Gode faciliteter og god service er blandt årsagerne til, at København kan kalde sig Europas bedste krydstogthavn.

København er ikke uvant med at modtage priser for at være bedst til krydstogter, men det gør ikke glæden ved en ny pris mindre.

En sådan fik havnen forleden ved en international krydstogtmesse i Barcelona, hvor et panel bestående af 12 eksperter og krydstogt-chefer kårede Københavns havn som "Cruise Port of the Year" i Europa. 

Læs også: På krydstogt fra København

København vandt foran Istanbul og Tallinn, som også var nomineret, og titlen blev især givet for god service og faciliteter med tre nye terminaler samt for at være en spændende krydstogtby.

Københavns Havns krydstogtdirektør, Arnt Møller Pedersen, var i Barcelona for at modtage prisen, og siger til standby.dk, at det er et cadeau til havnen og samarbejdspartnernes arbejde med at udvikle København som den førende destination i Baltikum og Nordeuropa.

Læs også: Guide - Krydstogt for dummies

"Vi høster nu resultatet af vore store investeringer i at forbedre forhold for rederier og passagerer med en ny kaj og tre nye terminaler. 2014 sæsonen, som snart er forbi, er vi kommet flot igennem. Selv kritikken af trafikforholdene i begyndelsen af sæsonen ser ud til at være glemt af vore kunder," siger han.

Arnt Møller Pedersen fortæller videre, at et af de største krydstogtrederier har oplyst ham om, at deres passagerer i evalueringer har givet København topkarakter som krydstogtby.