Smukke ture i bjerglandskabet, udmattende intervaltræning, stille morgenyoga og afslapning i solen. Mor og datter tog på en uges kombineret sports- og solferie på Kreta.
LØRDAG
Teknisk træning
Heldigvis er grundformen nogenlunde, for vi er knapt landet på hotellet, før vi bliver kastet direkte ud i en 60 minutters løbesession med fokus på teknik, mens de andre på holdet har ladet blødt op med en halv times »get together«-løb og morgenjogging.
For løbetræningsprogrammet blev skudt i gang i går, hvor de svenske løbedeltagere ankom her til den vestlige del af Kreta. Her skal vi tilbringe en uge på Cavo Spada Deluxe & Spa, som er et resort med forskellige sportsaktiviteter – og i denne uge med et særligt løbeprogram for Apollo-rejsende.
Så det er med en vis ydmyghed, at datteren og jeg nærmer os gruppen, der står klar i receptionen klokken 16.30 iført løbeoutfit. Sammen med dem står ugens to trænere, Leo Heemskerk og Camilla Carlsson, som repræsenterer det svenske løbefirma Urban Tribes.
De lange lemmer og den ranglede holdning signalerer, at Leo selv er en habil langdistanceløber, ligesom det er tydeligt, at hans kvindelige kollega dyrker masser af styrketræning.
Til daglig arbejder Camilla som personlig træner i fitness-kæden Sats i Stockholm, mens Leo ved siden af sit job i en it-virksomhed i mange år har fungeret som løbecoach for idrætsudøvere.
Vi begynder med at løbe 20 minutter ad små veje på landet, hvor det går op og ned.
Det er 26 grader og blå himmel, og vi kan godt mærke, at vi har været meget tidligt oppe for at nå flyet til Kreta. Benene er tunge, men som de eneste danskere i gruppen nytter det ikke noget at gå ned, så vi holder stand.
På en lige strækning gør vi holdt for at lave forskellige tekniske øvelser, der primært har fokus på holdning, men også balance og koordination. Vi laver gadedrenge-hop, løber baglæns, laver hælspark, løber på tæerne og på hælene, og lærer, hvordan vi får mere styrke og dermed fart, hvis vi holder armene i 90 graders position og lader dem trække os frem.
Efter 20 minutters tekniktræning løber vi tilbage til hotellet, hvor vi slutter med udstrækningsøvelser i græsset.
Aldrig har det gjort så godt at hoppe i poolen og efterfølgende smide sig på sol- sengen, nyde varmen fra dagens sidste stråler på sin vinterblege krop – og tilfredsheden med førstedagens indsats.
SØNDAG
Løber med armene
Vi starter dagen med en halv time i hotellets fitnessrum, inden den står på afslapning ved stranden som opladning til løbetræningen klokken 16.30, som i programmet er benævnt »A delightful Distance«.
En dejlig distancen vil sige en 10 kilometers rute, som vil føre os gennem det bakkede bagland. I dag er der troppet dobbelt så mange op som i går – dvs. 18 glade løbere – og Leo indleder med at forklare, at det i dag går opad, fordi vi skal ramme et smukt udsigtspunkt.
Opad.
Datteren og jeg kigger bekymret på hinanden, og Leo beroliger os straks med, at man sagtens kan gå indimellem.
De første fire kilometer går det lige ud ad landevejen, før opstigningen begynder i fiskerlandsbyen Kolimbári. Datteren og jeg tager førerpositionen på den første – lille, ja ja – del af ruten, og gårsdagens tekniktræning kommer os virkelig til gode, idet vi løber med armene, som vi lærte i går. Vi holder en 90 graders position med begge arme og lader dem trække os afsted – fantastisk at fornemme den ekstra kraft, sådan en lille teknisk finesse kan give.
Leo råber »vi springar til høgre«, og den lodrette stigning, der viser sig om hjørnet, tager fuldstændig modet og pusten fra os, så vi kører helt ned i tempo. Som i helt ned.
Men vi når toppen og er ikke de sidste.
Det går videre opad ind i baglandet, hvor husene ligger spredt i de grønne dale, gederne bræger og hundene gør. På toppen gør vi holdt og nyder udsigten over havet til den ene side og de sneklædte bjerge til den anden. Pausen bruges også til at samle holdet, så alle føler, at de er med – i det hele taget fungerer det rigtig godt med, at Leo fører an, og Camilla danner bagtrop, så de to trænere på den måde tilpasser tempoet til alle.
