Millioner af legoklodser og forlystelser i alle afskygninger, men er et besøg også en fornøjelse, hvis man kommer til Billund uden børn? Rejseliv har testet.

Lad det være sagt med det samme. Legoland lyver ikke, når det bliver sagt, at det er en forlystelsespark for børn.

På hjemmesiden fastslås: »Legoland er Danmarks mest kendte og elskede forlystelsespark blandt børnefamilier og børn i alle aldre. Her er masser af action, fart og sjov for hele familien.«

Så man kan ikke laste Legoland for, at der er langt mellem de voksne fornøjelser i parken. Ingen har lovet, at de skulle være der. Men set nærmere efter i sømmene, er der nu også oplevelser for folk uden hang til rutsjebaner med eller uden vertikale drop og andre adrenalinfremkaldende aktiviteter.

Legoland så dagens lys i 1968. Det var dengang, ungdomsoprøret rasede i Paris og sendte dønninger til den danske hovedstad. Men ikke til Billund. Her red Legofabrikken på en hel anden bølge.

De små farvede plasticklodser var blevet så populære, at Gotfred Kirk Christiansen besluttede, at nu skulle det legeland, han længe havde talt om, realiseres. Der skulle bygges modeller, og et ældre ægtepar skulle sælge billetter og måske en kop kaffe til de besøgende.

Men det greb om sig, og Legoland åbnede med 50 ansatte og en Lilleby med små huse, landskaber, hejsende kraner og sejlende skibe, alt sammen bygget af legoklodser, omgivet af forskellige forlystelser. Blandt andet et lille tog og en indianerlejr.

Lego har stadig fuld fart på

I Billund by rystede man på hovedet over det budgetterede besøgstal: 200.000 – for at se på legoklodser. Da sommeren var gået, havde der været 625.000 besøgende i Kirks nye legeland.

Siden er Lilleby blevet til Miniland, og miniatureverdenen er stadig det første, man møder, når man kommer ind i Legoland.

Lilleby fra 1968 ligger der endnu, men nu omgivet af kendte og berømte bygninger og autentiske modeller fra turisternes hjemlande: Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Finland, England, Skotland,

Flest modeller er selvfølgelig fra Danmark, og det er hyggeligt at møde Amalienborg, Amaliehaven, Kronborg og Fredensborg slotte, Nyhavn, Møgeltønder, Skagen og Vesterhavet. Og sjovt at finde genkendelige figurer som for eksempel Caroline Wozniacki og Far til Fire-familien.

Nyeste afdeling i Minilandet er bygget til i 2011. Det er et Star Wars-område. Alle modellerne er bygget i skalaforhold mellem 1:20 og 1:40, og der er brugt mere end 20 millioner legoklodser.

Selv om det er et Miniland, er det store tal, man opererer med. Man har regnet ud, at de 32 små skibe, som sejler rundt i Miniland, til sammen sejler omkring 12.000 sømil om året. Det er som turen fra København til Australien. Og togene, bilerne og flyene kører og flyver årligt en strækning, der svarer til tre rundt om Jorden.

En anden stilfærdig oplevelse er det store saltvandsakvarium. Atlantis kaldes det 1.000 kvadratmeter store akvarium fyldt med tropiske fisk. Fra små fine søheste – Legoland er et af de få akvarier i verden, hvor det er lykkedes at få søhestene til at yngle – til en 2,5 meter lang nursehaj. Akvariet som naturligvis har farvestrålende legomodeller, som fiskene kan skjule sig i, åbnede i 2007.

De nye ansigter

Den nyeste dyreoplevelse er pingvinerne i Polarland.

Gennem en stor glasrude kan man følge deres liv »inde i kulden«, hvor de har både sne, klipper og saltvandssø at svømme i. De første 17 pingviner kom til Legoland i 2012 fra Edinburgh Zoo, og de trives så godt, at de allerede året efter lagde æg og der kom syv pingvinunger til flokken. I år kom der yderligere fire til.

Det kan være svært at få plads foran glasruden, så et tip: Prøv at få bord indendøre i restaurant Polar Pizza & Pasta. Her er flere borde i første række til pingvinger og polarliv.

Man kan dog ikke reservere plads. Det er efter først til mølle princippet.

Ellers er der voksenmad – steaks, pulled pork og barbeque – i Grill House og Saloon i Legoredo Town. Her kan man så samtidig kikke nærmere på de »nye« præsidenter.

I 40 år har de fire store præsidenter: Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt i kopi fra Mount Rushmore mindesmærke i USA skuet fra klippevæggen ud over Legolands prærie. Vind og vejr har imidlertid med årene slidt på både klippen og præsidenterne, så i år åbnede Legoland med fire friske ansigter, der i øvrigt ligner bedre end de gamle.

Vil man forlænge opholdet, ligger Legohotellet med restaurant, både buffet og a’la carte, samt bar næsten inde i forlystelsesparken. Der er direkte adgang fra hotellet til Legoland. Og det er ikke hele Hotel Legoland, der er indrettet med temaværelser for pirater og prinsesser. Der er standardværelser og business værelser, som ligger i forbindelse med konferencecentret.

Direkte udsigt over Legoland har dog kun dem, parken primært er beregnet til – børnene. I de 32 kvadratmeter familierum i Kids House bor man i førsteparket til parken.

Rejseinfo

Transport:

Tre kilometer fra Billund Lufthavn. Busforbindelse fra de nærmeste togstationer vejle, Fredericia og Kolding.

Ophold:

Vælg uden om skolernes ferier. Der er åbent i Legoland til og med 2, november. Dog er onsdage og torsdage lukket i september og i de to første uger i oktober.

Info: