Malta, Valletta, der i lige så høj grad er fyldt med fingeraftryk fra tiden hvor Johanitterordenen var den altdominerende magt på øerne. I Valletta findes utallige historiske bygninger for den nysgerrige turist, og byen er bestemt en endagstur værd, hvis man har en Johanitterridder i maven. Overalt er Malta en ø fyldt med gedigne oplevelser og en spændende historie, der higer efter at blive udforsket. Alt i alt et førsteklasses udgangspunkt for en aktiv og begivenhedsrig ferie – i særdeleshed for en ferie på tomandshånd.

Rejseliv var inviteret til Malta af FolkeFerie.dk

Se også: 5 oplevelser på Malta