Tilbageturen går lettere – sikke et overskud det giver at løbe nedad – men efter ti kilometer begynder turen at sætte sig i lårene og balderne. Tør ikke tænke på, hvordan det bliver i morgen.
MANDAG
Ømme lår og balder
Argh. Lyder det fra os begge, da vi bøjer os ned for at tage træningsskoene på til morgenens strækøvelser klokken 8.30 på plænen ved havet. Og det kan ikke bare mærkes, men også ses på vores gang. Vores ben er tunge som bly, og hvert et trappetrin er en udfordring.
Dagen foregår på solsengen med gode bøger – er så glad for, at jeg aldrig nåede at få læst bestselleren »Stillidsen« af Donna Tartt sidste år – indtil det er tid til intervaltræning klokken 16.30.
Af en eller anden grund tænker vi, at det nok ikke er så hårdt.
Vi løber 20 minutter, og kommer så til en næsten øde strækning, hvor vi starter med et par teknikøvelser, inden vi tager hul på intervallerne. 3 x 90 sekunder. 3 x 60 sekunder. 3 x 45 sekunder. 3 x 30 sekunder. 3 x 15 sekunder. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, men det er det, når man har en tendens til at lægge for hårdt ud og tilmed er ramt af et konkurrencegen. Så vi må begge sænke tempoet betydeligt for at komme igennem intervallerne.
Tanken om at skulle løbe tilbage til hotellet virker helt uoverskuelig, men dansker-duoen får ros af træneren for vores løbestil og udholdenhed, og det styrker selvtilliden og giver fornyet energi.
TIRSDAG
Sightseeing i Haniá
Yoga må være godt til de ømme muskler, og vi kan lige nå det inden løbeprogrammets »morgenjog« klokken 8.30. Benene føles om muligt endnu tungere denne morgen, så jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare de fem kilometers morgenjogging, men tempoet er heldigvis så lavt, at musklerne langsomt løsnes op.
Bagefter beslutter vi os for at springe eftermiddagens løbepas over, dels for at kunne klare morgendagens lange tur på 80-90 minutter, dels fordi vi vil tage bussen ind til Haniá og opleve den venetianske by, som også kaldes Kretas Venedig.
I Haniá slentrer vi omkring i de snørklede gader i den gamle bydel og slår os ned på en hyggelig cafe på Splanzia Square omkranset af platantræer. Platonos, hedder cafeen med interiør i de venetianske pastelfarver, som er karakteristisk for middelalderbyen.
Fra caféen kan vi se Agios Nikólaos kirken, som med sit særprægede udseende med kirketårn i den ene side og minaret i den anden illustrerer Haniás historie med forskellige herskere og religioner. Venetianerne opførte bygningen i ca. 1320 som et kloster, men da tyrkerne overtog byen i 1645, omdannede de den til moské, og da Kreta i 1913 blev en del af den græske stat, blev moskeen erklæret for en ortodoks kirke.
Men minareten blev bevaret.
Inden vi tager bussen tilbage til hotellet, spiser vi middag ved havet, men i stedet for den smukke, men turistede havnepromenade, vandrer vi om på den anden side af den gamle bymur til Néo Hóra-stranden, hvor der ikke er så mange mennesker og ingen påtrængende tjenere, der forsøger at hverve gæster ind fra gaden.
Vi ender på fiskerestauranten Akrogiali, hvor vi kan iagttage bølgerne, der denne aften slår hidsigt mod klipperne, mens solen forsøger at skære sig igennem skyerne. Håber det lykkes til i morgen.
ONSDAG
Den ledeste bakke
Det gjorde det. Lige som vi er i gang med at udføre »lotusblomsten« ved morgenens yoga-session bryder solen igennem.
Dagen går med at lade op til »Going Long« i eftermiddag – jeg spiser en let morgenmad, solbader og napper en cola en halv time før afgang. Føler benene er gode, så er ganske optimistisk. Lige indtil jeg møder op og opdager, at det kun er den hårde kerne, der skal løbe med – typerne, der lige tager syv kilometer ekstra, når vi andre slæber os op til baren eller hotelværelset efter en løbesession.
Datteren står desværre af i dag, fordi en gammel knæskade driller, så jeg må alene afsted med fire veltrænede mænd, en ditto kvinde og de to trænere.
Efter to kilometer møder vi den første og største udfordring – en bakke, som stiger pænt, det værste er dog ikke stigningen, men længden på bakken: 1 kilometer.
