Den græske ø Ithaka, der er ny på den danske charter-himmel, byder sig til med frisk frodighed, levende historie og masser af uspoleret charme
Det tog den græske sagnkonge Odysseus – ham, der er kendt fra Homers pragtfulde fortællinger – næsten ti år at finde tilbage til sin græske hjemstavn, Ithaka, og hans længselsfuldt ventende hustru, Penelope.
I dag tager turen for os forvænte charterturister bare godt tre timer fra landingen i den lille og noget slidte tidligere militærlufthavn Prevesa, på det græske fastland, til vi lægger til land ved Odysseus’ tidligere ø.
Vi er landet i de tidlige formiddagstimer og netop steget om bord på den lille færge, der skal sejle os det sidste stykke ud til den næstmindste af De Ioniske Øer: Ithaka. De fleste har formodentlig hørt om den lille ø på et eller andet tidspunkt i deres skoletid, men de færreste har oplevet den på nært hold. Og sjældent har den oftest lidt småkedelige transfertid fra lufthavn til feriested været skønnere end her i det vestgræske ørige, hvor Ithaka meget vel kan gå hen og blive ny dansker-favorit blandt de syv øer – også kaldet de syv søstre – hvoraf Korfu nok er den bedst kendte.
Solens stråler slår smut på bølgetoppene, da guiderne fra Folkeferie sætter scenen til det traditionelle informationsmøde af alle steder midt i rum sø. Umiddelbart er det ikke helt nemt at hive os væk fra rælingen og den skønne udsigt, til gengæld er de usædvanlige rammer netop så eventyrlige, at vi alle når at forelske os både i Ithaka, ligesom Penelope og Odysseus gjorde, endnu inden guiderne Linda og Ludvig er nået helt gennem deres fortælling og de mange praktiske beskeder, et sådant informationsmøde også indeholder.
Et strejf af Venedig
Da vi får landkending, og Ithakas bjerge begynder at rejse sig af havet, stopper snakken. Opmærksomheden skærpes om de golde toppe, der er omkranset af grøn frodighed, og det sidste stykke ind gennem en af verdens største naturlige havne til Vathi, der er hovedbyen, er intet mindre end magisk. Det sidste stykke ind til Molo-bugtens bund begynder de pastelfarvede huse i venetiansk byggestil at dukke op, inden de fleste huse inderst ved havnen rejser sig som en koloristisk halvbue langs vandet. Vores lille færge lægger til ved en endnu mindre mole, og vel i land behøver vi hverken bus eller taxa til at fragte os til vores hotel.
Allerede på førstedagen af vores ugelange ophold finder vi ud af, at Ithaka faktisk evner at leve op til salgsbrochurernes ellers sjældent gyldige slogans om uspoleret græsk ø-idyl. Tilbagelænet, næsten lidt søvnig, kan øen, der er på størrelse med Samsø, virke. Det er da også nogle dage siden, der for alvor var gang i den … Ja, helt tilbage til 1600 til 1100 f.Kr., hvor Ithaka var hovedøen i Det Ioniske Hav og regnedes for en af de magtfulde stater. Øens seneste blomstringstid var i 1500-1700-tallet, da De Ioniske Øer var under venetiansk indflydelse, og en ny æra er måske på vej med charterturisternes indtog.
Med åbne arme
Vi bliver i hvert fald taget imod med åbne arme og finder hurtigt ud af, at øens indbyggere er lykkelige for danske gæster, men også en smule forundrede … For sikke da et aktivitetsniveau, vi lægger for dagen. En solstol og måske en solhat og et glas gylden retsina gør det ikke alene: De danske gæster har travlt med at udforske øen på kryds og tværs. Vi vil ud at vandre og cykle og tager i rigt mål på organiserede udflugter, og vi opfører os i det hele taget meget anderledes end de turister, der normalt besøger øen, nemlig grækerne og italienerne, der jo kan det der med la dolce vita. Nok er vi også til det søde liv, og uden at trampe rundt i græsk gældskrise og manglende lyst til at betale skat så kender vi jo til gengæld også til det med at yde, før vi kan nyde. Så selvfølgelig halser vi rundt i den græske sommervarme og op og ned ad støvede bjergstier, før vi med rystende knæ tør lade os køle ned med et glas ouzo og et stort glas af det gode lokale øl.
