Hver tredje deleforælder kender ikke forsikringsreglerne, og hver tiende tror, at der skal tegnes en ekstra rejseforsikring.

Juletid er for mange også rejsetid til ferier i udlandet i sneen eller solen - og for delebørn med enten mor eller far.
Men hvad med forsikringen?

Her er mere end hver tredje deleforælder i vildrede.

Det viser en undersøgelse om danskernes kendskab til forsikringsregler, som Codan Forsikring har foretaget via analyseinstituttet YouGov.

Læs også: Hver tiende ung rejser uden forsikring

Her viser det sig, at 35 pct. af forældrene til delebørn ikke ved, hvilken forsikring der dækker, når barnet er ude at rejse med den anden forælder. Og 10 pct. svarer i undersøgelsen, at de mener, at der skal tegnes en særskilt forsikring, når delebarnet kun rejser med den ene forælder - hvilket sjældent er nødvendigt.

For de traditionelle forsikringsselskabers vedkommende er delebørn nemlig dækket, så længe de er en del af én af forældrenes rejseforsikring, uanset om de rejser med den anden forælder, med bedsteforældre eller med skolen.

Læs også: Det dækker din rejseforsikring

»Men reglerne er meget forskellige de enkelte forsikringsselskaber imellem, så det er en god idé at gå rejseforsikringen efter i sømmene,« siger produktdirektør Unn Wakefield, Codan Forsikring i en pressemeddelse.
»En særskilt rejseforsikring er en ærgerlig udgift, hvis det slet ikke er nødvendigt,« mener hun og har følgende gode råd:

  • Tjek om din eller den anden forælders forsikring dækker barnet på rejsen. Nogle selskaber kræver for eksempel, at barnet er skrevet specifikt ind i rejseforsikringen, før den dækker.
  • Husk, at det gule sygesikringskort ikke længere dækker på rejser i Europa. Man skal have et blåt EU-sygesikringskort, og alle i familien skal have sit eget kort. Bestil det på borger.dk
  • Husk også, at EU-sygesikringskortet ikke dækker hjemtransport, og at kortet kun dækker den behandling, som gælder for borgere i det pågældende land. Man kan komme ud for at skulle betale en del af behandelingen selv, samt for eventuel hjemtransport, med mindre man har tegnet en privat forsikring.