Ja, siger de i Benidorm i Spanien. Når det sker i respekt for lokal kultur og miljø. Bystyret vil søge UNESCO om at få titlen i kategorien kulturlandskab.

I mange år har vi set både Torremolinos, Costa Blanca-kysten længere mod nord og flere andre turistdestinationer langs den spanske middelhavskyst som skræk-eksempler på, hvor galt det gik, da charterturismen buldrede ind og bredte sig i hast med mange etager høje hoteller i rækker langs de brede strande.

Men nu skal vi til at revidere den opfattelse. Bystyret i Benidorm på Costa Blanca-kysten nær Alicante vil nemlig ansøge UNESCO om at komme på verdensarv-listen i kategorien kulturlandskab.

Samtidig vil turistforeningen Visit Benidorm arbejde for at ændre byens image og den måde, turisterne umiddelbart opfatter destinationen - når de ikke kender den. For når først man har besøgt byen, vender man tilbage. Det gør syv ud af hver ti, viser den lokale turistme-statistik.

Læs også: Charterturisterne har igen kurs mod Spanien

I flere år har forskere fra Angers-universitet i Frankrig argumenteret for, at Benidorm som kulturlandskab lever op til at få status som verdensarvsområde - netop på grund af turismen og »de bæredygtige middelhavspakkerejser, som med respekt for den lokale natur og miljø blev introduceret i Benidorm, og som mange nye feriedestinationer har fundet stor inspiration i.«

Senest har sociolog og vinder af den spanske nationale miljøpris, Mario Garviria, meldt sig som støtte til UNESCO-ansøgningen.

I en pressemeddelelse fra VisitBenidorm fortæller han, at byen er et bevis på, hvordan en turismedestination kan vokse frem i forening med og i respekt for det miljø, den bygges op omkring.

»Faktisk er Benidorm en af de mest bæredygtige byer i verden, når det kommer til grøn energi, energibesparelser, genbrug og høj vandkvalitet,« siger han.

Poniente stranden øst for Benidorm by.
Poniente stranden øst for Benidorm by.
Vis mere

Benidorm var oprindelig en lille fiskerby, men med de gode strande og den flotte natur blev byen i 1960'erne valg til at huse en moderne ferieby med overkommelige priser.

Feriebyen blev bygget på stranden ved siden af klippefremspringet, hvor den gamle by ligger, og skandinaverne var nogle af de første, der rykkede ind. Udviklingen af feriebyen blev fra dag et udtænkt med moderne guidelines om respekt for miljøet.

I dag er der årligt mere end fem millioner turister i Benidorm, som også er kendt for sit natteliv og som feriedestinationen, der aldrig sover .