I maj kom nogle af de første danske turister til Ithaka, da Folkeferie og Aarhus Charter åbnede den nye destination. Ja, måske kun godt og vel de første, for enkelte danskere har jo nok tidligere fundet vej på egen hånd. Men dansk-amerikaneren Linda la Cour, der har haft hus på øen i en snes år, har ikke tidligere mødt danske turister og er lykkelig for, at hendes græske paradis nu er blevet opdaget af den danske rejsebranche:
’Colorado with an ocean’
»Er her ikke vidunderligt,« spørger hun og slår ud med armene, mens hendes øjne tindrer, og munden ikke står stille et sekund. Hun er intet mindre end vild med øen og deler begejstret ud af sin viden om bl.a. de bedste strande og spisesteder.
Den 73-årige tidligere indretningsarkitekt fra Colorado ser man ofte suse rundt på øen på sin scooter, og hun har altid vandrestøvler, bikini og lidt hvidvin og brød med sig:
»Man ved aldrig, hvornår man lige får lyst til en dukkert, og min mand og jeg elsker at vandre, griner hun, der på Ithaka har fundet sin drøm på jord og kærligt omtaler øen som ’Colorado with an ocean’.«
Netop Ithakas bjerge er en seværdighed i topklasse. Tre toppe når op i 800 meters højde med Niritos som det højeste, og vejene dertil er nye og eksemplariske, så man uden problemer selv kan udforske højderne i lejet bil eller på scooter. 800 meter lyder måske ikke af så meget, men der er masser af mavekildrende udsigtspunkter, og det er først på en ø-rundtur, som også er med på Folkeferies udflugtsprogram, at man for alvor opdager, at Ithaka ikke er en, men nærmest to øer, der er bundet sammen af en bare 600 meter bred tange.
Oliventræer og pinjer
Landskabet på Ithaka kan minde lidt om det, man oplever i Toscana – bare med færre turister. Til gengæld er der oliventræer overalt, ligesom de statelige pinjer er karakteristiske for øen. På vandreture kan man nyde duften af merian, salvie og oregano, som vokser vildt, og samme krydderier går igen i meget af den gode græske mad. En travetur i og omkring øens gamle hovedstad Paleochora, hvor ruinerne af en kirke med fine byzantinske vægmalerier og et stisystem, der er renoveret for EU-midler, er en overkommelig udfordring for de fleste. Efterfølgende bør man belønne sig selv med frokost på restauranten Okalioras – som meget passende betyder ’en god time’.
Husets vin er egenproduceret og noget af det eneste vin fra Ithaka, det er værd at drikke. Det meste andet er noget kedeligt sprøjt, så vælg hellere de mange vine fra Santorini, som ofte er at finde på vinkortet. Den hvide Butari og røde Rapzani går man sjældent fejl af. Det er ikke kun vinmæssigt, at Ithaka adskiller sig fra netop Santorini og andre lignende og mere kendte græske øer, som f.eks. også Mykenos, der ligger og blærer sig i solskinnet andre steder i Det Græske Øhav. Hvad der bestemt er dem forundt, smukke som de er. Men der er en anden mere stille og dyb skønhed ved Ithaka, som ikke kun skyldes husenes sarte pastelfarver. Der er en ægthed og oprindelighed over øen, som meget vel skyldes, at Ithaka i 1953 oplevede et voldsomt jordskælv. Lykkeligvis døde kun en enkelt, men livsgrundlaget var væk for de fleste, som derfor valgte at rejse bort fra øen. Kun øens ældste blev tilbage. De fleste, der rejste ud, gik det godt for, og mange er siden vendt tilbage og har genopbygget deres huse. Andre huse ligger imidlertid fortsat hen i ruiner og minder på den måde meget om tidligere århundreders ruiner – kirker, templer og borge – om end der heldigvis også er fine, velrestaurerede eksempler af slagsen.
Blandt de danske turister, vi stødte på, var det da også først og fremmest øens historie, der havde trukket dem til stedet. Homers fantastiske fortælling om kong Odysseus – en modig og snu verdensmand, der deltog i Den Trojanske Krig på græsk side, og hvor ikke mindst hans kampe mod de enøjede kæmper – kykloperne – er blevet fortalt igen og igen.
Odysseus’ fødehjem og palads skulle angiveligt have ligget ved byen Stavros 17 km nord for Vathi. Men selv om den gamle konge troner smukt på byens torv i form af en fuldendt statue, er der ikke meget af hans tempel at se. Skuffende for nogle, men til gengæld også den eneste skuffelse, man behøver frygte på sin ferie på Ithaka. Nye teorier peger i øvrigt på, at Odysseus’ palads måske slet ikke har ligget på Ithaka. Men lad være med at tage den diskussion med de lokale. Det er snak, som ikke falder i god jord, ligesom den græske gældskrise heller ikke just er et populært emne.
BT Rejser var inviteret af Folkeferie