Efter at have forceret halvdelen må jeg give op og gå, til vi når toppen. Jeg fortryder inderligt, at jeg sprang frokosten over, jeg mangler energi. Der følger yderligere tre bakker, dog ikke så lange, så dem løber jeg i slowmotion og danner bagtrop med Camilla.
Efter fem kilometer vender vi rundt og tager de samme bakker nedad – oh, hvilken fryd. Og hvilket syn.
Vi er højt oppe – det ser jeg først nu – og der er en fantastisk udsigt over de grønne dale og Middelhavet, og helt stille.
Selv om nedstigningen er langt mere behagelig, er det belastende for især knæene, så det er vigtigt ikke at bremse eller læne sig bagover, men i stedet skubbe balancen let frem i løberetningen og så ellers slappe af og lade benene gøre arbejdet. Det koncentrerer jeg mig om, mens jeg med øjnene sluger udsigten.
Efter ni kilometer splitter vi op – den hårde kerne er nu reduceret til tre, som fortsætter med Leo, mens vi andre tager en kortere rute i et mere humant tempo. 80 minutter. 12,5 kilometer. Jeg sover godt i nat.
TORSDAG
Sølle fem kilometer
Så er benene ved at være løbet til. Troede ikke, jeg ville kunne komme ud af sengen, men der er ingen problemer med at få skoene på, og klokken 7.45 står jeg klar til en »morgenjog« – herregud, det er jo bare fem kilometer. Og ingen bakker.
Vi er en lille flok på bare seks løbere i alt. For fordelen ved træningsprogrammet er, at man bare møder op ved receptionen og løber med – ikke noget med bindende tilmeldinger.
Da vi kommer tilbage fra løbeturen, er der strandyoga, som er en perfekt måde at få kroppen strukket ud på efter løbet – og i det hele taget en god start på dagen, som skal gå med »Stillidsen«, bade og sole, inden eftermiddagens træningssession, som i dag er styrketræning for løbere.
Vi mødes sidst på eftermiddagen på plænen med vores håndklæder. Camilla står for styrkeøvelserne målrettet benenes muskelgrupper, og vi afslutter med 500 meters race, hvor det ikke handler om at løbe hurtigst, men om at ramme den tid, som Leo har i sit hoved, hvilket viser sig at være den gennemsnitstid, vi har løbet på hernede – seks minutter pr kilometer.
En svensk midaldrende kvinde kommer i mål på nøjagtig tre minutter og vinder en flaske græsk rødvin.
FREDAG
Ren forkælelse
De svenske løbetrænere rejser hjem i dag, så ugens sidste løbetræning er »morgenjog« klokken 7. Samme tur som i går. Dejligt at løbe så tidligt og opleve de lokale tage hul på dagen. En gammel kone låser døren op til den lille kirke, bonden starter sin traktor, og fårene bræger og hundene gør, som de har gjort det hele ugen, uanset hvor og hvornår vi har løbet.
Vi siger farvel til Leo og Camilla fra Urban Tribes – de har kørt løbetræningen professionelt, samtidig med at det har været sjovt, og så har de suppleret hinanden godt. Mens Leo har styret løbeturene og -teknikken, har Camilla haft fokus på styrketræningen og afspændingen.
Da træningsprogrammet er stoppet, går vi efter en lang dag ved stranden i hotellets fitnesscenter – nu er vi jo lige inde i så god en gænge – og afslutter træningen med den rene forkælelse: spa, hamam og massage. Om aftenen har vi bestilt bord på hotellets italienske a la carte restaurant.
LØRDAG
Fra nogenlunde til god
Ferien er slut, og datteren og jeg tager på egen hånd den sædvanlige »morgenjog«, inden vi bliver samlet op af bussen til lufthavnen. Vi har dyrket sport hver dag – op til flere gange om dagen – og det har været en stor succes, er vi enige om.
Løb og yoga er en god kombination, og løbetræningen har været tilrettelagt perfekt med de forskellige træningsformer. Netop variationen med teknik, intervaltræning, terrænløb og styrketræning gør, at det ikke bliver kedeligt, som løb ellers kan have en tendens til at blive det.
Men kan alle så være med, som der står i programmet? Trænerne er opmærksomme på de enkelte løbere og tilpasser tempoet, men man skal have haft et par løbesko på før og være i nogenlunde form for at klare det kuperede terræn og varmen.
Til gengæld er formen efter en uges intens træning og godt 50 kilometer i benene ikke bare nogenlunde, men god. Så bliver kunsten bare at holde fast i træningen i en travl hverdag derhjemme.
