Et krydstogt på Yangtze er storladen natur, kultur og historie i så betydelige mængder, at man forstår, hvorfor verdens tredjelængste flod har fascineret i over 1.000 år.
Yangtze løber 6.600 kilometer fra den vestligste, øde del af Kina på det tibetanske plateau til det folkerige Shanghai i øst, og er en integreret del af kinesisk kultur. De mange kinesiske landskabsmalerier - tilbage fra Tang-dynastiet for flere end 1.000 år siden og frem til i dag - har ofte Yangtzes store natur som motiv, hvor mennesker og dyr skildres bittesmå.
De høje, grønne bjergmassiver omgivet af tågede toppe, flodens skiftende farver, alle disse mennesketomme strækninger flyder sammen, mens cruise-skibet langsomt glider af sted. Udsigten til den storladne natur fra kahyttens balkon og den dybe ro virker balsamisk på sjælen.
»Det starter med en kæmpegletsjer i Tibet,« fortæller Amy Liu fra Victoria Cruises i en af de mange forelæsninger, der afholdes om floden om bord.
»En tredjedel af Kinas befolkning – 450 millioner – bor langs Yangtze, og herigennem sejler 80 procent af bådtrafikken, ligesom en meget stor del af landbrugene ligger langs floden. Mennesket kom hertil for 5.000 år siden, så det er den kinesiske civilisations vugge,« siger hun.
Op til moderne tid har det været farligt at besejle Yangtze. Farlige skær og voldsomme strømme har kostet talrige søfolk livet. Ved en oversvømmelse i 1954 døde 33.000 mennesker, og så sent som i 1998 døde 1.500 og 2,3 millioner blev berørt af oversvømmelser.
Flodens kræfter
Der er altså en vældig kraft i vandet. Så stor, at floden i en årrække har forsynet Shanghais 15 millioner indbyggere med strøm fra et stort dæmningsanlæg omkring byen Yichang, 660 kilometer vest for Chongqing.
Faktisk var der endnu flere muligheder for energiproduktion og for at kontrollere vandstanden, så Yangtze ville stige, så den ikke længere var farlig at besejle; og med etableringen af De Tre Slugters Dæmning i 2008 har Kina nu verdens største vandkraftværk. Anlægsarbejdet tog 17 år, hvor 40.000 personer knoklede i døgndrift at få den 2,3 kilometer lange, 185 meter høje dæmning bygget, så floden i dag står 110 meter over det oprindelige løb.
Prisen var blandt andet, at en million mennesker fik deres jord eksproprieret og blev genhuset i nye byer – for nogles vedkommende langt væk. Det førte naturligvis meget debat med sig, og der er ligefrem lavet spillefilm om den, som vises på internt tv på krydstogtet. Samtidig har dæmningen også ændret flodens udseende. Yangtzes dybde er nu 275 meter, og bjergene synes mindre end før, fortæller en Kina-kender.
At gå rundt ved dæmningen får én til at føle sig lillebitte.
Det er ikke bare en floskel, at naturen er større end mennesket. Det er tydeligt, da Rejseliv tilbagelægger de 660 kilometer af Yangtzes løb fra det sydvestligt beliggende Chongqing til Yichang mod øst.
Myter og religion
De første 170 kilometer foregår i bus til byen Fengdu, hvor det 150 meter lange krydstogtskib har lagt til kaj, fordi den øverste del af floden lige nu er for lavvandet til krydstogtskibene. Til gengæld giver busturen fra den 33 millioner indbyggere store Chongqing en forsmag på Yangtzes bjergrige natur, så man føler sig ikke snydt.
På grund af krydstogtturismen er Fengdu en velstående by med 100.000 indbyggere og et større opland. Vi lægger ud med hovedattraktionen - et stort buddhistisk, daoistisk og konfuciansk tempelkompleks på Ming-bjerget ved Yangtzes nordlige bred, der har gjort Fengdu kendt som »Spøgelsesbyen«. Et navn, der stammer tilbage fra det 2.000 år gamle østlige Han-dynasti.
Templerne blev udsat for en del hærværk under Kulturrevolutionen (1966-76), men da stedet lå så afsides, slap det nådigt.
Ifølge myten holder to himmelske generaler helvedets skabninger væk, og måske var det grunden - men nok snarere, at Kinas daværende premierminister Zhou Enlai (1898-1976) fik de værste excesser forhindret i den lovløse periode, hvor han satte meget ind på at hindre rødgardisternes hærgen. Sådan møder man også den nære historie i den fjerne i dagens Kina.
Ming-bjerget bestiges adstadigt på grund af den fugtige hede. Symbolsk er turen som en rejse op mod himlen og videre til helvede. I den buddhistiske tro kommer alle i helvede, men kun de gode bliver mennesker igen. Andre henslæber 500 år i helvede, før de bliver til insekter og dyr.
Man gennemgår en række prøvelser på turen op. Først passeres en 600 år gammel bro over oprørte vande, hvor man skal tænke på sit evige kærlighedsvalg, derpå besøger man Himmelens Tempel, siden krydses Vejen til Ingenting, hvor man kan bede til Medlidenhedens Gudinde.
Så krydses Helvedes Porte, hvor mænd skal sætte venstre fod forrest. Siden skal man i tre sekunder stå og holde balancen på et rundt stenæg, mens man kigger på fire skrifttegn, der siger ”Gud kender dit sind”. Stenægget er 1600 år gammel og bevogtes af høje stenfigurer af ti politifolk og fire dommere.
