På lørdag, 27. februar, bevæger 10.000 kvinder sig af sted på det 30 kilometer lange TjejVasan mod Mora i hjertet af Sverige. Kan man være med som begynder? Rejseliv testede det i sidste års udgave af det klassiske langrendsløb.
Aldrig har lunken blåbærsuppe og klæg kardemommebolle smagt så herligt og givet så meget energi. Ikke at jeg er totalt tappet, benene er stadig forholdsvis friske efter 11 kilometers langrend. Alligevel gør det godt med et skud sukker og lidt flere af de kulhydrater, kroppen har så meget brug for netop nu.
Jeg er sammen med en veninde én af 10.000 deltagere i det årlige, 30 kilometer lange TjejVasan, et af de utallige kortere delløb, der afvikles i ugen op til svenskernes legendariske 90 kilometer lange Vasaloppet 8. marts.
Det er første gang, vi løber med, første gang i vores liv, vi skal gennemføre 30 kilometers langrend.
Ingen af os er superrutinerede på de smalle langrendsski. Er faktisk først begyndt under de danske sne-vintre for nogle år siden, og føler os absolut bedst tilpas, når det går ligeud eller opad. Lange bakker nedad er en bekymring. For kan vi plov-bremse tilstrækkelig effektivt? Teknikken er immervæk selvlært.
På den anden side er vi garvede på slalomski, udstyret med masser af entusiasme, og vant til at løbe seks-otte kilometer flere gange om ugen året rundt.
Lige nu befinder vi os på løbets første kontrolsted og rasteplads på Hökberg, 19 kilometer nordvest for Mora ved Siljansøen i Dalarna. For at kommer hertil har vi løbet gennem et småkuperet terræn mellem fyrre- og birketræer, forbi falurøde træhuse, spredte klynger af heppende svenskere, og til sidst ad den lange, seje stigning op mod Hökberg. Himlen er blygrå, og den nedbør, der falder, kan ikke rigtig bestemme sig for, hvorvidt den skal optræde som regn eller sne. Omsat til skiføre betyder det tungt, meget tungt.
Aftenen før sad vi ved middagsbordet på Green Hotel, der som flere andre omkring Siljansøen tilbyder en særlig to-døgns »TjejVasa-pakke« med bl.a. nummerafhentning, pasta-buffet aftenen før løbet, transport til startpladsen og festmiddag om aftenen.
Så restauranten var fyldt med mødre-døtre og grupper af veninder fra alle egne af Sverige. Plus altså enkelte danskere. Og det store samtaleemne var: 1) Vejret og føret. 2) Hvordan skal der valkas?
At valka er ensbetydende med at smøre ski – en indviklet kunst med forskellige typer voks, alt afhængig af hvor kold, våd eller tør sneen er.
Det bekymrer veninden og jeg os ikke om. Vi løber begge på selvsmørende ski, mine købt på tilbud som typiske begynderski.
Mens vi stager os opad, passerer vi et par kvinder i siden af sporet, som er i gang at valka om, fordi sneen klamper under skiene. Godt vi er fri for det pjat.
Men da vi bagefter løber ned ad bjerget og bliver passeret af adskillige af de kvinder, vi tidligere har overhalet, begynder det at gå op for os, at vores ski med det specielle selvsmøringsmønster nok ikke er specielt konkurrence-egnede.
Målet for os er heller ikke slå rekorder, bare at gennemføre i en nogenlunde tid. Og sådan er det for flertallet af de 140.000 kvinder, der de sidste 27 år har gennemført de 30 kilometer kun for kvinder på det sidste og letteste stykke af Vasaløbs-ruten – stykket fra Oxberg til Mora.
Kampgejst og fællesskab
Præcis som de populære kvindeløb i Danmark handler TjejVasan ikke bare om at løbe og komme først i mål, det handler i høj grad også om fællesskabet, om at svede og glæde sig sammen uden irriterende konkurrence-albuer. I hvert fald når man er tilmeldt som motionist.
De hurtigste i konkurrence-klassen havde start fra den gigantiske parkeringsplads i Oxberg allerede klokken 9. Derefter blev deltagerne sendt af sted med et kvarters mellemrum efter fælles opvarmning til glade Abba-rytmer anført af et par friske instruktører fra Moras gymnastikforening.
Det er imponerende, hvor velsmurt organiseringen af denne gigant-event er. Lige fra udleveringen af de gule plastposer, vi kan lægge skiftetøj og andet grej i, før de transporteres på lastbiler til målet i Mora, til det smil, vi mødes med, da vi er besværlige og vil bytte nummer, så vi kan komme til at løbe i samme gruppe.
12.15 var det vores tur. På et af de sidste hold, så vi ikke risikerede at blive overhalet af hurtigløbere bagfra. Ulempen var så, at sporet i den våde sne var godt kørt op.
Efter blåbærsuppen ved første kontrolpost fortsætter vi. De næste ti kilometer på den forholdsvis flade løjpe gennem skoven til kontrolpost nummer to ved Eldris forløber også ganske fint. Solen er begyndt at bryde frem mellem skyerne, og jeg er ved at finde det helt rigtige flow, hvor jeg glider ubesværet frem uden at bruge alt for mange kræfter, som jeg ellers har tendens til.
Mens jeg nyder nuet og drikker den rene luft i store mundfulde, kan jeg ikke lade være at grine over et hold temmelig tillakkede mænd, der holder skovtur ved løjpen med dåseøl og grillpølser. TjejVasan er også en folkefest.
Nu er der bare ni kilometer tilbage, omend det virker, som er der længere og længere mellem hvert kilometerskilt. Jeg prøver ikke at tænke, bare lade kroppen arbejde.
Seks kilometer, står der nu. Musklerne i inderlårene begynder at føles for korte, armene ømme af at stage. Nydelse forvandles til sammenbidt overlevelse, efterhånden som endnu en kilometer bliver ædt.
De sidste par kilometer snor sig ind og ud mellem gule og røde træhuse i Mora, og jo nærmere jeg kommer målstregen, jo flere mennesker. Selv nu sidst på eftermiddagen er opløbsfeltet pakket ind i et tæt, heppende tæppe. Hvilket ansporer mig til at holde en nogenlunde stil hen mod den historiske målportal med påskriften »I fædres spor for fremtids sejre.«
Veninden og jeg kommer i mål tæt på hinanden. Gennemtrætte i hver en fiber af kroppen, men stolte over at have gennemført. Dog taler vi ikke højt om tiden. Lige under fire timer. Vi havde håbet på tre.
