Sommerserie. Søs Frost har været stewardesse i 27 år og styrer rutineret slagets gang med et smil på vejen til til Mallorca – og retur
Det lyder ikke helt dumt at bruge en arbejdsdag på at tage til Mallorca – og det er det heller ikke ifølge Søs Frost. Hun elsker sit job som stewardesse. Men derfor er der stadig en masse, hun skal have fra hånden, mens vi forventningsfulde passagerer læner os tilbage i sædet.
På denne flyvning har hun selskab af to stewarder og to stewardesser foruden kabinechefen og piloterne. De mødes kl. 5.45 til en kort briefing og aftaler, hvem der gør hvad, og ca. en time før afgang går de samlet ud i flyet, hvor der bl.a. skal tjekkes nødudstyr.
I dag er der 15 babyer med, der alle skal have en lille pose med babymad, som Søs lægger klar på sæderne. Derefter går hun en tur op ad midtergangen og tjekker, at alt ser ud, som det skal. Hun opdager, at en knap til en af iltmaskerne sidder skævt og ringer efter en flymekaniker, der straks kommer og fikser det. Kort efter kommer den første passager om bord, der er handicappet og derfor skal op med en lift og køres ned til sin plads i en særlig, smal kørestol.
Imens stiller Søs sig klar til at tage imod resten af gæsterne, da der lyder et lille ding, og et panel i loftet lyser rødt. Hun bøjer sig og tager en telefon, der hænger på siden af stewardessens klapsæde, der kaldes en station. Det er kabinechefen, Tina, der holder til forrest i flyet, tættest på piloterne, som fortæller, at hun lukker de andre passagerer ind nu.
Mens sikkerhedsvideoen spiller, er der ingen aktivitet, da sikkerheden har højeste prioritet. Da flyet er fremme på startbanen, beder piloten cabin crewet om at sætte sig.
Hjælp til dårlige passagerer
Søs sidder ved nødudgangen og skal derfor armere dørene. Det betyder, at nødslisken skal kobles på døren, hvilket hun gør med en lille nøgle. Søs har aldrig i sine 27 år som stewardesse oplevet, at der har været behov for at aktivere nødslisken. Kun når de er på øvelse. Man skal have lavet øvelsen i vand, og det er svært, fortæller hun. Derudover skal de lave brandøvelser hvert tredje år og tage førstehjælpskursus en gang om året. Det er da også det, der er mest brug for, fortæller hun. De oplever nemlig oftest, at folk bliver svimle og besvimer, og så kan de give dem ilt og kalde efter en læge eller en sygeplejerske blandt passagererne.
»Der er næsten altid nogen om bord. Ellers går man ned i nærmeste lufthavn, hvis det er kritisk,« fortæller hun.
Da vi er nået fuld flyvehøjde, og sikkerhedsselerne igen må tages af, går Søs ned bagerst i flyet til sine kollegaer. Det er blevet tid til en kop kaffe, og de høje hæle bliver skiftet ud med mere ergonomiske, flade sko. Søs har arbejdet for Spies siden 1988, hvor hun blev ansat som guide. Siden blev hun stewardesse i Spies’ eget flyselskab, Conair, og hun har været med hele vejen: Da Conair fusionerede med Scanair under navnet Premiair, da det senere skiftede navn til My Travel, og da det i 2008 blev opkøbt af Thomas Cook-koncernen og fik sit nuværende navn, Thomas Cook Airlines Scandinavia. Hendes kollega Dan er den på dagens hold, der er grønnest. Han har 19 års anciennitet, og Mimi, der har madtjansen på denne flyvning, har arbejdet for Spies i 32 år.
»Vi kan godt lide at være her,« som Søs siger.
Da hun og Dan er tilbage efter runden med drikkevognen, er det tid til at gøre klar til serveringen. Bollerne skal lunes i en lille ovn, og der skal tappes kogende vand til te og kaffe fra en indbygget cooker.
»På korte ture som denne, hvor vi kun er i luften i 2 timer og 40 minutter, er der ikke meget tid til pauser,« fortæller Søs.
Da bakkerne fra morgenmaden er ryddet af vejen, er det tid til, at de selv kan få lidt at spise, og de trækker gardinerne for og snakker lidt om løst og fast. Næste programpunkt er, at der skal tages betaling for de forudbestilte taxfree-varer, men pga. EU-lovgivning må de først dele varerne ud, når flyet er landet på spansk jord.
»Normalt går vi også en ekstra gang med drikkevognen, men fordi der er så mange børn med på denne flyvning, er der en del uro og mange, der er oppe at gå, så nogle gange kan det være mere til gene end en service, når vi er ude med vognene.«
Lidt af et ego-job
Dan går en runde med skrabelodder, hvor folk kan vinde en rejse, og der bliver samlet affald og ryddet op i køkkenet, inden indflyvningen til Palma begynder.
Efter landing ønsker Søs passagererne god ferie og samler babyseler- og veste ind, og de sidste passagerer er kun lige kommet ud, da det lokale rengøringsteam kommer op i flyet og begynder at støvsuge og vaske sæderne.
Imens sætter stewardesserne og stewarderne sig op på de forreste sæder og får lidt chokolade og en kold cola, inden det går løs igen, når næste hold passagerer en lille time senere skal flyves til Danmark.
»Det er jo lidt et ego-job i forhold til ens familie. Jeg kan ikke lige gå til tandlægen i frokostpausen eller hente, hvis mine børn bliver syge. Jeg går tidligt om morgenen og siger ’vi ses’, og så er jeg ikke til at komme i kontakt med de næste ni timer, fordi jeg er inde i denne her kasse,« fortæller Søs.
Af samme årsag flyver hun ikke de helt lange distancer til vinterdestinationerne i f.eks. Caribien, for så er man typisk væk i fem til syv dage ad gangen, og det er længe, når man har familie.
»Men så har vi jo også meget fri,« tilføjer hun.
Arbejdsdagen nærmer sig enden, men inden landing når Søs at fortælle om det bedste og det værste ved at være stewardesse:
»Det værste er, at det er svært at planlægge sit sociale liv, fordi der er så skiftende arbejdstider. Det er et meget egoistisk arbejde, for man kan ikke lige flexe, og det er ikke altid, man kan have fri i julen og i skoleferierne,« fortæller hun.
Man ser mange steder
Det positive overskygger det heldigvis:
»Det bedste er, at man kommer ud og ser forskellige steder. Her er højt til loftet og meget frihed under ansvar på flyvningerne. Og så selvfølgelig nogle fantastiske kollegaer. Gennemsnitsancienniteten er omkring 20 år, så vi kender hinanden godt. At være stewardesse er en livsstil. Det kræver, at man er en glad pige, der kan snakke. Og så er der ingen 8-16-rutine her. Man er meget på, når man er her, men når man så går ud af lufthavnen, har man helt fri. Jeg har verdens bedste arbejdsplads.«