Et krydstogt med kulturelle møder
I Kina trives nyt og gammelt side om side. Ofte til europæeres utilfredshed, fordi vi dyrker historien, mens kineserne mere er optaget af selve stedet snarere end af autentiske bygninger. Således blev der sidste år til stor glæde for kineserne opført et kæmpe taoistisk, gudelignende ansigt – 35 meter højt – nær toppen af Ming-bjerget.
Egentlig skulle der have været indbygget hotel, men bygherren måtte opgive, da de ofte så overtroiske kinesere fandt det bespotteligt at bo så tæt på himmelen, fortæller den lokale guide.
Efter sådan en tur er det godt at komme retur til te og sejladsen videre.
Indkvarteringen i de rummelige enkelt- eller tomandskahytter med bad, store senge, tv, badeværelse og balkon går nemt og hurtigt. Victoria Cruises er et amerikansk-kinesisk joint venture. Passagererne udgøres halvt af kinesere, halvt af europæere, australiere og amerikanere. Gæsterne deler buffet i restauranten, men der tildeles faste bordpladser med skelen til nationalitet.
Hver dag er der lagt program frem i kahytterne med faste tider for det meste. Hvis ellers man vil deltage. For man kan også blive i kahytten eller gå i land på egen hånd. Udflugterne tilkøbes typisk. Men man snyder sig selv, hvis ikke man tager det hele med. For netop her ser man alt det, der i historiens løb har fascineret de, der har besejlet Yangtze.
På dag to går turen til 220 meter høje Shi Bao Zhai, der har form som et klassisk rektangulært jadesegl og lægger bjergside til, hvad der må betegnes som en sammensmeltning af natur og kultur, der gør stedet til et højdepunkt i kinesisk arkitektur.
For at komme over til Shi Bao Zhai-bjerget skal man passere Den Fulde Bro, der kaldes sådan, fordi man føler sig lettere bimmelim efter at have gået over den stærkt vippende syv meter brede gangbro de 250 meter.
En udsigt som inspirationskilde
Kina havde blot tre kejsere i perioden fra 1662-1796; heraf regerede den sidste, Qianlong, i 60 år. Han grundlagde det buddhistiske tempel, der ligger på toppen af Shi Bao Zhai, og som er bygget af sten fra Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr). Det borgomkransede bjerg kan klare både ebbe og flod, og når Yangtze stiger, forvandles det nærmest til en ø.
Tidligere skulle bjerget bestiges ved hjælp af vanskelig klatring, men siden 1819 har der været adgang til templet gennem en ni-etager høj træpavillon, der er blevet yderligere udbygget til tolv etager.
Dag tre går det til Den Hvide Kejsers By, Bai Di Cheng, som er over 1800 år gammel - navnet kommer fra en oprører, der havde udnævnt sig selv til kejser.
Herfra kan man kigge ned på den otte kilometer lange Qutang-slugt, hvor bjergene, der omkranser den nogle steder kun 150 meter brede flod, rejser sig op til 1.200 meter over den. Det er et spektakulært skue, som også er populært blandt kejsere og digtere - efter sigende skulle der være skrevet op imod 6.000 digte på dette sted. Og man forstår, hvorfor den gamle Tang-poet Li Bai (701-62) var inspireret af slugten, der også kaldes Sichuans Hals.
Det er som at stå i et landskabsmaleri af det flotteste »Under Himlen« - for nu at bruge et kinesisk udtryk.
Ved den anden slugt ankres der op for at sejle ned af Gudindens Strøm, en 10 kilometer lang tur med en underholdende lokal guide, Yang Yang, der fortæller om livet som Tu Jia-minoritet langs floden. Vi sejler i småbåde med godt 20 personer i hver.
Oplevelsen af naturen på godt og ondt
Vi passerer den lille by Wushan, der er en af dem, der blev flyttet, der bor 100.000 i selve byen og 500.000 i bjergene. De var kede af flytningerne, men nu har de fået mere plads, så det har opvejet det, må man forstå på Yang.
Tu Jia’erne spiser her fisk, rejer, salamandere fra floden og dyrker blandt andet chili og søde kartofler, der på grund af klimaet kan høstes tre gange årligt. Særligt er det tedyrkning på bjergtoppen, der er dækket af skyer, som gør teen særlig ren. Små aber gemmer sig og bliver jaget væk, fordi de kaster sten efter bådene for at få mad. Hjorte, bjerggeder, giftslanger og vildsvin lever også i området.
I gamle dage var der så lavvandet i Yangtze-området, at man brugte bådtrækkere, der trak bådene– nu er floden hævet som led i De Tre Slugters-projekt.
At mennesket ikke er herre over alt, heller ikke i Kina, oplever vi, da vi på dag fire når Yichang og dermed endestationen på krydstogtet. Sporene, som hurtigtoget til Chongqing skal køre af, er ramt af mudderskred, så turen tilbage bliver med indenrigsfly.
Og selv om det er hurtigere at flyve, anses togturen som en bonus på krydstogtet, fordi strækningen er en af de mest overvældende naturoplevelser i det sydvestlige Kina. Den fire og en halv time lange tur foregår i et højtliggende bjerglandskab, så det meste af turen triller man over broer og gennem tunneler.
Vi indretter os efter naturen og flyver lidt mindre begivenhedsrigt – hen over det hele.
